Holdet

Jeg er sådan en varm person der elsker at hjælpe.

Sådan er det også på holdet, jeg vil gerne hjælpe alle, jeg synes bare at vi der har gået der fra starten, hører mere sammen end de andre.

Det er sådan et læsehold, vi har. Vi læser en bog om måneden, sådan delt op i kvarter og så mødes vi en gang om ugen for at snakke om den. Vores aftale er, at vi kun læser til en bestemt side, så der ikke er nogen der er foran. Mette læste engang næsten hele bogen færdig og kom til at røbe noget vi andre ikke vidste. Det var derfor vi lavede kvartreglen, der var faktisk min idé.

Vi kan ikke selv bestemme hvem der kommer på holdet, for det er sådan et kommunalt styret hold, hvor man kan få lov til at komme, hvis man er sygemeldt med stress.

Men i morges da jeg kom, sad der en på Bentes plads. Bente plejer at sidde til højre for mig.

Bente standsede op, da hun kom ind ad døren og så den nye sidde der på sin plads.

Jeg skyndte mig at lave øjne til Bente, for at vise hende at det ikke var min idé, det er selvfølgelig ikke noget jeg gør for at holde den nye ude, det er faktisk for Bentes skyld. Hun er trods alt temmelig overvægtig. Jeg tænker ofte på, at det må føles rart for hende at have en ven som mig der er almindelig vægtig.

Det endte med, at Bente satte sig hen ved siden af hende fra kommunen der har holdet.

Hende fra kommunen hedder Helene og i starten prøvede hun at styre det, men jeg tror det hurtigt gik op for alle, at jeg egentlig gjorde det bedre. Det er ikke fordi jeg prøver, det kommer nok bare naturligt til mig, fordi jeg plejede at være mellemleder inden jeg gik ned med stress. Jeg er ikke bange for at blive hørt.

Helene og jeg har sat småkager frem og te og kaffe. Jeg har gjort det til en vane at komme lidt tidligere end de andre og hjælpe til. Jeg kan så godt lide at hjælpe, det virker også tit som om hun godt kan bruge en hånd, hende Helene. Egentlig tænker jeg nogle gange på, at det kunne være mig der styrede holdet, jeg er nok bedre til at tale med mennesker end Helene. Jeg tror også at det andre kan se det og jeg tænker lidt på at starte et hold for mig selv når mine tolv uger her er slut.

Jeg skænker kaffe op til mig selv og ser spørgende på den nye om hun vil have. Selvom hun har sat sig på Bentes plads, er der jo ingen grund til at være uhøflig.  ”Nej tak, kaffe er ikke godt for kroppen.”

Jeg koger indvendig. Hvad bilder hun sig ind? Men jeg lader mig ikke mærke med noget. Hun smiler bare uskyldigt, som om hun ikke lige har fornærmet mig.

”Nå, hvad læser vi så?”

Jeg ser på hende, lidt køligt, må jeg indrømme. Helt ærligt, hvad mener hun med vi? Hun er da lige kommet, det er os andre der har læst tre kvarter af Kronprinsessen.

Det var faktisk mit forslag at vi skulle læse Kronprinsessen. Nogle af de andre syntes hellere at vi skulle læse en nyere bog, men så påpegede jeg også, at en bog jo ikke er et stykke med salt kød, den kan faktisk godt tåle at stå og pynte på reolen, indtil man tager den frem. Jeg fortalte ikke, at jeg faktisk allerede har læst den, det er bare min lille hemmelighed. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke gad sidde der og ikke have noget at sige ligesom da vi læste Jordens Søjler.

”Kronprinsessen”.

”Nå, for søren. Den har jeg ikke læst. Så må I have mine guldkorn til gode.”  Hun smiler rundt og Bente smiler tilbage, selvom hun slet ikke behøver.

”Det er helt i orden. Hvad er du selv i gang med at læse?”

”Jeg læser den nye af hende nordmanden…Frida et eller andet, hvad er det nu…”

Bente bliver helt ekstatisk. ”Frida Molinn!” Nærmest råber hun ud i rummet. ”Hun skriver bare helt fantastisk! Er du kommet dertil hvor naboen slukker lyset-”

”Ja! Og glassene vælter ned et efter et!”

De bliver ved med at råbe op om bogen og vifte med armene. Bente med sit fedt på underarmene som dingler frem og tilbage.

”Hvad snakker I om?” Helene kommer ind. Hun ser glad ud.

”De har lige ødelagt en bog for os andre. Nu ved vi, at der sker det med glassene. Og naboen. Og jeg havde lige lånt den bog på biblioteket", siger jeg. Det med biblioteket er lidt løgn. Men det kunne være sandt.

”Hvad er det for en bog?”

”Blåt blus! Har du læst den?”

”Det var jo den som jeg forslog sidst. Men så besluttede vi os for Kronprinsessen i stedet. Den er fantastisk.”

Efterhånden som flere kursusdeltagere kommer til, begynder de alle sammen at snakke om den der åndssvage Blåt Blus, som de åbenbart læser ved siden af Kronprinsessen. Bare for sig selv. Så kunne de nærmest lave deres egen læsegruppe med den bog, så jeg kunne slippe for at høre på deres jubelskrig. Hvor er de dog barnlige. Og de sidder bare og fortæller løs om hvad der sker, så man slet ikke kan blive overrasket. Jeg hader den slags typer.

 Selv Tina, som jeg har rådet til at gå i jordfarver på grund af sit orange hår, hun sidder også og basker med armene. Men værst er det med Bente. Jeg havde ellers næsten lovet hende en invitation til 5 o’clock tea hjemme hos mig, selvfølgelig uden flødeskumskager på grund af hendes vægt. Hun er helt lyserød i kinderne og griner og taler højt. Det er ikke til at holde ud.

”Jeg elskede bare det sted, hvor naboen sang så højt, at hun ikke kunne høre hende selv græde.”

”Sig selv”, siger jeg så højt at alle kan høre det. Tykke lorteBente. Nu kan hun godt glemme den five o’clock tea.

Jeg ved ikke engang om jeg gider lede en læsegruppe efter de her tolv uger. Så kan de jo prøve at se hvordan det går uden mig. Jeg ser ud over dem, som de sidder der og griner og de har også helt glemt at spise småkagerne, som jeg har købt. Det begynder at minde om mit forrige job.

***

Jeg har selv gået på et vidunderligt kommunalt læsekursus. Jeg nåede aldrig at være så meget med i diskussionerne, til gengæld fik mit indre univers et godt skud vækstfremmer, der var så mange stereotyper at det var en fest.

Til gengæld kunne jeg så ikke rigtig tillade mig at skrive om dem, når nu jeg havde mødt dem i virkeligheden. Så HP og tykke lorteBente er fri fantasi.