Café de Nuit

Billedet har hængt over min mors kommode så længe jeg kan huske. Jeg sad og legede på gulvet overfor billedet, så på de varme gule og kølige blå farver.

Senere gik jeg forbi uden at dvæle for længe ved billedet, men jeg så det altid lige ud af øjenkrogen og vidste, at så snart jeg blev stor nok, ville jeg tage ud og sætte mig på cafeen og så ville livet samle sig.

Jeg blev atten før jeg kom af sted. Jeg har hele tiden haft den klare fornemmelse af Paris, når jeg så billedet, så lige så snart jeg stod med min første løn på kontoen, købte jeg en billet. Enkelt.

Min mor ville have at jeg fandt ud af præcis hvor cafeen lå, men jeg havde det for mit indre blik og ville ikke ødelægge det ved at google.

To dage senere stod jeg på Rue de Rivoli. Jeg gik op og ned ad de små gader mod vest mod Champs-Elysées, men ingen af de mange caféer var Café de Nuit. Jeg gik tilbage den anden vej langs Seinen, hvor jeg siksakkede mellem gaderne. Flere steder fik jeg lyst til at standse op og måske sætte mig ned og få en espresso og en croissant.

Det blev aften og jeg havde stadig ikke fundet den rigtige cafe, så jeg gik ind i et supermarked og købte et baguette, noget ost, to bananer og en stor flaske vand. Paris er større end man skulle tro.

Jeg satte mig på en trappesten og spiste, mens jeg så på livet der sneg sig forbi på fransk. Jeg undrede mig. Hvorfor kunne jeg ikke finde det? Jeg havde set på det billede hele mit liv og set mig selv på det. Det havde virket så naturligt at tage til Paris og sætte sig på cafeen og lade livet starte.

Jeg smuldrede det sidste af brødet til duerne og googlede Café de Nuit.

Arles??

Hvordan kan Café de Nuit ligge et andet sted end Paris? Hele mit liv har jeg længtes efter den café i den by og så ligger den et helt andet sted. Jeg søgte på Arles og fik et mindre chok, da jeg fandt ud af, at det ligger helt nede på sydkysten, næsten 750 km sydpå. Hvordan i alverden skulle jeg komme helt derned? Jeg havde 117 euro tilbage og det var inklusiv de 25 euro jeg regnede med at kunne sælge min Ipod for.

Jeg kunne tage hjem. Men jeg kunne også prøve at komme til Arles.

Jeg rejste mig. Det var sgu værd at prøve.

Jeg gik lidt videre og standsede ved en vej der hed Quai de la Rapée. Her stillede jeg mig op og tomlede.

Der gik næsten tre kvarter, før jeg blev taget op. Det var en lastvognschauffør fra Amsterdam der kørte rødbeder. Han skulle til Milano, men kunne tage mig med til Lyon under betingelse af, at jeg ikke sad og snakkede, han hørte nemlig Harry Potter og Dødsregalierne og var lige kommet til et fantastisk spændende sted, hvis jeg forstod ham ret.

Det tog lidt over fire timer at køre til Lyon og jeg sad som lovet helt stille og hørte Harry Potter på hollandsk.

I Lyon blev jeg taget op af en af hans venner der skulle til Marseilles. Han indvilligede i at køre rundt om Arles, selvom det var en omvej.

Turen varede små tre timer og min belgiske chauffør snakkede næsten uafbrudt. Han havde åbenbart en møntsamling som han gik op i med liv og sjæl og han kunne alle de danske mønter helt tilbage til starten af 1900-tallet udenad. Han talte begejstret om den gamle jern 5-øre fra 1919, præget af møntmester Hans Christian Nielsen. Den blev åbenbart lavet i to forskellige udgaver og han var nærmest forarget over at jeg ikke vidste besked.

Endelig ser vi Arles og så snart vi er nået over broen, hopper jeg af med mange tak for turen og den herlige forelæsning.

Jeg tjekker mobilen igen. Café de Nuit som i virkelighedens verden hedder Café la Nuit ligger 4 minutter i bil herfra. Måske burde jeg bare slentre derhen, som jeg har forestillet mig så mange gange, men jeg er meget sulten og det er ved at blive morgen, så jeg går den lige vej.

Der er lukket, da jeg ankommer, men stolene står ude. Solen er ved at stå op. Jeg sætter mig på en stol med flettet ryg og læner mig tilbage.

”Etes-vous le nouveau chef?”

Jeg ser op. Har jeg sovet? Solen er næsten helt oppe. Der står en ung kvinde foran mig. Jeg misser med øjnene. Hendes hår er sat op i en løs mørk knude. Jeg ryster på hovedet.

”Bonjour monsieur. Voulez-vous une tasse de café?”

Hun smiler til mig.

***

bag novellen

Bag denne novelle er kun det smukke maleri af Van Gogh, som den er opkaldt efter. Og nogen gange må det gerne ende godt.