Den Hvide Mand

Først synger vi Gasolins sang Kap Farvel til Ümanarssuaq.

Det er den hvide mand, send ham hjem.
Han vil stjæle dit land, send ham hjem.
han ta'r din sjæl i pant, hvis han kaaaaaaan.

Den hvide mand er den værste.

Han har taget de andres lande, stjålet fra dem, voldtaget kvinderne, slået dyrene ihjel.

Både Grønland, Island, en masse lande i Afrika, Indonesien – alle mulige steder.

Alle hvide er onde, men manden er altid den værste, det er egentlig meget rart, trods alt.

Vi har lavet plancher om slaveriet og holdt foredrag for hinanden. Der er også nogen der opfører teaterstykker.

Inde i mig selv har jeg en lille smule svært ved at tage ansvaret for slaveriet. Det er nok mest fordi, jeg ikke var født dengang i 1800-tallet. Jeg siger det selvfølgelig ikke til nogen, og jeg er helt med på at farvede mennesker har lige så meget ret til at være her. Mindst. Måske endnu mere. Vi skylder dem.

Jeg prøver en gang at indvende, at det jo ikke er os der skylder. Vi har ikke været en del af slaveriet. Men den går ikke. Det er alle hvides kollektive skyld. Vi må bære den for vores forfædre.

Nogen af de andre i klassen har forfædre fra andre lande og jeg skynder mig at spørge min mor, om vi også har det, men vi er bare hvide hele vejen igennem, så det er surt.

En god ting at sige er f.eks. ”sådan nogle store negerkvinder, de er bare så smukke”. Jeg kan ikke helt få mig selv til at sige den slags, jeg ville nok føle mig lidt kunstig, men jeg skynder mig at være enig, når andre siger det.

Vi tager en diskussion i klassen om, hvorvidt det er bedst at sige sort eller neger, men vi kan ikke blive enige. Der er nogen der påpeger, at neger jo bare betyder sort, mens andre siger, at det er lige meget, det handler om den værdi, man lægger i ordet. Så begynder en at sige, at hvis det er rigtigt, så kunne man måske sige kaffer, hvis bare man mener det pænt, men læreren vil ikke have at nogen siger kaffer.

Endelig er der en af pigerne, der kommer i tanke om, at hun kender en der er farvet. Det er en fra jazzballet. Vi aftaler, at hun spørger hende, hvad hun helst vil kaldes, og så bøjer vi os for det.

Vi er meget spændte, da hun kommer i skole en dag efter at have været til jazzballet.

Hvad sagde hun? Hvad skal vi kalde dem?

Men det viser sig, at hun bare sagde; behøver I kalde mig noget?

Og så er vi jo lige vidt.