Sol Slej hjemmeside

Sol Slej hjemmeside
SolSlej.dk

torsdag den 13. juni 2013

En dårlig afslutning på dagen


Der går en sky for solen og det bliver hurtigt koldt. Jeg får gåsehud og beslutter at gå op af vandet.
Idet jeg rejser mig, mærker jeg skyggen kravle ned ad min ryg. Jeg skynder mig op på sandet, det varme sand klistrer til mine fødder, jeg snupper hurtigt mit håndklæde og begynder febrilsk at tørre mig, men jo mere jeg tørrer, jo mere sand får jeg klistret fast til huden. Badedragten gør det umuligt at blive rigtig tør. Skyggen har nu lagt sig helt ind over mig, vinden ændrer sig fra lun og luftig til kold og hård.
Jeg har ikke lyst til at stå nøgen på stranden, så jeg trækker bare blusen over hovedet, der er sand i, jeg får det i øjnene og munden og kan pludselig mærke, at jeg har stukket hovedet ud gennem ærmegabet og det sidder fast. Mens jeg kæmper for at komme fri, kommer regnen. Som små hårde spytpartikler rammer det mig på ryggen og benene og inden jeg har fået hovedet fri af ærmet, er det gået over i hagl. Jeg stikker hovedet ud i fri luft og får straks hagl i ansigtet. Jeg flår mine bukser til mig og stikker foden i det ene ben, sandet spreder sig hele vejen ned langs stoffets inderside, men jeg er ligeglad, vil bare hen til min cykel og væk.
Jeg falder da mit andet ben sidder fast i buksebenet og må sætte mig i sandet og sparke med benet for at få det tvunget igennem. Haglen pisker mig ind i ansigtet og det gør ondt hver gang det rammer. Endelig har jeg fået tøjet på og jeg beslutter at tage skoene i hånden og cykle hjem i bare fødder. Jeg ved allerede at jeg vil sætte vand over og gå i bad mens det koger og lave kaffe og spise resten af bollerne fra i går, mens jeg sidder i sofaen med tæppe på og ser søndagsfilmen.
Med sandalerne i hånden skal jeg til at rejse mig, da jeg ser op.
-          Hej.
Der står en mand med en kikkert.
-          Hej. Siger jeg afvisende og vender mig samtidig.
-          Du har lige været ude og bade.
-          Og nu skal jeg hjem.
-          Jeg kiggede på dig. Kunne du godt lide det?
Jeg virrer irriteret og ubehagelig til mode på hovedet. Nu vil jeg bare hen til min cykel.
-          Jeg holdt øje med dig. I kikkerten.
Jeg svarer ham ikke, men vender mig for at gå. Han tager fat i mit håndled. Haglen tager til i styrke. Han synes ikke at lægge mærke til det.
-          Du skal ikke gå.
-          Jo. Slip mig.
-          Nej, du skal ikke gå.
-          Slip mig så!
Jeg vil trække hånden til mig, men han er stærkere end mig og han vrider den om på ryggen. Jeg prøver at sparke bagud for at ramme ham i skridtet, men han står sidelæns, så jeg ikke kan nå. Han trækker min arm længere op, så jeg kun lige kan nå jorden med tæerne uden at det gør ondt. Jeg tænker på min cykel.
-          Du vil jo gerne, ikke?
Jeg nikker febrilsk.
Han løsner grebet en lille smule. Jeg prøver med det samme at komme væk, men sandet giver efter under mine fødder og jeg kan ikke få ordentligt afsæt. Han skubber mig ned på jorden.
-          Du vil jo gerne. Hvorfor prøver du så at stikke af?
-          Nej, jeg vil kraftedemig ikke!
Jeg skubber mig op på benene, men han er over mig og jeg ser ham hæve sin kikkert. Dagen slutter, da jeg mærker ham hamre den ind i min tinding.


***


bag novellen
Nogle gange synes man at alting bare er så skideirriterende og lorteagtigt, at man glemmer at det kan blive meget meget værre.
En af de ting jeg har taget med mig fra min barndoms hippieopvækst og røde lilleskoleopdragelse er, at der sagomeleme er folk der har det værre end mig. Når jeg står i gigantisk kø i Brugsen for at betale 5000 kroner for et par gulerødder og en liter mælk og posens hank knækker på vej ud af butikken, så mine varer havner i en pøl af hundetis, så tænker jeg; heldigvis bor man ikke i Botswana i en hytte lavet af kolort. Jeg ved ikke engang om de laver hytter af kolort i Botswana, sandsynligvis ikke, men pludselig virker mine egne problemer så små i forhold.
Hovedpersonen her starter med at ærgres over, at det trækker op.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar