Opsparing

I starten tog jeg det personligt.

Det var en stor fejl.

Jeg troede det havde noget at gøre med, at jeg ikke var smuk nok, chik nok, interessant nok. Når jeg tænker på den umage jeg gjorde mig, da jeg troede at det havde med mig at gøre.

Senere blev jeg klogere. Det tog fire års ægteskab, fire år med tårer alene i sengen, med den daglige kamp for at gøre drengen, huset og mig selv perfekt til han kom hjem. Spildt, indså jeg heldigvis. Jeg var god nok. Jeg var pæn nok, attraktiv nok. Han ville ikke have kunnet nøjes med mig, om jeg så var miss World.

Da jeg først havde indset det, og det kom til mig pludseligt, midt i opvasken, så føltes det som lettede ti kilo sten fra mine skuldre, Det gjaldt jo ikke kun mig, men i lige så høj grad drengen. Jeg lo næsten, som jeg stod der med hænderne i gule opvaskehandsker med sæbeskum der dansede rundt mellem fingrene. Jeg behøvede ikke være bekymret, drengen skulle ikke vokse op med en alenemor, vi ville ikke blive forladt. Det var simpelthen min mand der havde brug for mere end én kvinde.

Da jeg først havde indset det, lå næste skridt lige for.

Hvis jeg skulle kunne udholde den konstante utroskab, så måtte der nødvendigvis være en form for belønning for mig. Jeg kunne naturligvis gøre gengæld og skaffe mig en elsker, men det havde jeg ærlig talt ikke lyst til, desuden skulle jeg jo så have drengen passet imens. Nej, det var helt fjollet.

Men der var noget andet, jeg kunne gøre.

Jeg lod opvasken stå og udfærdigede en seddel. En prisliste, om man vil. Jeg husker den stadig.

Kys: 2 kroner

Kram: 2 kroner

Teatertur/danserestaurant: 8 kroner

Teatertur/danserestaurant med middag: 12 kroner

Overnatning uden foregående løgn: 30 kroner

Overnatning med løgn, 20 kroner (så ved jeg da i det mindste han ikke kommer hjem)

Nu må man huske på at det var i 1954. Jeg måtte selvfølgelig opjustere den med den naturlige inflation.

Og så måtte jo gætte mig frem til hvor mange kys han gav hende og så videre, men jeg huskede tilbage til da vi var ugifte og regnede med en lignende frekvens.

Da jeg havde fri disposition over hans konti til daglige fornødenheder, var det såmænd ikke noget problem at hæve de ekstra penge, og som jeg sagde til mig selv; mon ikke han brugte en del mere på de forskellige damebekendskaber end jeg tog?

Jeg begyndte at se på pengene som en slags løn og efter kun to års sparen, havde jeg råd til en sælskindspels med tilhørende hat. Det var jo det, der var moderne dengang, må man tænke på. Drengen nød såmænd også godt af det. Tivoli kom han i mindst en gang om året, foruden cirkus og teaterstykke ved juletid. Han fik en flot cykel da han blev ti og det år, hvor min mand mødte hende skuespillerinden, kom vi en tur på charterrejse til Spanien. Det var dengang det var noget helt nyt.

Det var dog ikke alle pengene jeg brugte på tant og fjas. En del lagde jeg til side, og der kom da også med tiden en vis lede over at skulle holde den slags regnskab, om end det efterhånden gik ganske pr automatik. Jeg holdt op med at tænke over, hvad jeg selv gik glip af, hvad han mon lavede med de forskellige kvinder, men jeg holdt også op med at glæde mig over pengene.

Efterhånden gik de fleste bare ind på en bankbog, drengen fik et kørekort og en udlandsrejse, da han blev færdig på universitetet. Jeg ønskede mig ikke rigtig noget længere.

Og så kom da også den dag, da min mand ikke længere havde brug for at leve den slags liv. Han begyndte at opholde sig mere hjemme. Han sov hjemme, deltog i måltiderne.

Men det glædede mig ikke. Det var ligesom blevet for sent. Alle de ensomme nætter, ferierne alene med drengen, middage dækket op til to. Det havde vist alligevel sat sine spor.

Så kom hans anfald.

Blodprop i hjernen, sagde de.

Han ændrede sig, blev klynkende. Ville have mig til at sidde ved sin sengekant i tide og utide. Spise kunne han ikke længere gøre ved egen hjælp. For slet ikke at tale om personlig hygiejne.

Forstår De, havde det været i starten af vores ægteskab, så havde jeg naturligvis klaret det hele selv. Endda efter ti år, ville jeg have nydt at kunne passe og pleje ham. Have ham hos mig.

Men det var for sent.

Jeg brugte resten af pengene på at antage en døgnsygeplejerske.

***



bag novellen

Det kan være meget ensomt at være alene med et lille barn der ikke kan tale.

Jeg går i tankerne altid til yderligheder, når jeg gennemtænker et scenarie, så det forekom naturligt at sætte novellen i 1950’erne, hvor kvinder gik alene derhjemme med deres børn i årevis. Oveni smider man naturligvis en utro mand, der sjældent kommer hjem om aftenen. Hvad gør en kvinde for at klare den? Hun tager sig betalt.

Lyset

Hun ligger der og mærker hvordan hun forlader sin krop, slipper den tunge, trætte krop der netop har født sit syvende barn. Barnet er blevet taget op og pakket ind af hendes søster der selv har fået fem børn, hvoraf tre endnu lever.

Som hun svæver der over sig selv i sengen, mærker hun hvordan hun har valget at vende tilbage til kroppen. Den ligger dernede i en nusset natkjole, der er flosset ved håndled og i halsen. Hænderne der stikker ud er røde og ophovne af arbejdet som vaskekone. Ironisk nok, at hendes egen natkjole er nusset, men når dagens tolv timers vask var overstået og arbejdet derhjemme ventede, var det ikke familiens tøjvask der blev prioriteret. Hendes hår er svedigt og ligger i uordentlige fletninger på puden og der siver stadig blod ud mellem benene.

Det var ikke et svært valg og som hun nu let og fri svæver op og op, føles det ikke det mindste selvisk, selvom hun godt ved at de syv børn vil blive overladt til faren, der har for vane at slå lidt for hårdt med bæltet. Forhåbentlig vil hendes søster tage sig af nogle af børnene, pigerne i det mindste. Alle søsterens egne overlevende er drenge, og hun står nu dernede og vugger den lille ny pige, mens livet siver ud af pigens mor.

Tværtimod, som hun løfter sig højere og højere op, føler hun kun kærlighed og varme strømme mod sig og er for første gang, i den tid hun kan huske, hverken svedig, forfrossen, sulten eller træt. Lyset tager imod hende og hun smiler lykkeligt.

***

De står rundt om hende, alle niogtyve slægtninge. Børn, børnebørn, svigerbørn og oldebørn. Enkelte græder, de fleste står bare og kigger, et par af oldebørnene piller næse eller kigger uroligt op i loftet. Det er ikke rigtigt sørgeligt, det ved hun udmærket godt. Hun er 93 og har levet et langt liv.

Hendes egen mor døde i barselsseng, da hun fik hende og hun var så heldig at blive taget ind af mosteren, der var kogekone og kunne trylle med forsyningerne, så der altid var mad nok til alle. De tre fætre hun boede sammen med, var glade for hende, de lavede teater, spillede kugler og lærte hende at gå på æblerov.

Mosteren indprentede hende at få en uddannelse og blive godt gift. Ikke ende som sin mor, der giftede sig med en usselryg og måtte forsørge den voksende familie som vaskekone. Ikke ende som sine søstre der gik i for lidt tøj og kom i uføre eller brødrene der stak til søs eller kom i dårligt selskab.

Længere end realen kom hun aldrig, for så blev hun gift med Lars, som var købmandssøn. De overtog købmandsforretningen og hun blev købmandsfrue. Dét var lykken. Stå i pæne kjoler og veje mel og sukker af. Vide at der altid var mad på lageret. Hun gik i det, måske lidt for ofte. Kjolerne måtte lægges ud igen og igen.

Som hun svæver her over sin krop, kan hun godt mærke hvor det letter, ikke at skulle kæmpe med de store fedtpuder mellem benene, bag knæene. Armene ligger på dynen, nogen har lagt den ene hånd ovenpå den anden og det ser pænt og ordentligt ud, selvom stoffet i ærmerne er helt spændt ud.

Hun forlader dem mens de hver især mumler farvel. Hun har lyst til at række armen ud efter sin ældste datter der hulker. Stryge hende over det mørke hår, men hun svæver højt oppe og kan ikke nå.

Det gør ikke noget, lyset er mild og omsluttende.

***

Det føltes nærmest som om hun blev flået ud af sin egen krop.  Eller skubbet meget hårdt.  Slaget mod jorden og de efterfølgende sten der buldrede ned af skrænten og ramte hende i hovedet, gjorde faktisk ikke rigtig ondt, det var mere den følelse af at blive skubbet ud af sin krop. Det gjorde heller ikke ondt at hænge der over kroppen, nærmest svæve som en ballon med lidt for lidt helium i. Hun kunne se på sin krop at det hverken var faldet eller stenene, der havde slået hende ihjel, men en flækket træstub, hvis spidse ende nu stak op gennem hendes ryg.

 Man skulle egentlig tro, det ville føles værre at se sig selv i den tilstand, men nej. Hun er mere ærgerlig over at skulle blive fundet i løbetøj. Bare sådan i svedigt løbetøj og med kun en sko på. Den anden må ligge oppe på grusvejen ved den trærod hun snublede over.

Hele sit liv har hun gjort hvad hun kunne for at distancere sig fra sin fede mor. Altid været slank, smart i tøjet, frisk i huden og med diskret make-up. Allerede som barn gøs det i hende når moren stod der bag disken i købmandsforretningen og vejede ost og smør af. Hun så hvordan moren grinede og snakkede med folk, mens hun skar en tyk smørskive af, vejede det og pakkede det ind. Så svingede hun en elastik to gange om pakken. Bagefter, når kunderne var gået, kunne hun finde på at trække en finger gennem smørblokken og slikke det af.

Selv spiste hun aldrig smør. Ikke engang en skrabet klat hen over et stykke ristet brød, kunne de få i hende. Ikke som storesøsteren der grådigt tog imod alt, hvad moren gav hende og snart lignede en fed lille kopi. Så hyggede de sig rigtigt de to, mens hun stod der alene og dømte dem og var udenfor.

Sådan skulle hun ikke være. Som barn følte hun fysisk lede ved smør. Det udviklede sig senere til lede ved alt fedt, hun brugte sit liv på at skrabe af og skære fra og veje inde i hovedet. Og så endte hun der, snublet over en trærod vokset op gennem jorden. 49 år gammel.

Det er for tidligt. Hun skulle ellers lige til at være mormor til en lille pige. Om kun to måneder. Nu får hun hende aldrig at se, det føles som snyd. Møg-snyde-liv.

Hun ser en mand komme løbende. Han tager hendes puls og det ser ud som om han kalder på hende. Hun svæver oppe over dem. Tænk, at han tager hendes puls, sikke en optimist. Der kommer et varmt behageligt lys og indhyller hende i velvære.

Hun føler sig helt glad, lettet, føler ingen lede. Som ubetinget kærlighed.

***

bag novellen

Lyset. Den novelle elsker jeg. Tre generationer af kvinders skæbner skrevet i dødsøjeblikket. Min skrivegruppe bad mig om at lade historien fortsætte ved at indskrive de to næste generationer i en bisætning. Jeg synes selv den fungerer rigtig godt.

Lige omkring frysepunktet

Jeg ser ned fra broen. Der ligger tøsne på vandet, men der er stadig is på. Jeg sparker lidt sne fra broen ud. Det lander med et hårdt koldt klask på isen. Det ville være så let lige at svinge sig ud over rækværket og plop, så var man i vandet med et elegant sving. Hvor hurtigt ville man dø?

Ville man få panikangst og med store våde frakkeærmer lave crawlbevægelser mod isen for at komme op? Eller ville man selv i dødsøjeblikket være opmærksom på, at dette var ens eneste mulighed for at komme væk?

Isen ville knække under vægten af min krop, jeg ville mærke det som en kæmpemæssig lussing af frost overalt på kroppen, fødderne først, så benene, bagefter kroppen. Kroppen ville være slemmest, jeg kunne sikkert risikere at gå i chok over temperaturskiftet. Så ville man i hvert fald hurtigt dø, hvis man gik i chok nede i vandet.

Gad vide, om jeg ville kunne nå at skifte mening, hvis jeg hoppede og i samme øjeblik jeg slap broen med fødderne, ombestemte mig og pludselig opdagede at der alligevel var lys for enden af tunnelen.

Ville jeg så kunne nå at gribe fast i rækværket og hage mig tilbage? Og besidder jeg overhovedet den slags kræfter det kræver, at trække mig selv på land igen?

Hvis jeg ombestemte mig når jeg ramte isen, og jeg ikke gik i chok, ville jeg så kunne nå at svømme tilbage til land, eller ville jeg padle rundt i grødisen som i kold, pisket kartoffelmos med svingende arme og langsomt blive trættere og trættere, mærke følelsen forsvinde højere og højere op i kroppen, for til sidst at nå halsen inden jeg måtte opgive og slippe vejrtrækningen i en sidste luftboble under ismassen?

-          Mor, kom nu for helvede! Jeg fryser!

-          Ja, ærlig talt, Linnea. Du kan ikke blive ved med at stå der og glane, jeg har glemt min hue og det er lige omkring frysepunktet.

***

bag novellen

Hvor er grødis dog en præcis betegnelse. Man kan bare se det for sig.

Jeg stod på en bro sidste vinter og så ned i noget grødis og tænkte på hvor nødigt jeg ville derned. Og så på hvordan man mon ville have det, hvis man gerne ville plaske ned i den tykke masse af halvfrossen sø. Måske som kvinden i historien her.

Godtlandsfar og den smækre enke fra Hannover

Man sladrer ikke.

Sådan er reglen. Der er ingen undtagelse.

Heller ikke selvom man udmærket godt ved, at det er gas- og vandmesteren, kaldet Godtlandsfar, der har voldtaget hende den smækre enke fra Hannover. Man sladrer ikke, men man forestiller sig, hvordan den stakkels enke har måttet vride sig under vægten af Godtlandsfar og så lægger man en tommelfinger på vægten, når man vejer kød af til ham, eller man pakker et suppeben ind selvom han har bedt om og betalt for en kotelet.

Hos barberen bliver han maskinklippet over hele hovedet selvom han beder om at få håret midterskilt og på værtshuset tager Inger turistpris for hans øl og kommer ofte til at spilde noget af det på vejen.

Man ser Godtlandsfar lige i øjnene mens man lægger tommelen på vægten, eller spilder halvdelen af hans øl i en andens glas.

Den dag enken var kommet fortumlet og iturevet ud af skovbrynet og havde løbet over på politistationen, hvor hun grædende fortalte historien om Godtlandsfar og hvordan han havde væltet hende om på stien, mens hun gik og samlede valnødder under de store valnøddetræer, da var Randall gået direkte til Godtlandsfar og havde spurgt om hvordan han forholdt sig til den historie. Godtlandsfar havde bare trukket på skulderen og mumlet, at det mente han ikke, at kunne huske noget om, og Randall var tvunget til at gå byen rundt for at finde vidner. Der blev trukket en del på skuldrene og mumlet mange uforståelige ord. Man sladrede ikke, selv ikke om Godtlandsfar, men mange steder mærkede man harmen stige indeni. Hvorfor lige den smækre enke fra Hannover? Og nogen kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan de selv gerne selv ville have lagt billet ind, men ikke havde turdet og så var Godtlandsfar bare kommet der og havde taget hvad man selv gik og drømte lidt om.

Og Randall havde måttet droppe alle anklager, for det var den smækre enke fra Hannovers ord mod Godtlandsfars og så havde Randall ikke kunnet bevise noget som helst.

Der findes da også stadig arbejde til Godtlandsfar, det har mest noget at gøre med at der er 102 kilometer til nærmeste gas- og vandmester og Godtlandsfar skal jo også have brød på bordet, om end man ikke tøver med at strege et par tal ud hist og her inden man gør det endelige beløb op og betaler ham.

Godtlandsfar siger ingenting. Han tager bare imod de penge der så bliver lagt i hans hånd og stikker dem i lommen. Og nogen ser på de sorte negle der ligger firkantet på fingrene og tænker over, hvad de ikke har rørt ved og gramset på, som de måske gerne selv kunne have tænkt sig at røre ved, men på en følsom og hensynsfuld måde.

Så kommer den påske hvor der flytter en ny gas- og vandmester ind i nabobyen. Der er 12 kilometer til nabobyen, men den nye gas- og vandmester har fem børn og kører gerne efter arbejdet. Han gør det uden ekstra betaling, og det er jo noget man sætter pris på, så der går ikke mange uger, før der ikke længere er arbejde til Godtlandsfar. Han prøver først at få en tjans som gårdmandshjælp på nogle af de store gårde i omegnen og som pedel på skolen, men man ryster bare på hovedet, der er ikke noget at få. Ikke engang gadefejer kan han blive, selvom stillingen ikke bliver besat til anden side.

Til sidst flytter han og man spørger ikke hvorhen, men man ser ham aldrig igen. Det er nok bedst på den måde.

Den smækre enke fra Hannover bliver boende og der bliver smilet venligt til hende. En dag vil jeg tilbyde at bære hendes indkøb.

***



bag novellen

Godtlandsfar, fortælleren og den smækre enke bor i en lille landsby. Der sker ting og sager bag facaden, længsler, håb og ubemærket kærlighed sniger sig inkognito rundt mellem husene.

Jeg sendte denne novelle ind til DR, som havde en konkurrence på Bogforum, hvor man kunne få sin novelle læst op og kommenteret af to redaktører. Den blev valgt ud og læst op af en af redaktørerne. Jeg var mange gange ved at gå af bare forfjamskelse, så  kun min søde mand fik mig til at blive hængende længe nok, til at snakke med redaktøren bagefter.

Jeg blev interviewet efter arrangementet af en fra DR og kom til at fortælle alt for meget privat om mig selv og hvordan jeg havde fået bumser i hele hovedet af skræk, dengang jeg havde besluttet mig for at opgive at skrive.

Hele herligheden havnede naturligvis på forsiden af dr.dk/bogforum sammen med et billede de tog af mig. Heldigvis havde fotografen været så flink at blive ved med at tage billeder, indtil hun fik et, hvor jeg ikke lignede en der var ved at nyse/falde/blinke.