Lykkebarnet

Hun blev kaldt Lykkebarnet allerede inde i maven.

Da hun var fem år, havde hun prøvet at slå sig selv ihjel seksten gange.

Inde for sit første leveår var hun blevet reddet fra vuggedøden tre gange. Til sidst fik hendes mor sat en hjerterytmemåler på hende. Hun levede med den på i halvandet år. Så faldt den en dag i toilettet og blev skyllet ud.

Hendes mor og far havde prøvet at få børn i otte år, før det endelig lykkes. Syv spontane aborter havde moren været igennem, før hun gennemførte en graviditet. Hun havde ligget ned i alle ni måneder, kun drukket kogt afkølet vand og levet på en diæt fremstillet af en amerikansk læge med speciale i vanskelige graviditeter.

Lykkebarnet kom ud på terminsdagen med navlestrengen otte gange om halsen, jordemoderen bad om lov til at tage et billede af fænomenet.

Folk i deres omgangskreds sagde til hinanden at det nok kun var meget godt at de ikke kunne få flere børn, de havde mere end nok at se til med Lykke. Enkelte hviskede endda at de måske skulle have kaldt hende U. Lykke, for mage til uheldigt barn skulle man da lede længe efter. Som toårig spiste hun alle blomsterne i vindueskarmen og en god del af jorden med og måtte udpumpes. Kort tid efter faldt hun ud over kanten på rutchebanen i vuggestuen og ned på hovedet. Pædagogerne satte et ekstra stykke kant på, men allerede ugen efter skete det igen. Så måtte de fjerne rutchebanen. To af pædagogerne kunne have svoret på at de så hende klatre ud over kanten, men rutchebanen røg.

Hun gled konstant ned og fik hovedet under vand, når hun var i bad, hun faldt ned ad trappen og en dag da hun som treårig var løbet direkte ud foran en bil, hvis bremser heldigvis lige var blevet synet, sagde hendes mor sit job op og flyttede. Nu skulle de ud og bo på landet, hvor bilerne og farerne var færre.

Faren var flyttet kort før nytår. Han kunne ikke længere kende sin kone der kun havde ét i hovedet; at holde datteren i live. Hun have kreeret en særlig sele, som holdt dem sammen om natten efter den uheldige episode med nattevandringen og havde desuden fået for vane at ligge med hånden på datterens hjerte.

I huset på landet blev alle gulve belagt med tæpper, borde og stole blev erstattet med puder og bløde puffer. Man indtog sine måltider siddende på gulvet med plastiktallerknen på en bakke og al glas og porcelæn var bandlyst.

Faren kom på besøg hver anden lørdag og en dag, da deres datter var fem et halvt og moren var på toilettet, spurgte han hende hvorfor hun blev ved med at lave ulykker på sig selv. ”Er du ude på at slå dig selv ihjel?”

Hun så på ham. På en ny måde, ikke foragteligt som før, men med store åbne øjne. Som om han endelig havde stillet det rigtige spørgsmål.

”Ja. Jeg skal hjem til min rigtige familie. Men den onde dame vil ikke lade mig gøre det.”

Han så længe på hende. Han vidste at moren aldrig ville slippe hende. Selv om det kostede hende forstanden.

”Okay, kom”

Så løb de ud af huset. Han kørte hjem i bil, hun tog via et højt træ.

***

Jeg så engang et barn træde ud foran en bil. Moren hev hende tilbage og der skete ikke noget. Men inde i mit hoved tænkte jeg; hvad hvis det ikke var et uheld fra barnets side? Tænk hvis et lille barn følte sig forkert plantet i verden og prøvede at slippe væk. Så satte jeg det på spidsen helt derud, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Det er en lidt frastødende tekst, men det er ting jo nogen gange.