Lyset

Hun ligger der og mærker hvordan hun forlader sin krop, slipper den tunge, trætte krop der netop har født sit syvende barn. Barnet er blevet taget op og pakket ind af hendes søster der selv har fået fem børn, hvoraf tre endnu lever.

Som hun svæver der over sig selv i sengen, mærker hun hvordan hun har valget at vende tilbage til kroppen. Den ligger dernede i en nusset natkjole, der er flosset ved håndled og i halsen. Hænderne der stikker ud er røde og ophovne af arbejdet som vaskekone. Ironisk nok, at hendes egen natkjole er nusset, men når dagens tolv timers vask var overstået og arbejdet derhjemme ventede, var det ikke familiens tøjvask der blev prioriteret. Hendes hår er svedigt og ligger i uordentlige fletninger på puden og der siver stadig blod ud mellem benene.

Det var ikke et svært valg og som hun nu let og fri svæver op og op, føles det ikke det mindste selvisk, selvom hun godt ved at de syv børn vil blive overladt til faren, der har for vane at slå lidt for hårdt med bæltet. Forhåbentlig vil hendes søster tage sig af nogle af børnene, pigerne i det mindste. Alle søsterens egne overlevende er drenge, og hun står nu dernede og vugger den lille ny pige, mens livet siver ud af pigens mor.

Tværtimod, som hun løfter sig højere og højere op, føler hun kun kærlighed og varme strømme mod sig og er for første gang, i den tid hun kan huske, hverken svedig, forfrossen, sulten eller træt. Lyset tager imod hende og hun smiler lykkeligt.

***

De står rundt om hende, alle niogtyve slægtninge. Børn, børnebørn, svigerbørn og oldebørn. Enkelte græder, de fleste står bare og kigger, et par af oldebørnene piller næse eller kigger uroligt op i loftet. Det er ikke rigtigt sørgeligt, det ved hun udmærket godt. Hun er 93 og har levet et langt liv.

Hendes egen mor døde i barselsseng, da hun fik hende og hun var så heldig at blive taget ind af mosteren, der var kogekone og kunne trylle med forsyningerne, så der altid var mad nok til alle. De tre fætre hun boede sammen med, var glade for hende, de lavede teater, spillede kugler og lærte hende at gå på æblerov.

Mosteren indprentede hende at få en uddannelse og blive godt gift. Ikke ende som sin mor, der giftede sig med en usselryg og måtte forsørge den voksende familie som vaskekone. Ikke ende som sine søstre der gik i for lidt tøj og kom i uføre eller brødrene der stak til søs eller kom i dårligt selskab.

Længere end realen kom hun aldrig, for så blev hun gift med Lars, som var købmandssøn. De overtog købmandsforretningen og hun blev købmandsfrue. Dét var lykken. Stå i pæne kjoler og veje mel og sukker af. Vide at der altid var mad på lageret. Hun gik i det, måske lidt for ofte. Kjolerne måtte lægges ud igen og igen.

Som hun svæver her over sin krop, kan hun godt mærke hvor det letter, ikke at skulle kæmpe med de store fedtpuder mellem benene, bag knæene. Armene ligger på dynen, nogen har lagt den ene hånd ovenpå den anden og det ser pænt og ordentligt ud, selvom stoffet i ærmerne er helt spændt ud.

Hun forlader dem mens de hver især mumler farvel. Hun har lyst til at række armen ud efter sin ældste datter der hulker. Stryge hende over det mørke hår, men hun svæver højt oppe og kan ikke nå.

Det gør ikke noget, lyset er mild og omsluttende.

***

Det føltes nærmest som om hun blev flået ud af sin egen krop.  Eller skubbet meget hårdt.  Slaget mod jorden og de efterfølgende sten der buldrede ned af skrænten og ramte hende i hovedet, gjorde faktisk ikke rigtig ondt, det var mere den følelse af at blive skubbet ud af sin krop. Det gjorde heller ikke ondt at hænge der over kroppen, nærmest svæve som en ballon med lidt for lidt helium i. Hun kunne se på sin krop at det hverken var faldet eller stenene, der havde slået hende ihjel, men en flækket træstub, hvis spidse ende nu stak op gennem hendes ryg.

 Man skulle egentlig tro, det ville føles værre at se sig selv i den tilstand, men nej. Hun er mere ærgerlig over at skulle blive fundet i løbetøj. Bare sådan i svedigt løbetøj og med kun en sko på. Den anden må ligge oppe på grusvejen ved den trærod hun snublede over.

Hele sit liv har hun gjort hvad hun kunne for at distancere sig fra sin fede mor. Altid været slank, smart i tøjet, frisk i huden og med diskret make-up. Allerede som barn gøs det i hende når moren stod der bag disken i købmandsforretningen og vejede ost og smør af. Hun så hvordan moren grinede og snakkede med folk, mens hun skar en tyk smørskive af, vejede det og pakkede det ind. Så svingede hun en elastik to gange om pakken. Bagefter, når kunderne var gået, kunne hun finde på at trække en finger gennem smørblokken og slikke det af.

Selv spiste hun aldrig smør. Ikke engang en skrabet klat hen over et stykke ristet brød, kunne de få i hende. Ikke som storesøsteren der grådigt tog imod alt, hvad moren gav hende og snart lignede en fed lille kopi. Så hyggede de sig rigtigt de to, mens hun stod der alene og dømte dem og var udenfor.

Sådan skulle hun ikke være. Som barn følte hun fysisk lede ved smør. Det udviklede sig senere til lede ved alt fedt, hun brugte sit liv på at skrabe af og skære fra og veje inde i hovedet. Og så endte hun der, snublet over en trærod vokset op gennem jorden. 49 år gammel.

Det er for tidligt. Hun skulle ellers lige til at være mormor til en lille pige. Om kun to måneder. Nu får hun hende aldrig at se, det føles som snyd. Møg-snyde-liv.

Hun ser en mand komme løbende. Han tager hendes puls og det ser ud som om han kalder på hende. Hun svæver oppe over dem. Tænk, at han tager hendes puls, sikke en optimist. Der kommer et varmt behageligt lys og indhyller hende i velvære.

Hun føler sig helt glad, lettet, føler ingen lede. Som ubetinget kærlighed.

***

bag novellen

Lyset. Den novelle elsker jeg. Tre generationer af kvinders skæbner skrevet i dødsøjeblikket. Min skrivegruppe bad mig om at lade historien fortsætte ved at indskrive de to næste generationer i en bisætning. Jeg synes selv den fungerer rigtig godt.