Forgangsforældrene

De sagde fra!

De sagde stop!

De lavede en helt ny verdensorden og ændrede den måde vi levede på, ændrede hvad der var muligt, hvad der kunne lade sig gøre.

Pludselig kunne vi tomle til Indien, leve af mikromakromad, tage på ø-lejr og danse nøgen folkedans, bo i store fællesskaber, dele vores tøj med vores nabo og klippe hinandens hår og skæg.

Vi kunne også lave teater, vi kunne få vores forældre med på at leve som indianere og bygge en tipi ude i haven, hvor vi kunne sidde og brænde æbleblade og prøve at lave røgsignaler.

Vi måtte tage fri fra skole for at gå til demonstration, vi malede skilte og råbte nej! Og vi måtte få trommesæt og øve os nede i kælderen. Vi kunne også snitte os en fløjte og være vegetarer og væve vores eget tøj.

Men vi skulle aldrig glemme, at hvis det ikke var for dem, så ville pigerne stadig forventes at sidde stille og brodere, mens de raske drenge kravlede i træer og smed med sne efter folks hatte.

Hvis det ikke var for dem, ville pigerne blive tvunget af samfundet til at vokse op med krydsede ben og gifte sig i håbet om, at mændene kom hjem med ugelønnen, så de kunne købe mere strikkegarn og drengene ville aldrig udvikle deres fulde potentiale for at lave mad og væve.

Det var livet. Det var den nye måde at leve på, det nye frie liv de havde kæmpet for på universiteterne, på gaderne, til koncerterne. Det var ubegrænset frihed til at gøre alt det de voksne ikke havde måttet da de var børn, da halvtredserne holdt dem i et velfriseret greb.

Så hvis man slægtede sine bedsteforældre på og havde en trang til ro, renlighed og regelmæssighed, og ikke følte nogen som helst lyst til at dele sit tøj og legetøj med alle, så havde man bare at undertrykke det, for vores forældre havde fundet vejen.

Så vi må skjule længslen efter en kjole af tyl med sløjfer og flæser og nøjes med at låne bøger om prinsesser på biblioteket og skjule dem inden i Mubilla Går til Brønden. Vi gemmer trangen til amerikanske lipgloss med kaffe- eller jordbærduft og fingerringe med uægte diamanter og lyserøde bluser med blomster på. 

I stedet skal vi huske, at være faren når vi leger far-mor-og-børn, vi skal bygge os en sæbekassebil og vi skal grave huler i jorden. Det er vigtigt. Det nytter ikke noget, at vi forråder kvindesagen ved at lege stewardesser eller gå rundt med dukkevogn. For vores mødre har prøvet at have højt hår og stramme kjoler, og det er ikke noget for os.

Vi er de første piger, der ikke får dukker og forventes at vokse op og blive gift og få børn. Vi kan blive alt i hele verden. Især sådan noget som cavlingprisvindende dybdeborende journalist. Eller mentor for en mellemøstlig kvinde gennem Kvinfo. Men altså intet pres, nu er alt jo frit tilgængeligt og lige til at gå til.