Brostenskærlighed

Regnen plaskede ned over dem. De søgte leende ly i en port, hvor malingen var grøn og afskallet og brostenene toppede. Hun kyssede ham igen og han mærkede de sidste ti års pubertære længsel efter noget fjernt og udefinerbart fortone sig. At stå i en port med armene om en pige og kysse hendes bløde mund og vide hun havde bryster under blusen var essensen af lykke. Han så hende i øjnene og tog tilløb til en kærlighedserklæring, men hun talte først.

”Martin, ved du hvad, min rigtige kæreste kommer ud af fængslet i morgen. Vi kan altså ikke ses mere.”

***

Bag novellen

Jeg vover at kalde denne 7 linjers tekst en novelle. Alt det unødvendige er barberet fra, det er et øjebliksbillede med indbygget længsel, forløsning og ulykke. Der er ingen tvivl om, at HP nok skal komme videre i sit liv, men han vil altid huske denne regnvejrsdag.

Bedste venner

Engang var jeg hans bedste ven.

Sådan vil jeg bare gerne have det igen.

Er det for meget at forlange?

Vi gik ture sammen og kørte med elektrisk tog og tog ud og så på fly sammen.  Vi skrev ned hvilke typer fly vi havde set og så kunne vi snakke om det hele eftermiddagen.

De andre forstod det ikke rigtigt. De prøvede at være med, men det var ligesom kun os to der rigtig forstod hinanden.   Vi behøvede bare at se på hinanden, så vidste vi hvad den anden tænkte på.

Vi kunne selvfølgelig ikke være sammen altid, men når vi var det, føltes det som om de andre gled i baggrunden. Vi holdt dem ikke udenfor, naturligvis ikke, men når to mennesker har den der specielle forståelse indbyrdes, så kan man ikke lade som om.

Jeg forstår ikke, hvorfor det skulle ændre sig.

Det startede en dag hvor jeg kom hjem fra arbejde. Han plejede altid at komme og tage i mod mig i døren og råbe hej far! Skal vi lege med tog? Jeg har bygget en bro til banen!

Eller sådan noget lignende. 

Men en dag var døråbningen tom.

Jeg løb ind i huset med frakken stadig lukket, overbevist om, at drengen var kommet til skade. Og så sad han bare i sofaen og læste i en tegneserie. Han så op og sagde hej far.

Og ikke andet. Og der stod jeg, svedig med hjertebanken og frakke.

Det gentog sig dagen efter og næste dag igen. Han var ikke uvenlig, han var ikke vred på mig, han var bare ikke interesseret længere.

Jeg har pakket togvognene væk og sat dem på loftet. Hæfterne med flytyper fandt jeg en dag i skraldespanden og jeg tog dem op, kiggede i dem med en klump af gråd i halsen og pakkede dem ind. Jeg lagde dem under sengen, men flyttede dem senere ind i skabet under mine sweatre, så jeg ikke skulle støde på dem, hver gang jeg støvsugede.

Nu er døren lukket til hans værelse og han hører musik jeg ikke forstår. Jeg banker på og venter udenfor til han har sagt kom ind. Jeg har prøvet at interessere mig for hans musik, invitere hans venner hjem, være en del af hans nye liv, men han ser bare på mig og hans øjne siger hold nu op, far.

Det bliver værre og værre for hver dag der går. Han har bedt mig om vi kan tage ud og købe nye møbler til hans værelse, så det ikke er så barnligt længere og forleden havde han et problem og gik til sin mor efter hjælp.

Jeg står tilbage med frakken på og vil bare gerne være bedste venner igen.

***

bag novellen

Inspirationen til Bedste Venner var en tanke jeg fik om, at når ens børn bliver voksne, må man en gang imellem komme til at savne dem som børn.

Så står man der foran sine voksne børn med alle sine talenter og de ser bare på én med et blik der siger så meget som; nu fortryder du nok at du ikke gad spille Ludo med mig, hva’?

Og de har ret. Man trængte bare sådan til at sidde og glo ud i luften uden at nogen skulle tørres eller have hjælp til lektier eller til at finde deres røde sutsko. Men så bliver man nostalgisk og ville ønske man havde været lidt mere villig til at sidde på gulvet og køre en bil frem og tilbage og sige brrrrr.

Og jeg ved ikke, hvorfor så mange af mine hovedpersoner er mænd. Men det virker logisk i skriveøjeblikket.

Alvorsbadning

Turen fra huset ned til vandet gik ligesom af sig selv. Den var kort. Det var derfor de havde valgt huset for fyrre år siden. Så behøvede de aldrig tage ud at rejse, de havde det hele i baghaven.

Han tog jakken af uden at tænke over det. Det ligger dybt i én at man skal tage jakken af, når man skal bade. Nede ved vandkanten tog han skoene af. Han overvejede kort om han skulle beholde strømperne på, vandet var ganske sikkert iskoldt, solen havde slet ikke fat endnu. Det var februar. Men så indså han det fjollede i at beholde strømperne på for at holde varmen i vandet og tog dem af.

Himlen var gråblå, helt uden skyer.

Han havde badet her i fyrre år. Solskinsdage med børnene. Alene med Merete. Senere med børnebørnene. En vinterdukkert i ny og næ var det også blevet til. Merete badede hver morgen. Han fortrak at stå med kaffen klar inde i stuen.

Selvom han vidste at vandet ville være koldt, gav det ham alligevel et lille chok, da han stak foden i. Han tænkte kort over, hvor stor forskel der er på at bade, når man gør det for sjov og for alvor. Det var første gang han var i efter Merete døde.

Så mærkede han indslumringspillernes begyndende virkning og gik ud i vandet med raske skridt.

***

Bag novellen

Her ville jeg skrive en ultrakort novelle og se, om jeg samtidig kunne gøre den sørgelig. Jeg synes selv det lykkes meget godt. Et helt liv, hjertesmerte og selvmord på 14 linjer.

Juleaften d. 27/12

Jeg står i Netto og køber ind. Det er d. 27/12.

Jeg har fundet pebernødder til 1 krone. 1 krone! For en hel pose. Og likørtoppe til 2 kroner, honningkager med lyserød glasur til ti kroner for en hel pose, røde lys til fem kroner.

 Hold kæft, jeg ser på alle idioterne der har siddet og høvlet likørtoppe ind til 17 kroner pakken bare fordi det var starten af december. Fjolser, mand. Nu er det 3. juledag og så får man sgu juleknas smidt i nakken. Bagefter skal jeg i Bilka, hvor de nærmest forærer ænder væk. Helt ned til 35 kroner, har jeg set dem til. Og svesker, dadler, mandler, hele svineriet. De skal bare af med det.

Det er også derfor mig og konen har besluttet at holde juleaften d. 27/12. Vi gør det sgu på den rigtige måde med træ og pynt og gaver, hele molevitten. Der er altid nogen der smider deres juletræ ud lige så snart juleaften er overstået, jeg ved ikke hvorfor. Der er ikke noget galt med dem, de er grønne og alting. Så napper vi lige så stille sådan et inden skraldemændene kommer.

Det startede egentlig for syv år siden, da vi tog posten ind en dag, og gennemgik katalogerne fordi vi skulle have en ny opvaskemaskine, som vi ville købe samtidig med nytårsindkøbene. Da var det konen så ænderne til 35 kroner. Inden der var gået en halv time, have hun fundet regnemaskinen frem og fundet ud af, at vi havde spildt over 3000 kroner på at holde jul d. 24. december!

Vi så på hinanden der i sofaen.  Vi aftalte aldrig at holde jul d. 24. december igen. Konen var helt rød ned over halsen. Hun blev stakåndet da vi begyndte at tale om nytårsaften. Der var absolut penge at spare. Regnemaskinen kom frem igen og vi regnede os frem til at ved at holde nytårsaften d. 2. januar, ville vi kunne spare måske så meget som 1800 kroner og endda få mørbrad!

Vi snakkede om hvordan vi ville optage rådhusklokkerne og 90 års fødselsdagen og pigekoret der synger nationalsangen, vi ville fyre fyrværkeri af klokken 24 og tage hatte på og gøre det hele rigtigt. På den gamle nytårsaften ville vi trække rullegardinerne for, spise en god gang tarteletter med høns og asparges og gå tidligt i seng.

Tænk, alle de penge der er at spare, sagde vi til hinanden. Tænk engang.

Og senere kommer påske, Sankt Hans, Mortensaften…

Vi så på hinanden. Konens øjne glimtede som jeg næsten havde glemt de kunne.

***

bag historien:

Tanken om at to mennesker som småkeder sig i hinandens selskab kan finde hinanden igen i jagten på billige pebernødder er vidunderlig og en novelle værdig, synes jeg.

Ungrejs

Jeg starter i mit nye job på mandag. Jeg glæder mig.

Tidligere var jeg personalechef på en databehandlingsvirksomhed. Jeg arbejdede næsten 50 timer om ugen. Ikke fordi jeg havde noget imod at arbejde så meget, det handler mere om at jeg fandt ud af, at det var på tide at sadle om.

Jeg har været ude og købe nyt tøj til jobbet. Det er et helt nyt område jeg bevæger mig ind i, så jeg skal helst se lidt smart ud. Jeg plejer at købe mit tøj i Regent i Rødovre Centeret, men denne gang gik jeg op i Magasin, hvor de har en ungdomsafdeling. Jeg fik en af ekspedienterne til at hjælpe mig. Han var selv meget smart i tøjet og havde sådan noget hår der stak op i luften i den ene side og i nakken. Men han var selvfølgelig også kun et par og tyve. Det ville nok se lidt fjollet ud på mig, trods alt.

Ekspedienten hed Max og han syntes at jeg skulle købe nogle Low Slung Jeans. De kostede 1699, men han sagde, at det var de eneste man kunne gå med lige nu. Det var dem, han selv gik i. Og han trak op i t-shirten, så jeg kunne se. Hans mave kom til syne og jeg bestemte mig for at begynde at træne. Hvis Jeanne skal blive interesseret i mig, så kan jeg ikke gå rundt og have kontordeller.

Vi endte med at snakke om alt muligt. Han fortalte at han var skiguide om vinteren, og det var jo sjovt, for jeg står netop og skal starte som guide i det der UngRejs. Det fortalte jeg også Max og han smilede længe og nikkede. Okay, jeg er måske nok den ældste guide de har, jeg måtte da også kæmpe for at få jobbet. Jeg sagde til chefen at jeg ville holde godt øje med de unge og så havde de vist desuden haft problemer med folk der blev alt for fulde. Det hjalp nok også at min fætter er hans svoger. Det korte af det lange er i hvert fald, at jeg fik jobbet og skal til Bulgarien på mandag med en anden guide og en bus fuld af teenagere. Jeanne er der også.

Efter jeansene, prøvede jeg både T-shirts og alt muligt andet. Det endte med at blive næsten fjorten tusind kroner. Men det var inklusive solbriller til 2295, så helt slemt var det ikke.

Nu er jeg også smart i tøjet. Jeg tror Jeanne bliver overrasket, når hun ser sin kedelige personalechef stå der i den gule og orange UngRejs T-shirt.

Jeg forestiller mig at hun lige skal have tid til at tø op. Jeg var nok lidt meget på sidste gang vi sås. Det var selvfølgelig ikke meningen at jeg ville stå der og hive op i hendes bluse, jeg syntes bare at jeg kunne se gennem stoffet at hun havde lilla bh på og så ville hun hverken svare mig på det eller vise det. Det var også derfor jeg måtte stoppe på jobbet, men jeg var nu også ved at være træt af det i forvejen, så det passede mig udmærket.

Jeg hørte Jeanne snakke med en af de andre om, at hun skulle med UngRejs til Bulgarien, så da jeg pludselig stod der og var blevet ledig, kom jeg i tanke om, at fætter Per kendte chefen og vidste det med den affære han havde haft.

Så var det alligevel godt, at jeg ikke kunne overtale Jeanne til ikke at tage af sted. Bare ærgerligt at jeg blev så vred over det. Nå pyt, det lille optrin har hun sikkert glemt alt om nu. De unge er jo vant til at kalde hinanden alt muligt grimt.

Nu glæder jeg mig bare til på mandag.

 

***



bag novellen

Det er interessant at høre folk fortælle en historie om sig selv, hvor man kan høre en helt anden virkelighed bag historien. Som om de lever i en verden forskudt fra den almindelige.

Ikeatur

”Roflmao” stod der i smsen.

Årh, han er da så sød, tænkte jeg, sikke en kær lyd, nærmest ligesom en hundehvalp.

Jeg sms’er til ham ude fra Ikea, hvor jeg går og kigger på ting, og så var det jeg faldt for denne her sofa med puf og sofabord i bøgetræ og hynder i flødenistret uld. Det er sat op i sådan et slags sofahjørne, så man rigtig kan se, hvor lækkert det kan blive. Og der er en lampe der passer til. Da jeg så det, følte jeg bare at det kunne være mig og Mads der kunne sidde der og flette fingre og spille backgammon. Hvis jeg nogensinde får det lært. Ellers kunne vi vel se en film.

Det skrev jeg også i sms’en, som jeg sendte lige med det samme fra sofaafdelingen og så var det jeg fik den sms med roflmao. Nu sidder jeg i en bordeaux lænestol og læner mig prøvende tilbage, mens jeg tænker på om han prøver at fortælle mig, at vi også skulle tage og få en hund. Jeg så faktisk en kær hundekurv her lige ved siden af børneafdelingen. Jeg må hellere tage den, hvis han nu forventer at jeg forstår det der roflmao.

Jeg lægger hundekurven ovenpå mit voksende bjerg af servietter, duftlys, skåle, kopper, glas og rammer og går videre for at kigge på pudebetræk. Men så slår det mig pludselig, at det kunne være han mente noget helt andet.  Måske er det i virkeligheden rrrrrrroflmao, og så mener han, at han er vild med mig? I så fald virker det lidt åndssvagt at komme hjem med en hundekurv. Måske vil han gerne have at jeg køber en kommode til hans tøj, så han kan sige sin lejlighed op og flytte ind. Måske vil han gerne have at vi bor sammen og så kan vi få nogle venner på besøg og holde nogle af de der parmiddage? Mens jeg tænker det, går jeg forbi sådan nogle virkelig flotte serveringsfade, som jeg skynder mig at lægge op i vognen. Så er jeg i hvert fald forberedt på det.

Eller måske er det en slags sexagtig ting, måske vil han gerne have, at jeg ser på en seng, vi kunne købe sammen. Eller sengetøj! Han vil måske gerne have nyt sengetøj. Jeg skynder mig hen til sengetøjsafdelingen og finder noget rigtig flot noget med forskellige striber og blomster mellem hinanden. Der er også noget med stjerner og måner, er det bedre? Det er bare lidt mærkeligt, hvis det er det han mener, for han plejer faktisk ikke at lægge mærke til når jeg har lagt rent på. Han opdagede det slet ikke sidste gang, men hev bare i min lynlås, så den næsten gik i stykker. Nå, jeg tager alligevel det med striberne og et andet med lysegule og beige prikker, bare for at være sikker.

Det kan også være han er sulten. Måske vil han have at jeg tager en pizza med hjem, kan det være det? Måske lyder hans mave sådan.  Roflmaooo. Det kunne faktisk sagtens være det. Han spiser en hel del. Især fast food. Jeg har faktisk tit tænkt på, at det kunne være superhyggeligt at stå i køkkenet og lave mad sammen. Så kunne jeg stå og skære tomater mens han vaskede salat. Vi kunne dele en halv flaske rødvin og sådan. Hov, dér er da lige sådan en salatslynge jeg mangler. Jeg kunne faktisk også godt bruge nogle flere skærebrædder. Der er vist skåret løg på dem alle sammen, synes jeg. Og en pandekagepande. Så kunne vi lave pandekager sammen og vende dem i luften og grine, når de havnede på gulvet. Sådan en tager jeg helt sikkert. Så køber jeg altså ind til lasagne og salat i aften. Så kan vi lave det sammen. Bare han ikke bliver sur, hvis han ville have pizza. Jeg gider bare ikke sidde i sofaen og spise pizza og se tv hver eneste aften. Vi er jo næsten flyttet sammen og alt muligt, vi burde sidde og spise ved spisebordet bare nogen gange.

Hov, nu er jeg ved udgangskasserne. Var det virkelig det? Tiden flyver når man er i Ikea.

Mens jeg læsser varerne op på båndet, falder jeg i snak med en dame der har købt de samme servietter som mig. Jeg fortæller hende om roflmao-smsen. Hun ser på beskeden.

-          Jeg tror, det er det med hunden.

***

bag historien

Nogle mennesker vil bare ikke se virkeligheden i øjnene. Godt, den slags aldrig sker for mig.

Opsparing

I starten tog jeg det personligt.

Det var en stor fejl.

Jeg troede det havde noget at gøre med, at jeg ikke var smuk nok, chik nok, interessant nok. Når jeg tænker på den umage jeg gjorde mig, da jeg troede at det havde med mig at gøre.

Senere blev jeg klogere. Det tog fire års ægteskab, fire år med tårer alene i sengen, med den daglige kamp for at gøre drengen, huset og mig selv perfekt til han kom hjem. Spildt, indså jeg heldigvis. Jeg var god nok. Jeg var pæn nok, attraktiv nok. Han ville ikke have kunnet nøjes med mig, om jeg så var miss World.

Da jeg først havde indset det, og det kom til mig pludseligt, midt i opvasken, så føltes det som lettede ti kilo sten fra mine skuldre, Det gjaldt jo ikke kun mig, men i lige så høj grad drengen. Jeg lo næsten, som jeg stod der med hænderne i gule opvaskehandsker med sæbeskum der dansede rundt mellem fingrene. Jeg behøvede ikke være bekymret, drengen skulle ikke vokse op med en alenemor, vi ville ikke blive forladt. Det var simpelthen min mand der havde brug for mere end én kvinde.

Da jeg først havde indset det, lå næste skridt lige for.

Hvis jeg skulle kunne udholde den konstante utroskab, så måtte der nødvendigvis være en form for belønning for mig. Jeg kunne naturligvis gøre gengæld og skaffe mig en elsker, men det havde jeg ærlig talt ikke lyst til, desuden skulle jeg jo så have drengen passet imens. Nej, det var helt fjollet.

Men der var noget andet, jeg kunne gøre.

Jeg lod opvasken stå og udfærdigede en seddel. En prisliste, om man vil. Jeg husker den stadig.

Kys: 2 kroner

Kram: 2 kroner

Teatertur/danserestaurant: 8 kroner

Teatertur/danserestaurant med middag: 12 kroner

Overnatning uden foregående løgn: 30 kroner

Overnatning med løgn, 20 kroner (så ved jeg da i det mindste han ikke kommer hjem)

Nu må man huske på at det var i 1954. Jeg måtte selvfølgelig opjustere den med den naturlige inflation.

Og så måtte jo gætte mig frem til hvor mange kys han gav hende og så videre, men jeg huskede tilbage til da vi var ugifte og regnede med en lignende frekvens.

Da jeg havde fri disposition over hans konti til daglige fornødenheder, var det såmænd ikke noget problem at hæve de ekstra penge, og som jeg sagde til mig selv; mon ikke han brugte en del mere på de forskellige damebekendskaber end jeg tog?

Jeg begyndte at se på pengene som en slags løn og efter kun to års sparen, havde jeg råd til en sælskindspels med tilhørende hat. Det var jo det, der var moderne dengang, må man tænke på. Drengen nød såmænd også godt af det. Tivoli kom han i mindst en gang om året, foruden cirkus og teaterstykke ved juletid. Han fik en flot cykel da han blev ti og det år, hvor min mand mødte hende skuespillerinden, kom vi en tur på charterrejse til Spanien. Det var dengang det var noget helt nyt.

Det var dog ikke alle pengene jeg brugte på tant og fjas. En del lagde jeg til side, og der kom da også med tiden en vis lede over at skulle holde den slags regnskab, om end det efterhånden gik ganske pr automatik. Jeg holdt op med at tænke over, hvad jeg selv gik glip af, hvad han mon lavede med de forskellige kvinder, men jeg holdt også op med at glæde mig over pengene.

Efterhånden gik de fleste bare ind på en bankbog, drengen fik et kørekort og en udlandsrejse, da han blev færdig på universitetet. Jeg ønskede mig ikke rigtig noget længere.

Og så kom da også den dag, da min mand ikke længere havde brug for at leve den slags liv. Han begyndte at opholde sig mere hjemme. Han sov hjemme, deltog i måltiderne.

Men det glædede mig ikke. Det var ligesom blevet for sent. Alle de ensomme nætter, ferierne alene med drengen, middage dækket op til to. Det havde vist alligevel sat sine spor.

Så kom hans anfald.

Blodprop i hjernen, sagde de.

Han ændrede sig, blev klynkende. Ville have mig til at sidde ved sin sengekant i tide og utide. Spise kunne han ikke længere gøre ved egen hjælp. For slet ikke at tale om personlig hygiejne.

Forstår De, havde det været i starten af vores ægteskab, så havde jeg naturligvis klaret det hele selv. Endda efter ti år, ville jeg have nydt at kunne passe og pleje ham. Have ham hos mig.

Men det var for sent.

Jeg brugte resten af pengene på at antage en døgnsygeplejerske.

***



bag novellen

Det kan være meget ensomt at være alene med et lille barn der ikke kan tale.

Jeg går i tankerne altid til yderligheder, når jeg gennemtænker et scenarie, så det forekom naturligt at sætte novellen i 1950’erne, hvor kvinder gik alene derhjemme med deres børn i årevis. Oveni smider man naturligvis en utro mand, der sjældent kommer hjem om aftenen. Hvad gør en kvinde for at klare den? Hun tager sig betalt.