Blomstermanden

Hans nys lød som en stor hunds gøen.

De kom altid tre i træk og folk vendte sig om på gaden for at se efter køteren der gøede som en vanvittig. Så gik han der i trekvartbukser med tværstribet kortærmet skjorte og lignede det modsatte af en gal hund. Man havde bedre kunnet forstå det, hvis han havde haft de der små indadvendte nys a la hnni! Hnni!

Hvis man havde fulgt efter ham hjem, ville man være blevet endnu mere forvirret. Hans lille lejlighed lå i en baggård, men det forvirrende var de enorme blomsteropsatser der bød en velkommen i hvert et rum. Bonderoser med gigantiske hoveder, tulipaner i alle farver bundet stramt sammen i runde formationer og kæmpemæssige fade med en diameter på 2.5 meter dækket af afknipsede geraniumhoveder.

Manden tog skoene af, når han kom ind ad sin dør og iførte sig som det første et par lyse kameluldstøfler. Så trippede han hen langs den sti af blankpolerede sten der førte gennem stuerne, mens han inspicerede buketterne og fadene med en lup hængende fra en kæde i trekvartbuksernes bæltestrop.

Først derefter tillod han sig selv at sætte sig ned og slappe af med antihistamin og et halvt stykke lyst rugbrød med marineret sild.

Havde man vitterligt været med ham hjemme, ville man naturligvis være blevet budt en stykke halvt lyst med sild, men derefter ville stilheden sænke sig. Man ville nok at fortrukket at smutte, bare lige så stille rejse sig og efterlade de pollentunge stuer og den tyste mand med tværstriberne og luppen til eget selskab. Men var man blevet hængende, ville man have set en forandring dukke op i løbet af de næste timer. Man ville indledelsesvist have tænkt, at nu blev det ikke kedeligere. Hvad laver han? Venter han på noget, eller sover han med åbne øjne? Dernæst ville man have hørt telefonen ringe. Han ville ikke tage den, bare lade den gå direkte til telefonvarer. Personen i den anden ende ville vide dette faktum på forhånd, kunne man høre, når der blev indtalt besked.

”Forelsket par dækkende aflivning på Platanvej 7 i aften klokken 21.00”

Selv ville man ikke kunne forstå beskeden. Det var heller ikke meningen. Manden med tværstriberne forstod. Og han tog telefonen og indtalte selv en besked på en telefonsvarer. ”Pernille og John. Platanvej 7 i aften klokken 21.00”.

Dagen efter ville man muligvis læse en notits i avisen om en likvidering af en mand på Platanvej. Der var ingen vidner, hvilket undrede politiet en del, da det var sket en almindelig aften og tilsyneladende i fuld offentlighed. 

Flere forbipasserende kunne dog berette om et forelsket par der løb hinanden i møde. Manden havde båret på en kæmpemæssig buket blomster.

***