Sol Slej hjemmeside

Sol Slej hjemmeside
SolSlej.dk

tirsdag den 2. september 2014

En skoledag i 1977 - Amager Lille Skole

Det er jo ikke tilfældigt, når man går rundt og hedder Sol. Så er rødderne højrøde..
Her kommer en lille historie, der også er at finde på Københavns Stadsarkiv i anledning af undervisningspligtens 200 års fødselsdag.


Jeg er seks år. Mine ben suser hen over legepladsen sammen med de andre fra klassen. Vores pagehår blafrer om ørerne på os.
Vi træner i at løbe fra politiet, for vi skal på tur med klassen ind og se Byggeren på Nørrebro i morgen og det kan være at panserne kommer og rydder stedet mens vi er der, derfor skal vi være klar til at spæne.
Vi spredes i alle retninger på legepladsen som vi har lært. Så er det sværere at blive fanget og hvis man er ved at blive indhentet af en strisser, skal man bare hoppe ind i en bus, har vores klasselærer, Ulla, sagt.
Jeg kaster mig til siden, som om jeg hopper ind i en bus, men jeg tror nok ikke jeg vil gøre det i virkeligheden, for mit buskort hænger i en snor i tasken og den skal jeg jo ikke have med.
Det er ham der hedder Pelle Jarmer der vil have Byggeren revet ned. Han er kapitalisternes lakaj og der hænger en plakat af ham i klassen, hvor der er en hund der bider ham i buksebagen.  Hunden har et halstørklæde på, hvor der står VS, det betyder Venstre Socialisterne og det er dem, de fleste forældre stemmer på i min klasse. Men plakaten er altså bare tegnet.

Vi har vikar i dag fordi Ulla er varetægtsfængslet. Hun har besat et tomt hus i Sofiegade sammen med sine BZ venner.  Hun har fortalt os om, hvordan man besætter et hus og det lyder sjovt. Når der alligevel ikke bor nogen i huset, så kan man lige så godt tage det. Det er dumt at der står tomme huse, når der er nogen der ikke har noget sted at bo. Jeg er glad for, at jeg har et sted at bo.
Ulla har selv et rigtigt sted at bo, men hun er bare solidarisk med de andre. Det er vigtigt at være solidarisk.

Karamel-Steen ryger sine hjemmerullede cigaretter mens vi øver i at stikke af fra politiet.
Vi kalder ham Karamel-Steen fordi han nogle gange lader os lave karameller i timerne. Hvis man plager lidt, kan man også få lov til at lave en produktion af hjemmerul til ham i frikvarteret. Han er ligeglad med at cigaretterne bliver tynde i den ene ende og tykke i den anden. Så slikker man på den ene ende af papiret og prøver at holde tobakken på plads, mens man ruller det mellem fingrene. Det er svært, men det er ret sjovt.
I dag skal vi bage efter frokost. Det er til Ulla, hun skal have et brød fordi hun er i fængsel og Karamel-Steen har lovet at vi må putte en af skolens file fra værkstedet ind i brødet, så vil han sørge for at hun får det og så kan hun file sig ud gennem tremmerne, når hun har spist det.

Da vi har trænet vores flugt et par gange og nogen er holdt op med at komme tilbage, fordi de er begyndt at lege i stedet, siger Karamel- Steen at nu er der frokost. Så løber vi tilbage til vores klasse. Jeg er sulten og glæder mig til min madpakke. Min mor giver mig næsten altid æggesalat og figenstænger og agurkestykker med og Karamel-Steen læser op mens vi spiser. Vi er i gang med Orla Frøsnapper.
På væggen på den gule trappeopgang er der sprayet ”Dem Gud ikke gav hjerne, gav han knippel, skilt og stjerne”. Jeg tror det er de store der har skrevet det.
På vej op ad trappen er der nogen der synger Æblemand i kanon. Det er noget vi har lært at Musik-Steen.  Han siger, at det plejede indianerne at gøre, når de sad rundt om bålet og sang.

Måske skal jeg alligevel spørge min mor, om jeg må hænge buskortet fast i frakken i stedet for tasken, så jeg kan springe ind i en bus. Hvis nu politiet kommer.