Hos lægen
Så sidder man der og er hos lægen og tænker; bare det er noget alvorligt.
Ikke sådan på den kræft/struma/sukkersyge-agtige måde, men alvorligt nok til at blive taget alvorligt. Måske slemt nok til at lægen vil lægge sin hånd på min og se mig i øjnene. Måske endda give et trøstende kram. Nej, det gør læger nok aldrig. Hvor kan man så gå hen for at få et kram? Hvis man nu fejlede noget alvorligt nok til at komme til undersøgelse på hospitalet, mon så ikke sygeplejersken ville give et kram, hvis man sad der og fældede en tåre? Det gør buschauffører i hvert fald ikke. Lige meget hvor mange tårer man fælder på bagsædet ved endestationen, så giver de ikke kram. Så må man bare stå af, selvom man er kommet helt til Rødovre Stationsvej og kun skulle have været nede og købe noget eddike og oven i købet kun stod på bussen, fordi chaufføren havde sådan noget pænt hår.
- Ulla Jacobsen.
- Det er mig.
Jeg rejser mig. Halter lidt på vej ind. Lægen holder døren for mig. Han smiler, men mest på sådan en teknisk måde.
Han sætter sig på sin plads og trykker på et par taster på computeren. Så vender han blikket mod mig og folder hænderne.
- Hvad kan jeg så gøre for dig?
- Jeg har haft det rigtig dårligt i flere uger. Måske er det psykisk.
- Hvad får dig til at sige det?
- Jeg trænger bare sådan til et kram.
- Et kram?
- Ja. Sådan en rigtig god ordentlig knuser.
- Har du ondt nogen steder?
- Kun her, siger jeg og peger på hjertet.
Lægen ser på min pegende finger og så op i øjnene.
- Er der sket noget de sidste par uger, der har… forsaget det?
- Jeg sad derhjemme og så kom jeg pludselig i tanke om, at jeg slet ikke kan huske hvornår jeg sidst havde fået et kram. Jeg prøvede at komme til at kramme postbuddet, men det må de åbenbart ikke. Så bestilte jeg noget indisk, men den mand der kom, han lo bare og klappede mig på skulderen. Så var det jeg kom i tanke om lægeløftet.
- Lægeløftet?
- Ja, det der med at hjælpe alle. Jeg syntes det var værd at prøve.
- Ulla, jeg kan se her i din journal, at du har været i kontakt med politiet. Gadeuorden, falsk opkald til akutlægen, du er blevet anmeldt af en kunstner på Strøget?
- Ja, han stod der med bronze over det hele. Helt stille. Så tænkte jeg… Ja, jeg smed da en halvtredser først. Men han ville ikke.
- Har du overvejet at blive besøgsven?
- De må ikke kramme.
-
***
bag historien
Jeg har aldrig lidt af angsten for det hvide papir, eller den blinkende cursor. Tværtimod, den første sætning er altid den nemmeste. Det er først, når det hele skal til at hænge sammen, at det bliver svært. Som i denne novelle, der hed Hos lægen. Første sætning og anden kørte strygende, det skrev sgu sig selv helt ned til at hovedpersonen rent faktisk sad hos lægen. Så begyndte det at gå trægt til.
Normalt kan man jo skrive om, rette til og få teksten til at indordne sig. Men ikke her. Det hjalp heller ikke at jeg allerede var ved at være godt træt af Ulla Jacobsen og hendes irriterende trang til at få et kram. Så da lægen spørger hvorfor hun ikke bliver besøgsven, så løb jeg tør. Novellen slutter midt i det hele og er bare kikset.
Sådan kan det jo gå nogen gange, og så er det heldigvis nemt at oprette et nyt dokument og starte forfra.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar