Sol Slej hjemmeside

Sol Slej hjemmeside
SolSlej.dk

mandag den 17. juni 2013

Skæve hæle


Hun går lige ind foran mig. Gaden er usædvanlig smal, selv for en middelalderby som denne her, og så der er oven i købet nogen der har smidt hvidkålsrester på den ene side, så vi må gå i gåsegang. Gad vide om det er noget de bruger hernede i Grækenland, sådan at smide med kål. Det forekommer unødvendigt.
Jeg går lige bag hende.
Hælene på hendes sko er helt slidt skæve. Især den venstre, men begge to er helt skrå indad. Det ser virkelig grimt ud.
Benene er ellers pæne, det har jeg altid syntes. Ikke sindssygt lækre, men helt klart i den bedre ende. Hendes røv er blevet til en ende, især i den lidt for stramme nederdel hun har på. Som om ballerne er gået i ental. Ryggen er en smule bred, men når man ved, at de skal bære på et par store tunge bryster, så det er ok.
Men de der hæle, de er virkelig frastødende. Man kan se det hver gang hun tager et skridt, hvordan hun slider dem skæve ved nærmest at gå på indersiden af skoene. Hvordan kan jeg ikke have lagt mærke til det før? Hun er jo ikke engang kalveknæet, hvorfor fanden går hun så så mærkeligt? Gå dog ordentligt, har jeg lyst til at råbe til hende. Jeg bliver pludselig bange for, at der er andet jeg ikke har opdaget. Scanner hendes krop bagfra. Halvkrøllet hår, det var sgudda glat, da jeg lærte hende at kende, hvordan kan det være, at det nu er krøllet? Det er også blevet kortere. Nakken kender jeg, den er blød og dufter af shampoo. Armene, hænderne, ryggen, bh-dellerne. Alt det er stort set som det var. Den forhenværende røv, nu ende, bevæger sig taktfast fra side til side. Bare ben der skiftevis går frem og tilbage. Men de der sko! Gad vide, om alle hendes sko ser ud på den måde? Fine sko, gummistøvler, klipklappere, havetræskoene. Det gør de. Det ved jeg bare lige pludselig.
-          Se, Johan. Nu er vi der.
Hun har vendt sig mod mig og peger foran sig.
-          Lena. Hvis du ikke går til en fodterapeut, så flytter jeg.
-          Øh, hva?
-          Dine hæle. Du træder skævt. Prøv lige at se engang!
Hun kigger ned på sine hæle.
-          Ja, det gør jeg vist.
-          Enormt skævt. Du må gå til fodterapeut.
-          Mon ikke det mere er en fysioterapeut, der skal til?
-          Det ved jeg ikke! Men du skal hen til en. Lige så snart vi kommer hjem!
-          Okay…
-          Jeg kan bare ikke holde ud at se på det!
-          Jamen.. Okay, det skal jeg nok.
Vi går videre, men jeg holder mig på afstand af fødderne.
-          Kom nu her, din tosse.
-          Jeg synes simpelthen du skal smide de sko ud nu.
Hun træder ud af skoene og efterlader dem midt på den smalle gade.
Vi går videre i stilhed.
Jeg skæver til hendes fødder. Hun gør sig umage med at gå midt på dem.
-          Du skal også få langt hår igen. Og det skal være glat.
Hun vender sig og ser ham lige ind i øjnene.
-          Nej.


***


Jeg gik en dag bag en pige på gaden. Hun gik så skævt på fødderne at hendes sko var helt ødelagte på indersiden og jeg tænke meget over, om hun mon ikke selv vidste det? Og hvorfor gjorde hun i så fald ikke noget ved det?
Det blev der en novelle ud af. Nogen gange skal der ikke så meget til.

Posen



Jeg står henne ved flaskeautomaten og føler mig egentlig godt tilpas med mig selv.
Mit hår trænger til at blive klippet, men det er rent og redt bagud. Jeg er udmærket klar over, at det danner en alt for lang anderumpe bagtil og det er også blevet helt gråt, men det trængte virkelig til at blive vasket. Jeg tog et bad, da jeg vågnede her ved to-tiden og efter en kop kaffe og et par smøger, følte jeg mig frisk og klar til dagen.
Jeg barberede mig også og skar mig kun lidt på siden af halsen, ikke noget særligt.
Desværre havde jeg ikke noget vaskepulver, så jeg måtte tage mit gamle tøj på. Det lugtede lidt af røg og møg, men jeg synes faktisk, at det sådan blev luftet af at være udenfor og så er det, at jeg står her ved flaskeautomaten med min pose tomme flasker og føler mig ganske godt tilpas ved mig selv. Der er ikke mange flasker i min pose, jeg er ikke samler eller noget. Det var bare dem, jeg fandt sådan rundt om i lejligheden. Der kommer først penge på torsdag, så det er rart at der var et par flasker. Mens jeg venter, tæller jeg pengene jeg får for flaskerne. Nitten kroner. Det er en god sum.
Jeg køber ind i hovedet, mens manden foran mig langer sine flasker i automaten. Rugbrød 6,50 kr. Leverpostej 9 kroner sådan cirka. Det giver 15,50, hvad er der så tilbage? 3,50. Det er ikke meget. Måske kunne jeg erstatte leverpostejen med skinke. Noget af det pressede tyske. Jeg mener man kan få det i Aldi til 3,50. Det bliver så i stedet 8 kroner. Så er der elleve tilbage.
Strengt taget burde jeg gå ned til Larsen med dem, jeg skylder ham efterhånden næsten hundrede kroner, men på den anden side, så er han jo indforstået med at få dem på torsdag. Jeg betaler sgu altid det, jeg skylder.
Jeg ser hende stå henne ved det røde lys. Hun venter på at komme over på denne side. Jeg ville kunne genkende hende bagfra i mørke med en sæk over hovedet, men nu står hun der og ligner sig selv fra 3.x.
Hun har halvlang frakke på, nylonstrømper og høje sko. Hendes hår er sat op bagpå. Jeg bliver pludselig opmærksom på det med mit tøj, der ikke er blevet vasket og håret der er alt for langt. Det er også helt gråt, men det kan jeg jo ikke gøre for. 
Lyset skrifter til grønt og da hun ser op for at gå over, kigger jeg ned.
”Gud, Søren, er det dig?”
Jeg ser op. Hun er selvfølgelig ældre, men på en måde der gør hende dobbelt så attraktiv. Hun har ikke fået gråt hår eller også farver hun det. Det gør hun nok.
”Nadia! Tænk engang.”
Vi står lidt overfor hinanden uden at sige noget. Mit lange hår får mig til at føle mig usoigneret og jeg bliver pludselig opmærksom på at der er gamle pletter på mine bukser tre steder.
”Hvordan går det med dig?”
Jeg smiler og glæder mig over at jeg i det mindste har børstet tænder for en times tid siden, selvom det ikke har fjernet det gule. Hun sagde en gang til mig at jeg havde de hvideste tænder hun nogensinde havde set. Det har jeg nok ikke mere.  Da hun havde sagt det, kyssede hun mig under det store træ i deres have og jeg holdt hende om det smalle på hendes liv.
”Jo tak.”
Hun prøver på, ikke at se posen jeg har i hånden og jeg ville ønske, at den ikke var så krøllet og gul. Vi står lidt i tavshed igen.
”Hvad med dig? Du ser godt ud.”
Jeg smiler til hende med lukket mund.
”Tak. Det går godt. Jeg har lidt travlt, du ved, indkøb til påskemiddag…”
”Nåh ja…”
”Så…men du må have det godt, Søren.” Hun lader hånden hvile kort på min skulder og hendes blik strejfer posen. ”Gud ja, jeg skylder dig da nogle penge. For, for den gang vi var i byen og du betalte det hele og en taxa hjem gav du også. Vent lidt, jeg har vist pengene på mig.” Hun åbner sin taske og trækker en pung frem.
”Værsgo. Tak for lån.”
Hun rækker mig tre 500 kronesedler.
Jeg tager dem.


***


Bag Posen lå tanken om at skrive om en person, der gik fra at have det godt med sig selv og var veltilpas til med ét slag at føle sig ussel og utilstrækkelig. Et uventet møde med en gammel kæreste lå lige til højrebenet.


Natten til onsdag


Klokken var 05.05.

Døren smækkede tungt bag Jonas.
Nattens sortering af erhvervspakker var overstået og trods kulden trak han vejret godt ned i lungerne. De føltes som om de var beklædt med pap på indersiden. Han skråede over Løvstræde mod Gråbrødre torv, hvor støvregnen lyste op under lampernes skær. Han hoppede over en vandpyt og trak lynlåsen helt op. Sikke et liv, sortere post om natten, læse til lærer om dagen. Bare fordi Rikke var smuttet og havde efterladt ham med hele gælden i lejligheden og alting. Og så den måde hun bare var skredet og havde efterladt alt for at rejse til Indonesien og snorkle. Og nu skulle han så hjem og ligge i deres seng hvor han endnu ikke havde fået fjernet hendes sengetæppe, hendes glasengle i vindueskarmen og den åndssvage morgenkåbe der hang på skabslågen og lugtede af Rikke.
På den anden side af Gråbrødre torv gik en ældre mand og luftede sin hund. Han havde hat på og stod stille mens hunden tissede på en lygtepæl. Gad vide hvad der fik sådan en mand til at stå ud af den varme seng og lufte hund så tidligt? Måske havde han en aftale med sin kone om at hun i mellemtiden lavede morgenmad og tog gennemsigtig negligé på? Næ, det var nok mere sandsynligt at han trissede rundt der, fordi hun svingede kagerullen over ham, hvis han ikke gjorde.

Jens stod foran cykelforretningen og ventede, mens Hubert tissede på sin tyvende lygtepæl den nat. Han så ud over torvet. En ung mand hoppede over en vandpyt. Hvem der var ung igen og havde hele livet foran sig. Hele livet med Ghita. Da hun døde sidste forår, kom der næsten firs mennesker til begravelsen og den efterfølgende ensomhed og stilhed gjorde det pinagtigt tydeligt, at det var hende, der var lyset i deres forhold og ham der bare var stagen. Børnene der tidligere var kommet forbi bare for at spise med, og som ofte var blevet og havde spillet kort med dem, havde nu travlt og der var længere og længere mellem deres besøg. Ikke at han bebrejdede dem, han ville også hellere selv være fri for at være derhjemme. Det hjalp en del efter han havde anskaffet sig Hubert. Så var der én. Til at fylde stilheden ud og til at gå tur med i de meget tidlige morgentimer, når han havde vendt og drejet sig alt for længe. Hubert var altid glad for at komme med ud og gå.
Den unge mand gled ind i mørket bag en lygtepæl. Jens så to politimænd komme gående på den anden side af torvet. To mænd på nattevagt. De var sikkert på vej hjem efter en begivenhedsløs nat med ganske lidt at rapportere. Så skulle de vel hjem til deres sovende hjem med koner eller kærester i varme dyner i dobbeltsengen og småbørn med sutter i munden og rodet hår i nakken. Måske ville de gå forbi en 7-11 og tage lune croissanter med hjem.

Jasper og Joakim gik ved siden af hinanden langs et bordeaux hus på Gråbrødre torv.
Deres vagt sluttede for halvandet minut siden. Jasper havde været stakåndet i otte timer og halvandet minut.
Deres arme rørte ganske kort hinanden og Jasper følte et stød gå gennem ryghvirvlerne. Fjollet, sagde han til sig selv, vi har begge to mindst tre lag tøj på, man kan reelt intet mærke gennem seks lag tøj. Joakim så på ham uden at sagtne farten, lige ind i øjnene. Jasper kunne næsten ikke trække vejret længere, hans hals snørede sig sammen, Joakim holdt hans blik fast. De passerede en port, og Joakim rakte ud efter hans hånd og trak ham med ind. Deres ånde blandedes i natten, de stod så deres næser næsten rørte hinanden – længe længe, stod de med hinandens blik i øjnene. Så trak Joakim den ene handske af og rørte ved Jaspers kind.


***


Nogen gange er folk bare slet ikke som man regner med.

Lykkebarnet


Hun blev kaldt Lykkebarnet allerede inde i maven.
Da hun var fem år, havde hun prøvet at slå sig selv ihjel seksten gange.

Inde for sit første leveår var hun blevet reddet fra vuggedøden tre gange. Til sidst fik hendes mor sat en hjerterytmemåler på hende. Hun levede med den på i halvandet år. Så faldt den en dag i toilettet og blev skyllet ud.
Hendes mor og far havde prøvet at få børn i otte år, før det endelig lykkes. Syv spontane aborter havde moren været igennem, før hun gennemførte en graviditet. Hun havde ligget ned i alle ni måneder, kun drukket kogt afkølet vand og levet på en diæt fremstillet af en amerikansk læge med speciale i vanskelige graviditeter.
Lykkebarnet kom ud på terminsdagen med navlestrengen otte gange om halsen, jordemoderen bad om lov til at tage et billede af fænomenet.
Folk i deres omgangskreds sagde til hinanden at det nok kun var meget godt at de ikke kunne få flere børn, de havde mere end nok at se til med Lykke. Enkelte hviskede endda at de måske skulle have kaldt hende U. Lykke, for mage til uheldigt barn skulle man da lede længe efter. Som toårig spiste hun alle blomsterne i vindueskarmen og en god del af jorden med og måtte udpumpes. Kort tid efter faldt hun ud over kanten på rutchebanen i vuggestuen og ned på hovedet. Pædagogerne satte et ekstra stykke kant på, men allerede ugen efter skete det igen. Så måtte de fjerne rutchebanen. To af pædagogerne kunne have svoret på at de så hende klatre ud over kanten, men rutchebanen røg.
Hun gled konstant ned og fik hovedet under vand, når hun var i bad, hun faldt ned ad trappen og en dag da hun som treårig var løbet direkte ud foran en bil, hvis bremser heldigvis lige var blevet synet, sagde hendes mor sit job op og flyttede. Nu skulle de ud og bo på landet, hvor bilerne og farerne var færre.
Faren var flyttet kort før nytår. Han kunne ikke længere kende sin kone der kun havde ét i hovedet; at holde datteren i live. Hun have kreeret en særlig sele, som holdt dem sammen om natten efter den uheldige episode med nattevandringen og havde desuden fået for vane at ligge med hånden på datterens hjerte.
I huset på landet blev alle gulve belagt med tæpper, borde og stole blev erstattet med puder og bløde puffer. Man indtog sine måltider siddende på gulvet med plastiktallerknen på en bakke og al glas og porcelæn var bandlyst.
Faren kom på besøg hver anden lørdag og en dag, da deres datter var fem et halvt og moren var på toilettet, spurgte han hende hvorfor hun blev ved med at lave ulykker på sig selv. ”Er du ude på at slå dig selv ihjel?”
Hun så på ham. På en ny måde, ikke foragteligt som før, men med store åbne øjne. Som om han endelig havde stillet det rigtige spørgsmål.
”Ja. Jeg skal hjem til min rigtige familie. Men den onde dame vil ikke lade mig gøre det.”
Han så længe på hende. Han vidste at moren aldrig ville slippe hende. Selv om det kostede hende forstanden.
”Okay, kom”
Så løb de ud af huset. Han kørte hjem i bil, hun tog via et højt træ.


***


Jeg så engang et barn træde ud foran en bil. Moren hev hende tilbage og der skete ikke noget. Men inde i mit hoved tænkte jeg; hvad hvis det ikke var et uheld fra barnets side? Tænk hvis et lille barn følte sig forkert plantet i verden og prøvede at slippe væk. Så satte jeg det på spidsen helt derud, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Det er en lidt frastødende tekst, men det er ting jo nogen gange.


Holdet


Jeg er sådan en varm person der elsker at hjælpe.
Sådan er det også på holdet, jeg vil gerne hjælpe alle, jeg synes bare at vi der har gået der fra starten, hører mere sammen end de andre.
Det er sådan et læsehold, vi har. Vi læser en bog om måneden, sådan delt op i kvarter og så mødes vi en gang om ugen for at snakke om den. Vores aftale er, at vi kun læser til en bestemt side, så der ikke er nogen der er foran. Mette læste engang næsten hele bogen færdig og kom til at røbe noget vi andre ikke vidste. Det var derfor vi lavede kvartreglen, der var faktisk min idé.
Vi kan ikke selv bestemme hvem der kommer på holdet, for det er sådan et kommunalt styret hold, hvor man kan få lov til at komme, hvis man er sygemeldt med stress.
Men i morges da jeg kom, sad der en på Bentes plads. Bente plejer at sidde til højre for mig.
Bente standsede op, da hun kom ind ad døren og så den nye sidde der på sin plads.
Jeg skyndte mig at lave øjne til Bente, for at vise hende at det ikke var min idé, det er selvfølgelig ikke noget jeg gør for at holde den nye ude, det er faktisk for Bentes skyld. Hun er trods alt temmelig overvægtig. Jeg tænker ofte på, at det må føles rart for hende at have en ven som mig der er almindelig vægtig.
Det endte med, at Bente satte sig hen ved siden af hende fra kommunen der har holdet.
Hende fra kommunen hedder Helene og i starten prøvede hun at styre det, men jeg tror det hurtigt gik op for alle, at jeg egentlig gjorde det bedre. Det er ikke fordi jeg prøver, det kommer nok bare naturligt til mig, fordi jeg plejede at være mellemleder inden jeg gik ned med stress. Jeg er ikke bange for at blive hørt.
Helene og jeg har sat småkager frem og te og kaffe. Jeg har gjort det til en vane at komme lidt tidligere end de andre og hjælpe til. Jeg kan så godt lide at hjælpe, det virker også tit som om hun godt kan bruge en hånd, hende Helene. Egentlig tænker jeg nogle gange på, at det kunne være mig der styrede holdet, jeg er nok bedre til at tale med mennesker end Helene. Jeg tror også at det andre kan se det og jeg tænker lidt på at starte et hold for mig selv når mine tolv uger her er slut.
Jeg skænker kaffe op til mig selv og ser spørgende på den nye om hun vil have. Selvom hun har sat sig på Bentes plads, er der jo ingen grund til at være uhøflig.  ”Nej tak, kaffe er ikke godt for kroppen.”
Jeg koger indvendig. Hvad bilder hun sig ind? Men jeg lader mig ikke mærke med noget. Hun smiler bare uskyldigt, som om hun ikke lige har fornærmet mig.
”Nå, hvad læser vi så?”
Jeg ser på hende, lidt køligt, må jeg indrømme. Helt ærligt, hvad mener hun med vi? Hun er da lige kommet, det er os andre der har læst tre kvarter af Kronprinsessen.
Det var faktisk mit forslag at vi skulle læse Kronprinsessen. Nogle af de andre syntes hellere at vi skulle læse en nyere bog, men så påpegede jeg også, at en bog jo ikke er et stykke med salt kød, den kan faktisk godt tåle at stå og pynte på reolen, indtil man tager den frem. Jeg fortalte ikke, at jeg faktisk allerede har læst den, det er bare min lille hemmelighed. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke gad sidde der og ikke have noget at sige ligesom da vi læste Jordens Søjler.
”Kronprinsessen”.
”Nå, for søren. Den har jeg ikke læst. Så må I have mine guldkorn til gode.”  Hun smiler rundt og Bente smiler tilbage, selvom hun slet ikke behøver.
”Det er helt i orden. Hvad er du selv i gang med at læse?”
”Jeg læser den nye af hende nordmanden…Frida et eller andet, hvad er det nu…”
Bente bliver helt ekstatisk. ”Frida Molinn!” Nærmest råber hun ud i rummet. ”Hun skriver bare helt fantastisk! Er du kommet dertil hvor naboen slukker lyset-”
”Ja! Og glassene vælter ned et efter et!”
De bliver ved med at råbe op om bogen og vifte med armene. Bente med sit fedt på underarmene som dingler frem og tilbage.
”Hvad snakker I om?” Helene kommer ind. Hun ser glad ud.
”De har lige ødelagt en bog for os andre. Nu ved vi, at der sker det med glassene. Og naboen. Og jeg havde lige lånt den bog på biblioteket", siger jeg. Det med biblioteket er lidt løgn. Men det kunne være sandt.
”Hvad er det for en bog?”
”Blåt blus! Har du læst den?”
”Det var jo den som jeg forslog sidst. Men så besluttede vi os for Kronprinsessen i stedet. Den er fantastisk.”
Efterhånden som flere kursusdeltagere kommer til, begynder de alle sammen at snakke om den der åndssvage Blåt Blus, som de åbenbart læser ved siden af Kronprinsessen. Bare for sig selv. Så kunne de nærmest lave deres egen læsegruppe med den bog, så jeg kunne slippe for at høre på deres jubelskrig. Hvor er de dog barnlige. Og de sidder bare og fortæller løs om hvad der sker, så man slet ikke kan blive overrasket. Jeg hader den slags typer.
 Selv Tina, som jeg har rådet til at gå i jordfarver på grund af sit orange hår, hun sidder også og basker med armene. Men værst er det med Bente. Jeg havde ellers næsten lovet hende en invitation til 5 o’clock tea hjemme hos mig, selvfølgelig uden flødeskumskager på grund af hendes vægt. Hun er helt lyserød i kinderne og griner og taler højt. Det er ikke til at holde ud.
”Jeg elskede bare det sted, hvor naboen sang så højt, at hun ikke kunne høre hende selv græde.”
Sig selv”, siger jeg så højt at alle kan høre det. Tykke lorteBente. Nu kan hun godt glemme den five o’clock tea.
Jeg ved ikke engang om jeg gider lede en læsegruppe efter de her tolv uger. Så kan de jo prøve at se hvordan det går uden mig. Jeg ser ud over dem, som de sidder der og griner og de har også helt glemt at spise småkagerne, som jeg har købt. Det begynder at minde om mit forrige job.


***


Jeg har selv gået på et vidunderligt kommunalt læsekursus. Jeg nåede aldrig at være så meget med i diskussionerne, til gengæld fik mit indre univers et godt skud vækstfremmer, der var så mange stereotyper at det var en fest.
Til gengæld kunne jeg så ikke rigtig tillade mig at skrive om dem, når nu jeg havde mødt dem i virkeligheden. Så HP og tykke lorteBente er fri fantasi.

torsdag den 13. juni 2013

En ordentlig opdragelse


Ilden brænder bedre efter jeg smider påskeharerne på den. Flammerne æder sig hurtigt ind på de små stråhatte med filtblomster og fortærer det sidste af harerne mens jeg ser mig om efter mere jeg kan holde den i live med. Resten af påskedekorationen ryger hurtigt på bålet, der snart breder sig ud på påskedugen og grådigt slikker den gule hør/bomuld i sig og tager både malede æg, kyllinger med halve skaller på hovedet og flettede kurve med sig i købet. Frynserne for enden af dugen gnistrer, da de brænder.
Jeg stiller mig og betragter mit værk. Så kan de lære det.

***

Klokken er 10.55. De kommer om en time og fem minutter. Altså sådan cirka. Man kan aldrig helt vide det. Man skulle tro de kunne klokken, jeg ved da, at jeg selv har lært dem den da de var små.
Jeg lærte dem også at være præcise, når man kommer som gæst. Det er da det mindste, sagde jeg til dem, når man sådan er blevet inviteret og folk har gjort sig umage og lavet mad og gjort rent og alt muligt.

Nogen gange tror jeg, at de ikke husker et ord af, hvad jeg har lært dem. Man kommer aldrig nogensinde til fødselsdag i joggingtøj, har jeg for eksempel indprentet dem. Men hvad skete der sidste år? Da jeg fyldte 55? Thor havde sådan en joggingbluse på. En af de der rædselsfulde med hætte, som får ham til at ligne en gangster.
Det samme med værtindegave. En blomst eller en lille æske chokolade. Ikke noget stort, men for guds skyld, stå dog ikke der tomhændet på måtten som en anden tigger. De plejer at huske det, men så var dengang for tre år siden, hvor hverken Maiken eller Thor havde taget værtindegave med til Mortens aften. Og jeg, som stod der med 1,2 kilo gås i ovnen.
Jeg finder mig ikke i det, det gør jeg bare ikke. Når man nu har givet dem en ordentlig opdragelse, så er det vel det mindste man kan forvente, at de husker bare en brøkdel af den som voksne.

Klokken bliver 12.00. Den bliver 12.15, det akademiske kvarter. Jeg synes det er noget pjat, men når det nu er samfundet der har bestemt at man må komme op til et kvarter for sent, så må jeg jo bøje mig.
Men så går den hen og bliver 12.21.

Jeg starter med at tænde ild til bordkortene.

***

-          Nå, nu er der ild i bordet igen.
-          Jeg slukker det. Har hun brændt maden?
-          Næ, den står på stolene.
-          Fedt. Jeg er SÅ sulten. Går du ud og henter hende?
-          Okay. Ræk mig lige værtindegaverne.


###

bag novellen
Denne novelle skrev jeg vist en påske. Eller den skrev mig, det var i hvert fald ligetil. Jeg tænkte, hvad er det sidste man vil gøre ved et fint dækket påskebord?

En dårlig afslutning på dagen


Der går en sky for solen og det bliver hurtigt koldt. Jeg får gåsehud og beslutter at gå op af vandet.
Idet jeg rejser mig, mærker jeg skyggen kravle ned ad min ryg. Jeg skynder mig op på sandet, det varme sand klistrer til mine fødder, jeg snupper hurtigt mit håndklæde og begynder febrilsk at tørre mig, men jo mere jeg tørrer, jo mere sand får jeg klistret fast til huden. Badedragten gør det umuligt at blive rigtig tør. Skyggen har nu lagt sig helt ind over mig, vinden ændrer sig fra lun og luftig til kold og hård.
Jeg har ikke lyst til at stå nøgen på stranden, så jeg trækker bare blusen over hovedet, der er sand i, jeg får det i øjnene og munden og kan pludselig mærke, at jeg har stukket hovedet ud gennem ærmegabet og det sidder fast. Mens jeg kæmper for at komme fri, kommer regnen. Som små hårde spytpartikler rammer det mig på ryggen og benene og inden jeg har fået hovedet fri af ærmet, er det gået over i hagl. Jeg stikker hovedet ud i fri luft og får straks hagl i ansigtet. Jeg flår mine bukser til mig og stikker foden i det ene ben, sandet spreder sig hele vejen ned langs stoffets inderside, men jeg er ligeglad, vil bare hen til min cykel og væk.
Jeg falder da mit andet ben sidder fast i buksebenet og må sætte mig i sandet og sparke med benet for at få det tvunget igennem. Haglen pisker mig ind i ansigtet og det gør ondt hver gang det rammer. Endelig har jeg fået tøjet på og jeg beslutter at tage skoene i hånden og cykle hjem i bare fødder. Jeg ved allerede at jeg vil sætte vand over og gå i bad mens det koger og lave kaffe og spise resten af bollerne fra i går, mens jeg sidder i sofaen med tæppe på og ser søndagsfilmen.
Med sandalerne i hånden skal jeg til at rejse mig, da jeg ser op.
-          Hej.
Der står en mand med en kikkert.
-          Hej. Siger jeg afvisende og vender mig samtidig.
-          Du har lige været ude og bade.
-          Og nu skal jeg hjem.
-          Jeg kiggede på dig. Kunne du godt lide det?
Jeg virrer irriteret og ubehagelig til mode på hovedet. Nu vil jeg bare hen til min cykel.
-          Jeg holdt øje med dig. I kikkerten.
Jeg svarer ham ikke, men vender mig for at gå. Han tager fat i mit håndled. Haglen tager til i styrke. Han synes ikke at lægge mærke til det.
-          Du skal ikke gå.
-          Jo. Slip mig.
-          Nej, du skal ikke gå.
-          Slip mig så!
Jeg vil trække hånden til mig, men han er stærkere end mig og han vrider den om på ryggen. Jeg prøver at sparke bagud for at ramme ham i skridtet, men han står sidelæns, så jeg ikke kan nå. Han trækker min arm længere op, så jeg kun lige kan nå jorden med tæerne uden at det gør ondt. Jeg tænker på min cykel.
-          Du vil jo gerne, ikke?
Jeg nikker febrilsk.
Han løsner grebet en lille smule. Jeg prøver med det samme at komme væk, men sandet giver efter under mine fødder og jeg kan ikke få ordentligt afsæt. Han skubber mig ned på jorden.
-          Du vil jo gerne. Hvorfor prøver du så at stikke af?
-          Nej, jeg vil kraftedemig ikke!
Jeg skubber mig op på benene, men han er over mig og jeg ser ham hæve sin kikkert. Dagen slutter, da jeg mærker ham hamre den ind i min tinding.


***


bag novellen
Nogle gange synes man at alting bare er så skideirriterende og lorteagtigt, at man glemmer at det kan blive meget meget værre.
En af de ting jeg har taget med mig fra min barndoms hippieopvækst og røde lilleskoleopdragelse er, at der sagomeleme er folk der har det værre end mig. Når jeg står i gigantisk kø i Brugsen for at betale 5000 kroner for et par gulerødder og en liter mælk og posens hank knækker på vej ud af butikken, så mine varer havner i en pøl af hundetis, så tænker jeg; heldigvis bor man ikke i Botswana i en hytte lavet af kolort. Jeg ved ikke engang om de laver hytter af kolort i Botswana, sandsynligvis ikke, men pludselig virker mine egne problemer så små i forhold.
Hovedpersonen her starter med at ærgres over, at det trækker op.


Drømmen om Amerika


Solen flyder hen over bjergtoppene som guldchokolade.
De står med hinanden i hænderne og ser på det. Det er ikke fordi de ellers tager hinandens hænder, men der er nogle horisonter der bare kræver det.
Det er kulminationen på deres tur, der har været planlagt i over tre år og kostet næsten halvtreds skænderier, der alle sammen er gået på, om de skulle køre vestover eller østover fra Kansas.
Han vil vestover, for at komme til Nevada ørkenen og køre gennem Mojaveørkenen, se Death Valley og måske riverrafte på Humboldt floden. Det er det, han har sagt til hende.
Hun vil gerne køre gennem syden, opleve den særligt sydlandske charme, smage maden, se de små byer. Derefter kunne hun godt tænke sig at køre videre op langs østkysten og ende i New York. Man kan ikke tage til USA uden at se New York, siger hun til ham, men han er ligeglad med New York.
Enkelte gange midt i deres skænderier har han forestillet sig hvordan hun tog østover og han vestover. Så kunne han se det, han virkelig gerne ville, nemlig Las Vegas og de der bordeller der er legale i Nevada. Måske ville han aldrig komme hjem igen. Især ikke hvis han vandt gode penge og kunne købe en lille farm med heste. Så ville han gå der og opdrætte hestene og når han det faldt ham ind, så ville han tage på bordel. Det ville sgu slå det hvertandetugentlige samkvem med hende, som efterhånden var lige så dyrt og helt sikkert dårligere. Nyt køkken hver tredje år, nye møbler hvert andet og smykker til fødselsdage og jul. Og så nægtede hun ham at købe en 51” fladskærm. Hvad fanden var det egentlig for noget? Hvorfor han overhovedet blev hængende med den dødvægt, var ham en gåde.
Mange timer på langture i lastbilen er gået med, at han forestiller sig hvordan han bor på en mindre ranch, tager på bordel og bliver vartet op af lækre amerikanske kvinder. Derefter vil han tage sin pickup og køre hen og spise en masse spareribs og endelig tage til rodeoshow. Sådan skal hans liv være. Når han vælger at køre hjem igen, vil han komme hjem til et gammelt lortekøkken og det vil rage ham en høstblomst. Ha ha. Så kan hun fandeme have det så godt.
Hun har ofte tænkt på hvordan det vil være at sidde der i sit bedste tøj og være gæst i Oprahs show. Når hun ligger om natten og er alene fordi han er ude og køre langtur, kan hun se sig selv sidde på første række og følge med i de historier der bliver rullet op foran hende. Hun vil le og græde og Oprah vil få øje på hende og stille hende spørgsmål. Når hun opdager at hun er fra Danmark, vil hun være interesseret i, hvorfor hun er i USA og vil følge efter hende til New York, hvor hun vil lave en reportage om en dansker på shoppingtur.
De vil filme hende mens hun ser på tøj i Barneys og hun vil ende med at blive deres europarapporter. Så vil hun tage rundt i Europa og rapportere fra små hemmelige markeder og lokale bikse med spændende fund. Hun vil blive kaldt Queen of Findings. Nå ja, i drømmen er hun blevet skilt fra ham og hun vil tillade sig selv at have små passionerede affærer med lækre mænd hun møder på sin vej gennem Europa. En langhåret franskmand med flagrende bondeskjorte, en stram atletisk schweizer, en græker med en sejlbåd.
De ser på hinanden. Hun smiler venligt til ham. Han giver hendes hånd et tilforladeligt tryk inden de slipper for at begynde turen tilbage til bilen. I morgen går turen til South Dakota, hvor de skal se Mount Rushmore.


***


bag novellen
Det var den første sætning der skabte historien. Så måtte jeg naturligvis gå hen og ødelægge det smukke med to kriseramte mennesker i et dårligt forhold, men sådan er det nu engang. 



DET


Alle de andre har prøvet det. Undtagen mig.
Det er vildt pinligt, jeg er næsten tyve år.
Jeg er på vej hjem til Lasse. Han bliver tyve og har prøvet det masser gange med mange forskellige piger.
 I lommen har jeg en gave til ham. Det er en koncertbillet. Bare en enkelt, jeg er sgu ikke millionær. Han har sagt at de gamle sørger for drikkevarer, men jeg har alligevel snuppet et par pils inden jeg gik hjemmefra. Kunne det ikke være cool at dukke op og have prøvet det? Ikke prale af det, bare kunne nævne det i forbifarten, når de spørger. Det? Nå, det, ja, jeg fik sgu støvet lidt op tidligere i dag.
Jeg går forbi en smuk pige. Hendes hår siger nærmest swusch og glider fra side til side hver gang hun tager et skridt. Hvordan gør hun det? Hvordan lærer de at gå sådan? Jeg vender mig om og finder ud af to ting. For det første ser hendes røv virkelig lækker ud, for det andet, vender hun sig ikke om. Men det gør piger vel aldrig. Eller hvad? Fuck, hvis man var totalt lækker skulle de nok vende sig.
Måske skulle jeg begynde at træne noget mere. Sådan determineret. Måske prøve nogle anaboler. Ikke i lang tid, bare som hjælp i begyndelsen.

Jeg ville fandeme ønske jeg havde prøvet det.

Måske skulle man voldtage en eller anden. Bare for ikke at være jomfru.
Så var det sgu overstået. Så var det noget man havde prøvet, så kunne livet bare gå videre og man ville ikke have det hængende over hovedet som et damoklessværd.
Selvfølgelig er jeg overhovedet ikke sådan et svin der går rundt og voldtager folk, men tanken sidder alligevel lidt fast.
Det skulle jo kun være den ene gang. Som sagt bare for at have prøvet det.
Det behøvede jo heller ikke være en forfærdelig oplevelse for pigen, hun kunne jo bare læne sig tilbage og nyde det. Jeg skulle nok gøre al arbejdet.
Jeg gør det selvfølgelig ikke, men hvis nu. Hvem skulle det så være?
Jeg ser mig rundt på gaden. En der går alene, det er klart. Og ikke alt for stor, jeg vejer selv 76 kilo, så ikke en eller anden trunte på firs kilo.
Jeg skulle gerne kunne holde hende nede med min vægt mens jeg finder dyret frem. Ja, for jeg ville aldrig begynde på noget med at kvæle eller slå, det er slet ikke mig. Men hvordan får jeg hende ned på jorden? Jeg kan ikke så godt bede hende pænt, men hvad med måske at dukke op bagfra og så haps! En hurtig arm om hendes overkrop, ud af balance og så ned på jorden?
Det skulle naturligvis være et forholdsvis blødt sted, så hun ikke slår hovedet, noget græs eller sådan. Og så op ovenpå hende, holde hende nede med min egen krop, jeg kunne have lynet op i forvejen og være klar, så det bare var noget med ind-ud og så done. Slut med at være jomfru.
Okay, så en ikke alt for stor pige med ikke for meget tøj på. Er kjole bedre end bukser? Det er del vel. Og hvor gammel? Sådan en 16-20 år. Ikke for barnlig, men heller ikke for voksen.
Okay.
16-20 år, cirka 60 kilo, kjole, alene.
Dem er der faktisk masser af.
Jeg føler mig helt opmuntret, nærmest som om jeg selv kan vælge. Jeg går og ser på dem, skal det være hende der? Eller hende?

Hun går alene. Har lyseblå kjole på og grå sweater. Ankelstrømper og tennissko. En lille rygsæk. Hendes hår er lyst, hænger glat ned fra en midterskilning. Hun ser lidt indesluttet ud, måske genert eller i sine egne tanker. Hun går mod mig. Om lidt passerer hun mig og så er det faktisk bare at følge efter hende, finde et tidspunkt, hvor hun går hen et øde sted og så haps.
Hun kommer tættere på. Jeg mærker mit hjerte banke. Da hun går forbi, ser hun mig i øjnene og smiler en lille bitte smule.

Fuck. Jeg kommer til at være jomfru for evigt.


***


bag novellen
Der kan være så langt og svært fra tanke til handling og den stakkels bebumsede unge mand der er HP her, er jo en god dreng. Man får helt ondt af ham og som voksen ved man, at det nok skal gå alt sammen og at om fem år er hans liv og problemer nogle helt andre. Men nu er han altså på vej til fest og alle de andre har prøvet DET. Og hvis man bare lige kunne få en pige til at ligge stille længe nok…



Den kiksede novelle

Hos lægen

Så sidder man der og er hos lægen og tænker; bare det er noget alvorligt.
Ikke sådan på den kræft/struma/sukkersyge-agtige måde, men alvorligt nok til at blive taget alvorligt. Måske slemt nok til at lægen vil lægge sin hånd på min og se mig i øjnene. Måske endda give et trøstende kram. Nej, det gør læger nok aldrig. Hvor kan man så gå hen for at få et kram? Hvis man nu fejlede noget alvorligt nok til at komme til undersøgelse på hospitalet, mon så ikke sygeplejersken ville give et kram, hvis man sad der og fældede en tåre? Det gør buschauffører i hvert fald ikke. Lige meget hvor mange tårer man fælder på bagsædet ved endestationen, så giver de ikke kram. Så må man bare stå af, selvom man er kommet helt til Rødovre Stationsvej og kun skulle have været nede og købe noget eddike og oven i købet kun stod på bussen, fordi chaufføren havde sådan noget pænt hår.
-          Ulla Jacobsen.
-          Det er mig.
Jeg rejser mig. Halter lidt på vej ind. Lægen holder døren for mig. Han smiler, men mest på sådan en teknisk måde.
Han sætter sig på sin plads og trykker på et par taster på computeren. Så vender han blikket mod mig og folder hænderne.
-          Hvad kan jeg så gøre for dig?
-          Jeg har haft det rigtig dårligt i flere uger. Måske er det psykisk.
-          Hvad får dig til at sige det?
-          Jeg trænger bare sådan til et kram.
-          Et kram?
-          Ja. Sådan en rigtig god ordentlig knuser.
-          Har du ondt nogen steder?
-          Kun her, siger jeg og peger på hjertet.
Lægen ser på min pegende finger og så op i øjnene.
-          Er der sket noget de sidste par uger, der har… forsaget det?
-          Jeg sad derhjemme og så kom jeg pludselig i tanke om, at jeg slet ikke kan huske hvornår jeg sidst havde fået et kram. Jeg prøvede at komme til at kramme postbuddet, men det må de åbenbart ikke. Så bestilte jeg noget indisk, men den mand der kom, han lo bare og klappede mig på skulderen. Så var det jeg kom i tanke om lægeløftet.
-          Lægeløftet?
-          Ja, det der med at hjælpe alle. Jeg syntes det var værd at prøve.
-          Ulla, jeg kan se her i din journal, at du har været i kontakt med politiet. Gadeuorden, falsk opkald til akutlægen, du er blevet anmeldt af en kunstner på Strøget?
-          Ja, han stod der med bronze over det hele. Helt stille. Så tænkte jeg… Ja, jeg smed da en halvtredser først. Men han ville ikke.
-          Har du overvejet at blive besøgsven?
-          De må ikke kramme.
-           


***


bag historien
Jeg har aldrig lidt af angsten for det hvide papir, eller den blinkende cursor. Tværtimod, den første sætning er altid den nemmeste. Det er først, når det hele skal til at hænge sammen, at det bliver svært. Som i denne novelle, der hed Hos lægen. Første sætning og anden kørte strygende, det skrev sgu sig selv helt ned til at hovedpersonen rent faktisk sad hos lægen. Så begyndte det at gå trægt til.
Normalt kan man jo skrive om, rette til og få teksten til at indordne sig. Men ikke her. Det hjalp heller ikke at jeg allerede var ved at være godt træt af Ulla Jacobsen og hendes irriterende trang til at få et kram. Så da lægen spørger hvorfor hun ikke bliver besøgsven, så løb jeg tør. Novellen slutter midt i det hele og er bare kikset.
Sådan kan det jo gå nogen gange, og så er det heldigvis nemt at oprette et nyt dokument og starte forfra.

Café de Nuit


Billedet har hængt over min mors kommode så længe jeg kan huske. Jeg sad og legede på gulvet overfor billedet, så på de varme gule og kølige blå farver.
Senere gik jeg forbi uden at dvæle for længe ved billedet, men jeg så det altid lige ud af øjenkrogen og vidste, at så snart jeg blev stor nok, ville jeg tage ud og sætte mig på cafeen og så ville livet samle sig.

Jeg blev atten før jeg kom af sted. Jeg har hele tiden haft den klare fornemmelse af Paris, når jeg så billedet, så lige så snart jeg stod med min første løn på kontoen, købte jeg en billet. Enkelt.
Min mor ville have at jeg fandt ud af præcis hvor cafeen lå, men jeg havde det for mit indre blik og ville ikke ødelægge det ved at google.
To dage senere stod jeg på Rue de Rivoli. Jeg gik op og ned ad de små gader mod vest mod Champs-Elysées, men ingen af de mange caféer var Café de Nuit. Jeg gik tilbage den anden vej langs Seinen, hvor jeg siksakkede mellem gaderne. Flere steder fik jeg lyst til at standse op og måske sætte mig ned og få en espresso og en croissant.
Det blev aften og jeg havde stadig ikke fundet den rigtige cafe, så jeg gik ind i et supermarked og købte et baguette, noget ost, to bananer og en stor flaske vand. Paris er større end man skulle tro.
Jeg satte mig på en trappesten og spiste, mens jeg så på livet der sneg sig forbi på fransk. Jeg undrede mig. Hvorfor kunne jeg ikke finde det? Jeg havde set på det billede hele mit liv og set mig selv på det. Det havde virket så naturligt at tage til Paris og sætte sig på cafeen og lade livet starte.
Jeg smuldrede det sidste af brødet til duerne og googlede Café de Nuit.

Arles??
Hvordan kan Café de Nuit ligge et andet sted end Paris? Hele mit liv har jeg længtes efter den café i den by og så ligger den et helt andet sted. Jeg søgte på Arles og fik et mindre chok, da jeg fandt ud af, at det ligger helt nede på sydkysten, næsten 750 km sydpå. Hvordan i alverden skulle jeg komme helt derned? Jeg havde 117 euro tilbage og det var inklusiv de 25 euro jeg regnede med at kunne sælge min Ipod for.
Jeg kunne tage hjem. Men jeg kunne også prøve at komme til Arles.
Jeg rejste mig. Det var sgu værd at prøve.
Jeg gik lidt videre og standsede ved en vej der hed Quai de la Rapée. Her stillede jeg mig op og tomlede.

Der gik næsten tre kvarter, før jeg blev taget op. Det var en lastvognschauffør fra Amsterdam der kørte rødbeder. Han skulle til Milano, men kunne tage mig med til Lyon under betingelse af, at jeg ikke sad og snakkede, han hørte nemlig Harry Potter og Dødsregalierne og var lige kommet til et fantastisk spændende sted, hvis jeg forstod ham ret.
Det tog lidt over fire timer at køre til Lyon og jeg sad som lovet helt stille og hørte Harry Potter på hollandsk.
I Lyon blev jeg taget op af en af hans venner der skulle til Marseilles. Han indvilligede i at køre rundt om Arles, selvom det var en omvej.

Turen varede små tre timer og min belgiske chauffør snakkede næsten uafbrudt. Han havde åbenbart en møntsamling som han gik op i med liv og sjæl og han kunne alle de danske mønter helt tilbage til starten af 1900-tallet udenad. Han talte begejstret om den gamle jern 5-øre fra 1919, præget af møntmester Hans Christian Nielsen. Den blev åbenbart lavet i to forskellige udgaver og han var nærmest forarget over at jeg ikke vidste besked.
Endelig ser vi Arles og så snart vi er nået over broen, hopper jeg af med mange tak for turen og den herlige forelæsning.
Jeg tjekker mobilen igen. Café de Nuit som i virkelighedens verden hedder Café la Nuit ligger 4 minutter i bil herfra. Måske burde jeg bare slentre derhen, som jeg har forestillet mig så mange gange, men jeg er meget sulten og det er ved at blive morgen, så jeg går den lige vej.
Der er lukket, da jeg ankommer, men stolene står ude. Solen er ved at stå op. Jeg sætter mig på en stol med flettet ryg og læner mig tilbage.
”Etes-vous le nouveau chef?”
Jeg ser op. Har jeg sovet? Solen er næsten helt oppe. Der står en ung kvinde foran mig. Jeg misser med øjnene. Hendes hår er sat op i en løs mørk knude. Jeg ryster på hovedet.
”Bonjour monsieur. Voulez-vous une tasse de café?”
Hun smiler til mig.

***

bag novellen
Bag denne novelle er kun det smukke maleri af Van Gogh, som den er opkaldt efter. Og nogen gange må det gerne ende godt.