Nøgen ø-Lejr

Det var 1983 og det var sent at tage på ø-lejr. De andre i klassen skulle ikke længere den slags. De tog i sommerhus eller skulle måske flyve til Italien eller på tur rundt i Wales. Jeg var 12 år og min far var slet ikke færdig med at tage på ø-lejr. Så det skulle vi. Allerede da vi stod i færgelejet og ventede på at blive hentet, var jeg lettere nedtrykt. Det hjalp ikke at hende, der kom og hentede os, havde en gammel ostemad liggende i forruden.

Jeg fik lov til at sidde på forsædet, fordi jeg altid blev køresyg, og jeg kunne ikke lade være med at påpege, at der lå en ostemad i forruden.

”Vil du have den? Du må gerne, men den er nok lidt tør.”

Osten bøjede opad og rugbrødet bøjede nedad. Kanten på osten var mørkegul og stiv. Jeg rystede på hovedet. Der var ikke noget jeg havde mindre lyst til i verden end den ostemad.

Vi ankom til lejren og steg ud. Kvinden der hentede os, lod ostemaden ligge i forruden da hun steg ud, selvom hun nu helt sikkert vidste, den var der.

Lejren bestod af to kæmpetelte, det ene større end det andet.

Det store var til at sove i, det mindre var køkkenet.

Udenfor var der et virkelig langt bord og 10-15 meter væk stod toiletterne. Der var ikke forhæng for, og man kunne se dem henne fra bordet.

Vi lagde vores ting ind i det store fælles sovetelt, hvor alle sov sammen og det var der, det gik op for mig.

Det var en nøgen-ø-lejr.

Alle de voksne var nøgne.

Også alle børnene, som alle sammen var små. Jeg var den eneste, der var på min alder. Jeg ville så meget hellere have været på biltur til Wales.

Min far sagde, jeg bare kunne tage tøjet af, ”det er jo lige meget”.

Jeg beholdt mit tøj på.

Der var en af de voksne der rigtig godt kunne lide mig. Jeg vidste ikke, hvad han hed, men jeg vidste, jeg ikke kunne lide ham. En dag kom jeg løbende og han bredte armene ud, som om jeg skulle løbe ind i hans favn. Jeg løb en stor bue udenom og snakkede ikke til ham resten af turen.

En af aftnerne skulle børnene underholde de voksne og lave teater. De voksne sad på nogle bænke og så på os. De var nøgne, men nogle af dem havde t-shirt på eller et hjemmehæklet sjal.

Jeg skulle være med til at lave teater, så jeg tænkte, at der manglede et bagtæppe. Det var fint, at stå og holde et lagen op, mens de andre børn lavede teater og akrobatik.

Toiletterne var sådan nogle kasser med hul i. Der var afdækning mellem de tre toiletter, men ikke foran, så man kunne se ud i naturen, mens man sad der. Man kunne også se det lange bord, vi spiste ved. Det var bare naturligt fik jeg at vide, alle mennesker skal jo skide, høj som lav. Men jeg stod alligevel op om natten, krøb ud af min sovepose, og gik ud i mørket og famlede mig frem til dem. Man kan godt gå hen og få lidt ondt i maven, når man holder sig hele dagen, men heldigvis skulle vi spare på maden, så det gik lige op.

Det var dejligt at være på ø-lejr. Især for de voksne, der blev kærester. Man kan godt blive rigtig godt træt af at høre på folk, der er blevet kærester, når man prøver at sove. Heldigvis var min sovepose et rart sted at være. Den var grøn udenpå og gul indeni og enden var firkantet og ikke rund. Hvis man krummede sig sammen som en ræv i en hule, kunne man næsten ikke høre dem. Det vigtigste var, at de voksne ikke opdagede, at man havde hørt noget og var krøbet helt ned i soveposen, for så ville de bare snakke om følelser og ting der var naturlige.

Den sidste dag var der fest. Der fik vi kage. Jeg hjalp med at lave den og så var det godt, at jeg var så god til at rive gulerødder. De skulle endelig ikke skrælles, for alt det gode sidder lige inde under skrællen.

Der var nogle af de voksne der kunne spille på forskellige instrumenter. Min far spillede guitar og der var også to på harmonika.

Så dansede vi folkedans. De voksne var nøgne og jeg skulle også være med, så jeg skyndte mig hen til den yngste kvinde der var og stillede mig ved siden af hende. Hun spurgte, om vi skulle være dansepartnere, og det var en lettelse, for det var meget noget med at stå tæt sammen og flette ben, mens man svingede rundt i en rundkreds.

Da sommeren var slut, var jeg lige så færdig med at tage på ø-lejr som resten af klassen.

Den Hvide Mand

Først synger vi Gasolins sang Kap Farvel til Ümanarssuaq.

Det er den hvide mand, send ham hjem.
Han vil stjæle dit land, send ham hjem.
han ta'r din sjæl i pant, hvis han kaaaaaaan.

Den hvide mand er den værste.

Han har taget de andres lande, stjålet fra dem, voldtaget kvinderne, slået dyrene ihjel.

Både Grønland, Island, en masse lande i Afrika, Indonesien – alle mulige steder.

Alle hvide er onde, men manden er altid den værste, det er egentlig meget rart, trods alt.

Vi har lavet plancher om slaveriet og holdt foredrag for hinanden. Der er også nogen der opfører teaterstykker.

Inde i mig selv har jeg en lille smule svært ved at tage ansvaret for slaveriet. Det er nok mest fordi, jeg ikke var født dengang i 1800-tallet. Jeg siger det selvfølgelig ikke til nogen, og jeg er helt med på at farvede mennesker har lige så meget ret til at være her. Mindst. Måske endnu mere. Vi skylder dem.

Jeg prøver en gang at indvende, at det jo ikke er os der skylder. Vi har ikke været en del af slaveriet. Men den går ikke. Det er alle hvides kollektive skyld. Vi må bære den for vores forfædre.

Nogen af de andre i klassen har forfædre fra andre lande og jeg skynder mig at spørge min mor, om vi også har det, men vi er bare hvide hele vejen igennem, så det er surt.

En god ting at sige er f.eks. ”sådan nogle store negerkvinder, de er bare så smukke”. Jeg kan ikke helt få mig selv til at sige den slags, jeg ville nok føle mig lidt kunstig, men jeg skynder mig at være enig, når andre siger det.

Vi tager en diskussion i klassen om, hvorvidt det er bedst at sige sort eller neger, men vi kan ikke blive enige. Der er nogen der påpeger, at neger jo bare betyder sort, mens andre siger, at det er lige meget, det handler om den værdi, man lægger i ordet. Så begynder en at sige, at hvis det er rigtigt, så kunne man måske sige kaffer, hvis bare man mener det pænt, men læreren vil ikke have at nogen siger kaffer.

Endelig er der en af pigerne, der kommer i tanke om, at hun kender en der er farvet. Det er en fra jazzballet. Vi aftaler, at hun spørger hende, hvad hun helst vil kaldes, og så bøjer vi os for det.

Vi er meget spændte, da hun kommer i skole en dag efter at have været til jazzballet.

Hvad sagde hun? Hvad skal vi kalde dem?

Men det viser sig, at hun bare sagde; behøver I kalde mig noget?

Og så er vi jo lige vidt.

Forgangsforældrene

De sagde fra!

De sagde stop!

De lavede en helt ny verdensorden og ændrede den måde vi levede på, ændrede hvad der var muligt, hvad der kunne lade sig gøre.

Pludselig kunne vi tomle til Indien, leve af mikromakromad, tage på ø-lejr og danse nøgen folkedans, bo i store fællesskaber, dele vores tøj med vores nabo og klippe hinandens hår og skæg.

Vi kunne også lave teater, vi kunne få vores forældre med på at leve som indianere og bygge en tipi ude i haven, hvor vi kunne sidde og brænde æbleblade og prøve at lave røgsignaler.

Vi måtte tage fri fra skole for at gå til demonstration, vi malede skilte og råbte nej! Og vi måtte få trommesæt og øve os nede i kælderen. Vi kunne også snitte os en fløjte og være vegetarer og væve vores eget tøj.

Men vi skulle aldrig glemme, at hvis det ikke var for dem, så ville pigerne stadig forventes at sidde stille og brodere, mens de raske drenge kravlede i træer og smed med sne efter folks hatte.

Hvis det ikke var for dem, ville pigerne blive tvunget af samfundet til at vokse op med krydsede ben og gifte sig i håbet om, at mændene kom hjem med ugelønnen, så de kunne købe mere strikkegarn og drengene ville aldrig udvikle deres fulde potentiale for at lave mad og væve.

Det var livet. Det var den nye måde at leve på, det nye frie liv de havde kæmpet for på universiteterne, på gaderne, til koncerterne. Det var ubegrænset frihed til at gøre alt det de voksne ikke havde måttet da de var børn, da halvtredserne holdt dem i et velfriseret greb.

Så hvis man slægtede sine bedsteforældre på og havde en trang til ro, renlighed og regelmæssighed, og ikke følte nogen som helst lyst til at dele sit tøj og legetøj med alle, så havde man bare at undertrykke det, for vores forældre havde fundet vejen.

Så vi må skjule længslen efter en kjole af tyl med sløjfer og flæser og nøjes med at låne bøger om prinsesser på biblioteket og skjule dem inden i Mubilla Går til Brønden. Vi gemmer trangen til amerikanske lipgloss med kaffe- eller jordbærduft og fingerringe med uægte diamanter og lyserøde bluser med blomster på. 

I stedet skal vi huske, at være faren når vi leger far-mor-og-børn, vi skal bygge os en sæbekassebil og vi skal grave huler i jorden. Det er vigtigt. Det nytter ikke noget, at vi forråder kvindesagen ved at lege stewardesser eller gå rundt med dukkevogn. For vores mødre har prøvet at have højt hår og stramme kjoler, og det er ikke noget for os.

Vi er de første piger, der ikke får dukker og forventes at vokse op og blive gift og få børn. Vi kan blive alt i hele verden. Især sådan noget som cavlingprisvindende dybdeborende journalist. Eller mentor for en mellemøstlig kvinde gennem Kvinfo. Men altså intet pres, nu er alt jo frit tilgængeligt og lige til at gå til.

Lange bange sange

Jeg er så bange for krig. De snakker en del om det i radioavisen. Iran og Irak er gået i krig med hinanden, og selve ordet krig får mit hjerte til at banke meget hårdt og maven til at trække sig sammen. Jeg stiller mig hen til vinduet og kigger ud på gaden, når jeg får det sådan. Så trækker jeg vejret og fortæller mig selv, at krigen ikke kommer op til Danmark.

Jeg har ikke fortalt det til nogen. Hvis man er bange eller bekymret, er det bedst at holde det for sig selv, for de voksne har så meget andet at bekymre sig om.

Derhjemme er min mor bange for, hvordan vi får pengene til at slå til. Petroleummet er steget i pris og vi skal bruge det til at hælde i petroleumsovnen for at få varme.

I min fars kollektiv fortæller de også om at være bange, frygten for atomkrig, for at blive forladt af sin kæreste og rigtig meget om farlige E-numre i maden og biler med giftig udstødning.

De synger også sange om det. I kollektivet kan de voksne godt være bange og synge lange bange sange, for der er så meget, de ikke kan forstå. De sidder i kor og synger og min far spiller guitar.

De er også bange, når vi kører alene i skole, det synger de om. De kunne selvfølgelig bare følge os hen til skolen, men der er ret langt og så skal de hele vejen tilbage igen.

Sangen handler om Kathrine, der kører alene ud for at købe lakrids. Jeg synes Kathrine er heldig, at hun får lov til at købe lakrids, jeg får mest sund slik, som er noget med rosiner og hasselnødder, for de voksne er temmelig bange for, at jeg får forgiftet kroppen med tilsætningsstoffer.

Bilerne de kører stærkt og der er mange

Kathrine kører alene på sin cykel, jeg er bange

Kathrine, Kathrine pas påååååå

Bilerne de drøner og motorerne de hvæser

Der er bly og giftig røg i vinden der blæser

Kathrine, Kathrine pas påååååå

Jeg kniber munden sammen, når jeg holder bag en bil og venter på at lyset skifter.

I skolen fortæller læreren også, at han er bange. Det er noget med at være alene og svag. Det har han skrevet en sang om. Den synger vi nogle gange i musiktimen.

Ååååååååååh, jeg trænger til dig, jeg er så træt i dag

Ååååååååååh, jeg trænger til dig, jeg føler mig så svag

De fleste lærere er rigtig glade for at synge og mange af dem kan spille på guitar. Det er noget med, at man bedre kan forstå tingene, når man har sunget om dem.

I engelsk synger vi Pink Floyd.

Læreren har skrevet teksten på tavlen og først har vi oversat og gennemgået den, så alle forstår, at den handler om skolen, som er en slags fabrik, hvor børn sidder og får mast ligegyldig viden ind i hovedet, som om man var et dyr eller et nummer i rækken. Det er fuldt forståeligt, hvis man er bange for at blive behandlet som et dyr eller et nummer.

Så synger vi sangen sammen.

We don’t need no education

We don’t need no thought control

No dark sarcasm in the classroom

Og læreren hæver armen og slår i luften med sin knyttede næve på hey! Og teacher!

Leave us kids alone!

En skoledag i 1977 - Amager Lille Skole

Det er jo ikke tilfældigt, når man går rundt og hedder Sol. Så er rødderne højrøde..

Her kommer en lille historie, der også er at finde på Københavns Stadsarkiv i anledning af undervisningspligtens 200 års fødselsdag.

Jeg er seks år. Mine ben suser hen over legepladsen sammen med de andre fra klassen. Vores pagehår blafrer om ørerne på os.

Vi træner i at løbe fra politiet, for vi skal på tur med klassen ind og se Byggeren på Nørrebro i morgen og det kan være at panserne kommer og rydder stedet mens vi er der, derfor skal vi være klar til at spæne.

Vi spredes i alle retninger på legepladsen som vi har lært. Så er det sværere at blive fanget og hvis man er ved at blive indhentet af en strisser, skal man bare hoppe ind i en bus, har vores klasselærer, Ulla, sagt.

Jeg kaster mig til siden, som om jeg hopper ind i en bus, men jeg tror nok ikke jeg vil gøre det i virkeligheden, for mit buskort hænger i en snor i tasken og den skal jeg jo ikke have med.

Det er ham der hedder Pelle Jarmer der vil have Byggeren revet ned. Han er kapitalisternes lakaj og der hænger en plakat af ham i klassen, hvor der er en hund der bider ham i buksebagen.  Hunden har et halstørklæde på, hvor der står VS, det betyder Venstre Socialisterne og det er dem, de fleste forældre stemmer på i min klasse. Men plakaten er altså bare tegnet.

Vi har vikar i dag fordi Ulla er varetægtsfængslet. Hun har besat et tomt hus i Sofiegade sammen med sine BZ venner.  Hun har fortalt os om, hvordan man besætter et hus og det lyder sjovt. Når der alligevel ikke bor nogen i huset, så kan man lige så godt tage det. Det er dumt at der står tomme huse, når der er nogen der ikke har noget sted at bo. Jeg er glad for, at jeg har et sted at bo.

Ulla har selv et rigtigt sted at bo, men hun er bare solidarisk med de andre. Det er vigtigt at være solidarisk.

Karamel-Steen ryger sine hjemmerullede cigaretter mens vi øver i at stikke af fra politiet.

Vi kalder ham Karamel-Steen fordi han nogle gange lader os lave karameller i timerne. Hvis man plager lidt, kan man også få lov til at lave en produktion af hjemmerul til ham i frikvarteret. Han er ligeglad med at cigaretterne bliver tynde i den ene ende og tykke i den anden. Så slikker man på den ene ende af papiret og prøver at holde tobakken på plads, mens man ruller det mellem fingrene. Det er svært, men det er ret sjovt.

I dag skal vi bage efter frokost. Det er til Ulla, hun skal have et brød fordi hun er i fængsel og Karamel-Steen har lovet at vi må putte en af skolens file fra værkstedet ind i brødet, så vil han sørge for at hun får det og så kan hun file sig ud gennem tremmerne, når hun har spist det.

Da vi har trænet vores flugt et par gange og nogen er holdt op med at komme tilbage, fordi de er begyndt at lege i stedet, siger Karamel- Steen at nu er der frokost. Så løber vi tilbage til vores klasse. Jeg er sulten og glæder mig til min madpakke. Min mor giver mig næsten altid æggesalat og figenstænger og agurkestykker med og Karamel-Steen læser op mens vi spiser. Vi er i gang med Orla Frøsnapper.

På væggen på den gule trappeopgang er der sprayet ”Dem Gud ikke gav hjerne, gav han knippel, skilt og stjerne”. Jeg tror det er de store der har skrevet det.

På vej op ad trappen er der nogen der synger Æblemand i kanon. Det er noget vi har lært at Musik-Steen.  Han siger, at det plejede indianerne at gøre, når de sad rundt om bålet og sang.

Måske skal jeg alligevel spørge min mor, om jeg må hænge buskortet fast i frakken i stedet for tasken, så jeg kan springe ind i en bus. Hvis nu politiet kommer. 

Myrer

I Carstens have er der altid utrolig mange myrer.

Han spurter rundt hver morgen og drysser med kanel, men de sætter alligevel myrefodspor overalt.

Især den storblomstrede voksdug er de glade for. Carsten er også glad for dugen, så han køber en myrelokkedåse. Så kan de lære det! Men det kan de ikke. De trasker nok så velfornøjede ind i dåsen og dør, den ene efter den anden. Det må være fordi de ikke kan tale sammen og råbe vagt i gevær. Eller fordi de ikke har ordet myrelokkedåse på deres myresprog. En af de to grunde.

Carsten ligger i sin seng og overvejer, hvilken af grundene det er. Det kunne såmænd være hvilken som helst af dem.

Hans pyjamas er nystrøget, fordi det er torsdag som, foruden myrefangerdag, også er strygedag. De lodrette pyjamasstriber ligger som blå blodårer på hans hud. Carsten leger med tanken om, at han rigtig har blåt blod i årene og er en hemmelig prins. Han er udmærket godt klar over, at det er tankespind. Men det kunne nu være sjovt. Så ville han beordre alle myrer på matriklen fjernet. De behøvede ikke at dø, de kunne såmænd sagtens leve, for eksempel i skoven. Eller et andet sted langt væk fra Carsten.

Nu er det jo ikke fordi Carsten går vanvittig meget op i det med myrerne.

Det er mest bare noget med at hans kone bliver ved med at overnatte hos naboen og Carsten har besluttet at det må have at gøre med myreproblematikken. Jo mere han ligger og tænker over det, jo sikrere bliver han. Måske skulle han købe en flammekaster.

Skriveretreatnovelle 2

Tørre Knoer

”Se, hvor tørre mine knoer er. De skaller faktisk, hvis man ser dem tæt på. Gad vide om man kan få specielt creme til dem? Knocreme, nej seriøst, det er faktisk ret grimt. Synes du mine hænder ser gamle ud? Når man hiver i huden, prøv at se, og så slipper, så glider huden på plads igen, men det går lidt langsomt, ikke? Synes du ikke? Må jeg prøve på dig? Kom lige med din hånd. Kom nu, jeg skal lige prøve på en ung hånd. Se, hvor hurtigt din hud falder på plads. Og det er ikke fordi du er buttet, det er bare spændstigheden i huden, keratin, eller hvad det hedder. Eller, det er måske også lidt fordi du er buttet, men mest på grund af ungheden. Prøv også at se engang. Når jeg vender hånden op, så fingrene peger op mod loftet, så bliver den pæn og glat, men når jeg vender den ned, så træder alle blodårerne frem. Se op, ned. Op, ned. Stor forskel, ikke? Mine hænder er faktisk kun rigtig pæne når jeg knytter dem. Så bliver de glatte, men så kan man bare stadig se den rynkede hud på armene og man kan jo ikke gå rundt med langærmet bluse på og knyttede hænder hele tiden, vel? Så ligner man er massemorder, ikke? Se din arm, den er helt glat. Det ville den garanteret også være, selv hvis du tabte dig. Ikke at du skal, selvfølgelig. Det er helt din egen sag. Sådan noget blander jeg mig ikke i. Men det er kun et spørgsmål om tid, det kan du lige så godt vænne dig til. Så bliver de lige så rynkede som mine. Du ligner mig, da jeg var på din alder, så det kan du ikke løbe fra. Rynket hud, det ligger i familien.”

”Mor. Hold nu op. Jeg sidder lige og fortæller dig, at jeg er lesbisk. ”

Skriveretreatoverspringshandlingsnovelle 1