Regnen plaskede ned over dem. De søgte leende ly i en port, hvor malingen var grøn og afskallet og brostenene toppede. Hun kyssede ham igen og han mærkede de sidste ti års pubertære længsel efter noget fjernt og udefinerbart fortone sig. At stå i en port med armene om en pige og kysse hendes bløde mund og vide hun havde bryster under blusen var essensen af lykke. Han så hende i øjnene og tog tilløb til en kærlighedserklæring, men hun talte først.
”Martin, ved du hvad, min rigtige kæreste kommer ud af fængslet i morgen. Vi kan altså ikke ses mere.”
***
Bag novellen
Jeg vover at kalde denne 7 linjers tekst en novelle. Alt det unødvendige er barberet fra, det er et øjebliksbillede med indbygget længsel, forløsning og ulykke. Der er ingen tvivl om, at HP nok skal komme videre i sit liv, men han vil altid huske denne regnvejrsdag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar