En sommernat i Sverige

Når man er alene i mørket, falder duggen hårdt.

Det er de samme nåletræer, den samme grusvej og den samme sø. Kun lyset er anderledes.

For seks timer siden strålede solen og søen afgav blinkende striber af solstrejf. De skarpe lysglimt brændte sig fast på nethinden, skovbunden var plettet af lave blåbærplanter, myretuer, bier der summede rundt og solen der kæmpede sig ned gennem nålenes labyrinter.

For en time siden havde solnedgangen betrukket skoven i lyserøde og guldfarvede nuancer og meterlange skygger, der fik stenene på grusvejen til at ligne små bautasten. Søen var mørkere og grupper af myg summede fra sted til sted.

Så blev det nat. Natten er ikke sort om sommeren i Sverige, siger folk. Og det er den måske heller ikke, men den er godt nok mørk. Granerne er endeløse mod den mørkeblå himmel. De svajer langsomt frem og tilbage. Grusvejen mistede sin ende i mørket. Tidligere på dagen drejede den til venstre for enden af vejen, nu forsvandt den bare i intethed.

Skoven sukkede.

Jeg tager et skridt i gruset. Det knaser så højt, at en flok fugle letter fra et træ i nærheden, men snart er det igen stilheden der gør trætoppenes svajen hørbar.

Endnu et skridt. Hvorfor egentlig? Jeg kunne også bare læne mig op ad et træ og prøve at blive ét med skoven. Ligesom Nalle er det nu. Der er ikke nogen der venter ham med ubehagelige spørgsmål om tid og sted. Om vand i lungerne og afværgelæsioner.

                                                                     ***

Skoven, som indbyder til sommerleg og madkurv og lykkelige timer med bærplukning, ændrer sig dramatisk når mørket sænker sig. Lige så gæstfri den er om dagen, lige så ensom virker den efter mørkets frembrud. De svenske skove mest af alle, dybe og tætte som de er.

Jeg slettede den sidste sætning, men her er den alligevel:

Han skulle aldrig have fundet en anden. Så kunne vi have nydt stilheden sammen som vi plejer.