Opsparing

I starten tog jeg det personligt.

Det var en stor fejl.

Jeg troede det havde noget at gøre med, at jeg ikke var smuk nok, chik nok, interessant nok. Når jeg tænker på den umage jeg gjorde mig, da jeg troede at det havde med mig at gøre.

Senere blev jeg klogere. Det tog fire års ægteskab, fire år med tårer alene i sengen, med den daglige kamp for at gøre drengen, huset og mig selv perfekt til han kom hjem. Spildt, indså jeg heldigvis. Jeg var god nok. Jeg var pæn nok, attraktiv nok. Han ville ikke have kunnet nøjes med mig, om jeg så var miss World.

Da jeg først havde indset det, og det kom til mig pludseligt, midt i opvasken, så føltes det som lettede ti kilo sten fra mine skuldre, Det gjaldt jo ikke kun mig, men i lige så høj grad drengen. Jeg lo næsten, som jeg stod der med hænderne i gule opvaskehandsker med sæbeskum der dansede rundt mellem fingrene. Jeg behøvede ikke være bekymret, drengen skulle ikke vokse op med en alenemor, vi ville ikke blive forladt. Det var simpelthen min mand der havde brug for mere end én kvinde.

Da jeg først havde indset det, lå næste skridt lige for.

Hvis jeg skulle kunne udholde den konstante utroskab, så måtte der nødvendigvis være en form for belønning for mig. Jeg kunne naturligvis gøre gengæld og skaffe mig en elsker, men det havde jeg ærlig talt ikke lyst til, desuden skulle jeg jo så have drengen passet imens. Nej, det var helt fjollet.

Men der var noget andet, jeg kunne gøre.

Jeg lod opvasken stå og udfærdigede en seddel. En prisliste, om man vil. Jeg husker den stadig.

Kys: 2 kroner

Kram: 2 kroner

Teatertur/danserestaurant: 8 kroner

Teatertur/danserestaurant med middag: 12 kroner

Overnatning uden foregående løgn: 30 kroner

Overnatning med løgn, 20 kroner (så ved jeg da i det mindste han ikke kommer hjem)

Nu må man huske på at det var i 1954. Jeg måtte selvfølgelig opjustere den med den naturlige inflation.

Og så måtte jo gætte mig frem til hvor mange kys han gav hende og så videre, men jeg huskede tilbage til da vi var ugifte og regnede med en lignende frekvens.

Da jeg havde fri disposition over hans konti til daglige fornødenheder, var det såmænd ikke noget problem at hæve de ekstra penge, og som jeg sagde til mig selv; mon ikke han brugte en del mere på de forskellige damebekendskaber end jeg tog?

Jeg begyndte at se på pengene som en slags løn og efter kun to års sparen, havde jeg råd til en sælskindspels med tilhørende hat. Det var jo det, der var moderne dengang, må man tænke på. Drengen nød såmænd også godt af det. Tivoli kom han i mindst en gang om året, foruden cirkus og teaterstykke ved juletid. Han fik en flot cykel da han blev ti og det år, hvor min mand mødte hende skuespillerinden, kom vi en tur på charterrejse til Spanien. Det var dengang det var noget helt nyt.

Det var dog ikke alle pengene jeg brugte på tant og fjas. En del lagde jeg til side, og der kom da også med tiden en vis lede over at skulle holde den slags regnskab, om end det efterhånden gik ganske pr automatik. Jeg holdt op med at tænke over, hvad jeg selv gik glip af, hvad han mon lavede med de forskellige kvinder, men jeg holdt også op med at glæde mig over pengene.

Efterhånden gik de fleste bare ind på en bankbog, drengen fik et kørekort og en udlandsrejse, da han blev færdig på universitetet. Jeg ønskede mig ikke rigtig noget længere.

Og så kom da også den dag, da min mand ikke længere havde brug for at leve den slags liv. Han begyndte at opholde sig mere hjemme. Han sov hjemme, deltog i måltiderne.

Men det glædede mig ikke. Det var ligesom blevet for sent. Alle de ensomme nætter, ferierne alene med drengen, middage dækket op til to. Det havde vist alligevel sat sine spor.

Så kom hans anfald.

Blodprop i hjernen, sagde de.

Han ændrede sig, blev klynkende. Ville have mig til at sidde ved sin sengekant i tide og utide. Spise kunne han ikke længere gøre ved egen hjælp. For slet ikke at tale om personlig hygiejne.

Forstår De, havde det været i starten af vores ægteskab, så havde jeg naturligvis klaret det hele selv. Endda efter ti år, ville jeg have nydt at kunne passe og pleje ham. Have ham hos mig.

Men det var for sent.

Jeg brugte resten af pengene på at antage en døgnsygeplejerske.

***



bag novellen

Det kan være meget ensomt at være alene med et lille barn der ikke kan tale.

Jeg går i tankerne altid til yderligheder, når jeg gennemtænker et scenarie, så det forekom naturligt at sætte novellen i 1950’erne, hvor kvinder gik alene derhjemme med deres børn i årevis. Oveni smider man naturligvis en utro mand, der sjældent kommer hjem om aftenen. Hvad gør en kvinde for at klare den? Hun tager sig betalt.