Stenene

Hvis man ser rigtig godt efter, kan man lige akkurat se de små bidemærker på hans kind. De er svagt røde og en smule blodunderløbne. De andre kalder ham Løvmanden og kaster sten efter ham, når han går gennem byen eller rundt i skovbrynet, men jeg er holdt op. Jeg ved nemlig, at han samler stenene op og gemmer dem. Han har et chatol, hvor alle stenene ligger med navn på.

Jeg opdagede det en dag, hvor jeg stod sammen med Per og kiggede ind ad vinduet. Vi havde tænkt os at se, om han havde noget vi lige hurtigt kunne negle, nogle småpenge eller måske cigaretter, men så var det jeg så chatollet. Det stod åbent og alle stenene lå på række.  Der var tre med mit navn på. Jeg stirrede på stenene og så slet ikke, at Løvmanden var kommet ind i stuen. Han stod halvt i skyggen af dørkarmen, og da jeg så ham, holdt han tre fingre op. Jeg fik metalsmag i munden af angst og mine bevægelser blev langsomme og klodsede, da jeg flygtede.

Per kom op på siden af mig. Han havde ikke set noget som helst, han ville bare vide, om jeg havde fået fat i noget. Men jeg kunne ikke tale. Jeg ville bare hjem.

Der var ikke nogen hjemme, da jeg kom hjem. Jeg havde kvalme af skræk og endte med at lægge mig ned i slagbænken i køkkenet og gemme mig der mellem viskestykker og karklude og forklæder, til der kom nogen.

Jeg så Løvmanden igen næste dag. Jeg var blevet sendt i byen efter sukker, da han pludselig stod på fortovet foran mig. Han sagde ingenting, holdt bare tre fingre op. Jeg spurtede hjem.

Så begyndte der at ske ulykker. Haralds cykel blev savet igennem, så han faldt lige ned på ansigtet og flækkede begge øjenbryn. Pers løbehjul fik fjernet møtrikkerne.

Jeg begyndte at passe bedre på mine ting. Satte min cykel og mine rulleskøjter ind i garagen om natten, så mig til begge sider inden jeg gik over gaden, sørgede for at være hjemme inden mørkets frembrud, men jeg vidste, at det ikke nyttede noget.

Der gik seks dage, hvor jeg så mig nervøst over skulderen.

Det var faktisk en lettelse, da mine nye rulleskøjter mistede hjulene. Den morgen jeg gik ned i garagen for at hente rulleskøjterne og opdagede at de lå der, amputerede, gik jeg bare op og åbnede min sparegris, tog pengene ud og gik ned og købte nye hjul uden at sige det til nogen.

Så var der to sten med mit navn på tilbage i chatollet, vidste jeg.

Næste gang jeg så Løvmanden, smilede jeg meget forsigtigt til ham og holdt diskret to fingre op.

Han så lige igennem mig og næste dag manglede hjulene igen. Jeg gik ud og købte nye en gang til. Manden i butikken spurgte om jeg virkelig have rullet så hårdt, at jeg allerede havde slidt hjulene helt ned, men jeg sagde, at jeg havde kørt på grus og de var blevet skæve. Manden rystede på hovedet af min uforstand.

Jeg havde ikke flere penge tilbage i min sparegris, så da aftenen kom, skruede jeg hjulene af rulleskøjterne og lagde dem i en pose. Jeg skrev undskyld på en seddel og puttede den ned i posen og bandt knude på.

Så gik jeg over og hængte posen på Løvmandens dørhåndtag.

Næste morgen havde mine rulleskøjter fået skruet hjulene på igen og ved siden af lå de tre sten med mit navn på.

***

Jeg ville prøve at skrive noget med en person der var lidt creepy  men som samtidig var den, man holdt med. Jeg har været ved at redigere den første sætning ud flere gange, da jeg egentlig ikke synes at den hører helt til, men jeg har beholdt den alligevel, for jeg kan godt lide den åbne start, som man faktisk glemmer at man ikke får svar på, hvad egentlig er.