Autoværksted

Solen brænder fra himlen.

Jeg stiger ud ad bussen for at gå resten af vejen. Jeg drejer væk fra den store vej og ned ad en lille. Der er øde overalt. Sommerferien har slugt alle mennesker, undtagen mig.

Jeg har shorts på og en pæn t-shirt. Sandaler. De er næsten nye, men allerede meget blegede af solen. Jeg har også haft dem på hver dag. Mine fødder er solbrændte i rektangler.

Der lyder en svag raslen af blade, ellers er der fuldstændig stille. Ikke engang en plæneklipper kører i det fjerne.

Jeg kan høre mine egne skridt på fortovet, sådan funp, funp.

Jeg standser ved en vej med hajtænder, kigger mig til venstre og højre, bare for vanens skyld. Der er ingen at se nogen steder. På den anden side af gaden ligger der et autoværksted.

Huset er i to etager og til venstre er der en garage hvor garageporten står åben, så man kan se ind. Det er et værksted. Udenfor er der asfalteret og der står to biler parkeret. Den ene mangler en dør. På første sal i huset er der gardiner. Sådan nogle hvide, gennemsigtige nogen der er samlet i siden. Røvballegardiner, kalder min mor dem.  Den, der arbejder i værkstedet, bor nok deroppe.

Jeg går tættere på autoværkstedet. En eller anden har set hjørnegrunden og tænkt at det ville være perfekt til at skabe et autoværksted. Vedkommende har asfalteret grunden og fået bygget et hus i to etager med tilhørende autoværksted og har gået og taget imod kunder og bestilt løsdele og repareret biler her. Og nu står det helt stille, tomt. Med åben dør ind til værkstedet. Gad vide om der ligger en og sover oppe på første sal bag gardinerne, eller om der er lige så øde som resten af gaden.

Der står en tom colaflaske henne ved døren.

Jeg standser og ser op på førstesalen. Nogen har tænkt, at her skal der være gardiner, har gået ud og fundet stof og syet sig et par gennemsigtige røvballegardiner. For at lave det pænt, velsagtens. Måske stillet en plante i vinduet, set på den anden ende af ægteskabet der gik og arbejdede nede ved værkstedet. Og nu er der stille og forladt. Jeg har lyst til at blive stående og finde flere detaljer, der kan give et hint om hvem der bor på førstesalen og hvorfor de er taget væk, men solen brænder og gør asfalten blød, så jeg kan mærke den klistre mod sålerne. Jeg skrår over gaden, hvor der er lidt mere skygge, men kan ikke lade være med at skæve tilbage. Der står Nielsen, Privat med håndskrift over dørklokken. Der skulle hellere have stået Nielsen, Forladt.

***

Måske er det kun mig, der har det sådan, men jeg har altid syntes at autoværksteder er noget af det mest ensomme man kan støde på. De er altid at finde på de mest sørgelige steder, som i udkanten af Hvidovre ved siden af en lukket SPAR købmand. Engang må nogen have haft drømme og håb og glædet sig til at starte et firma op og de har tænkt på, hvordan de skulle have et par lærlinge som kunne smutte ind ved siden af hos SPAR og købe en håndfuld øl til fyraften. Det ser man bare ikke, man ser kun de øde værksteder stå med et par halvnedbrudte biler og hvis der havde fandtes tumbleweed i Danmark, så var de rullet forbi.

Stenene

Hvis man ser rigtig godt efter, kan man lige akkurat se de små bidemærker på hans kind. De er svagt røde og en smule blodunderløbne. De andre kalder ham Løvmanden og kaster sten efter ham, når han går gennem byen eller rundt i skovbrynet, men jeg er holdt op. Jeg ved nemlig, at han samler stenene op og gemmer dem. Han har et chatol, hvor alle stenene ligger med navn på.

Jeg opdagede det en dag, hvor jeg stod sammen med Per og kiggede ind ad vinduet. Vi havde tænkt os at se, om han havde noget vi lige hurtigt kunne negle, nogle småpenge eller måske cigaretter, men så var det jeg så chatollet. Det stod åbent og alle stenene lå på række.  Der var tre med mit navn på. Jeg stirrede på stenene og så slet ikke, at Løvmanden var kommet ind i stuen. Han stod halvt i skyggen af dørkarmen, og da jeg så ham, holdt han tre fingre op. Jeg fik metalsmag i munden af angst og mine bevægelser blev langsomme og klodsede, da jeg flygtede.

Per kom op på siden af mig. Han havde ikke set noget som helst, han ville bare vide, om jeg havde fået fat i noget. Men jeg kunne ikke tale. Jeg ville bare hjem.

Der var ikke nogen hjemme, da jeg kom hjem. Jeg havde kvalme af skræk og endte med at lægge mig ned i slagbænken i køkkenet og gemme mig der mellem viskestykker og karklude og forklæder, til der kom nogen.

Jeg så Løvmanden igen næste dag. Jeg var blevet sendt i byen efter sukker, da han pludselig stod på fortovet foran mig. Han sagde ingenting, holdt bare tre fingre op. Jeg spurtede hjem.

Så begyndte der at ske ulykker. Haralds cykel blev savet igennem, så han faldt lige ned på ansigtet og flækkede begge øjenbryn. Pers løbehjul fik fjernet møtrikkerne.

Jeg begyndte at passe bedre på mine ting. Satte min cykel og mine rulleskøjter ind i garagen om natten, så mig til begge sider inden jeg gik over gaden, sørgede for at være hjemme inden mørkets frembrud, men jeg vidste, at det ikke nyttede noget.

Der gik seks dage, hvor jeg så mig nervøst over skulderen.

Det var faktisk en lettelse, da mine nye rulleskøjter mistede hjulene. Den morgen jeg gik ned i garagen for at hente rulleskøjterne og opdagede at de lå der, amputerede, gik jeg bare op og åbnede min sparegris, tog pengene ud og gik ned og købte nye hjul uden at sige det til nogen.

Så var der to sten med mit navn på tilbage i chatollet, vidste jeg.

Næste gang jeg så Løvmanden, smilede jeg meget forsigtigt til ham og holdt diskret to fingre op.

Han så lige igennem mig og næste dag manglede hjulene igen. Jeg gik ud og købte nye en gang til. Manden i butikken spurgte om jeg virkelig have rullet så hårdt, at jeg allerede havde slidt hjulene helt ned, men jeg sagde, at jeg havde kørt på grus og de var blevet skæve. Manden rystede på hovedet af min uforstand.

Jeg havde ikke flere penge tilbage i min sparegris, så da aftenen kom, skruede jeg hjulene af rulleskøjterne og lagde dem i en pose. Jeg skrev undskyld på en seddel og puttede den ned i posen og bandt knude på.

Så gik jeg over og hængte posen på Løvmandens dørhåndtag.

Næste morgen havde mine rulleskøjter fået skruet hjulene på igen og ved siden af lå de tre sten med mit navn på.

***

Jeg ville prøve at skrive noget med en person der var lidt creepy  men som samtidig var den, man holdt med. Jeg har været ved at redigere den første sætning ud flere gange, da jeg egentlig ikke synes at den hører helt til, men jeg har beholdt den alligevel, for jeg kan godt lide den åbne start, som man faktisk glemmer at man ikke får svar på, hvad egentlig er. 

Blomstermanden

Hans nys lød som en stor hunds gøen.

De kom altid tre i træk og folk vendte sig om på gaden for at se efter køteren der gøede som en vanvittig. Så gik han der i trekvartbukser med tværstribet kortærmet skjorte og lignede det modsatte af en gal hund. Man havde bedre kunnet forstå det, hvis han havde haft de der små indadvendte nys a la hnni! Hnni!

Hvis man havde fulgt efter ham hjem, ville man være blevet endnu mere forvirret. Hans lille lejlighed lå i en baggård, men det forvirrende var de enorme blomsteropsatser der bød en velkommen i hvert et rum. Bonderoser med gigantiske hoveder, tulipaner i alle farver bundet stramt sammen i runde formationer og kæmpemæssige fade med en diameter på 2.5 meter dækket af afknipsede geraniumhoveder.

Manden tog skoene af, når han kom ind ad sin dør og iførte sig som det første et par lyse kameluldstøfler. Så trippede han hen langs den sti af blankpolerede sten der førte gennem stuerne, mens han inspicerede buketterne og fadene med en lup hængende fra en kæde i trekvartbuksernes bæltestrop.

Først derefter tillod han sig selv at sætte sig ned og slappe af med antihistamin og et halvt stykke lyst rugbrød med marineret sild.

Havde man vitterligt været med ham hjemme, ville man naturligvis være blevet budt en stykke halvt lyst med sild, men derefter ville stilheden sænke sig. Man ville nok at fortrukket at smutte, bare lige så stille rejse sig og efterlade de pollentunge stuer og den tyste mand med tværstriberne og luppen til eget selskab. Men var man blevet hængende, ville man have set en forandring dukke op i løbet af de næste timer. Man ville indledelsesvist have tænkt, at nu blev det ikke kedeligere. Hvad laver han? Venter han på noget, eller sover han med åbne øjne? Dernæst ville man have hørt telefonen ringe. Han ville ikke tage den, bare lade den gå direkte til telefonvarer. Personen i den anden ende ville vide dette faktum på forhånd, kunne man høre, når der blev indtalt besked.

”Forelsket par dækkende aflivning på Platanvej 7 i aften klokken 21.00”

Selv ville man ikke kunne forstå beskeden. Det var heller ikke meningen. Manden med tværstriberne forstod. Og han tog telefonen og indtalte selv en besked på en telefonsvarer. ”Pernille og John. Platanvej 7 i aften klokken 21.00”.

Dagen efter ville man muligvis læse en notits i avisen om en likvidering af en mand på Platanvej. Der var ingen vidner, hvilket undrede politiet en del, da det var sket en almindelig aften og tilsyneladende i fuld offentlighed. 

Flere forbipasserende kunne dog berette om et forelsket par der løb hinanden i møde. Manden havde båret på en kæmpemæssig buket blomster.

***

Under tæppet under træet

Man kan gemme rigtig mange ting inde i en skov. Et tæppe, f. eks. Det kan ligge under nogle visne blade for foden af et træ. Jeg har valgt et træ der ser lidt gammelt ud.

Under tæppet kan man gemme et par sko, som ens mor vil smide ud eller et stilehæfte med tegninger, som ingen må se. Man kan også gemme sig selv, hvis man skal vaske op eller ham manden fra kommunen kommer og vil fjerne en, fordi ens mor og far er glade for stærke flasker.

Manden siger at han vil hjælpe, men først skal man lige hjælpe ham med at finde noget han har tabt i bukserne.

Det har jeg ikke lyst til, så jeg har flyttet mit værelse ud i skoven under et træ.

Min mor og far har ikke opdaget det, de er ret trætte for tiden.

Ude i skoven er jeg blevet ven med en anden mand. Han kan selv finde ting i bukserne. Ham gider jeg godt være venner med.

Han lugter ligesom min mor og far, så det er dejligt at være sammen med ham. Og han fortæller historier om dengang han var soldat. Han fik en bombe i hovedet, så nu kan han ikke holde ud at bo inde i byen. Manden hedder Jørgensen og det er meget vigtigt at man ikke rører ved ham, for så ved han ikke hvad han kan finde på.

Jørgensen fortæller historier og han har givet mig en halskæde og en dukke, som han selv har skåret ud af et stykke træ. Den hedder Milla og han har slebet den, så den er helt glat og blød at røre ved.

Milla og Jørgensen og jeg kan godt lide at sove i skoven. Vi ligger og kigger op i trækronerne som svajer langsomt frem og tilbage i den stille vind. Jørgensen har lynet sin sovepose helt ned, så vi kan bruge den som dyne. Hvis han lå alene i soveposen, ville han ikke blive bidt så meget af myrer og myg, men han deler alligevel hver aften. Jeg tror det er det sødeste, der nogensinde er nogen der har gjort for mig.

***

Tanken bag denne novelle var egentlig bare at prøve at skrive løs og så have en færdig tekst på tyve minutter. Det varede faktisk 22 minutter, men det var vist mest fordi jeg virkelig prøvede at dreje den en sjov og venlig retning. Jeg tabte og novellen vandt. Jeg havde ellers mange tanker om hvad man kunne gemme ude i skoven, men der er bare noget med hemmeligheder og skove der lægger op til det værste i en. I mig.