Bedste venner

Engang var jeg hans bedste ven.

Sådan vil jeg bare gerne have det igen.

Er det for meget at forlange?

Vi gik ture sammen og kørte med elektrisk tog og tog ud og så på fly sammen.  Vi skrev ned hvilke typer fly vi havde set og så kunne vi snakke om det hele eftermiddagen.

De andre forstod det ikke rigtigt. De prøvede at være med, men det var ligesom kun os to der rigtig forstod hinanden.   Vi behøvede bare at se på hinanden, så vidste vi hvad den anden tænkte på.

Vi kunne selvfølgelig ikke være sammen altid, men når vi var det, føltes det som om de andre gled i baggrunden. Vi holdt dem ikke udenfor, naturligvis ikke, men når to mennesker har den der specielle forståelse indbyrdes, så kan man ikke lade som om.

Jeg forstår ikke, hvorfor det skulle ændre sig.

Det startede en dag hvor jeg kom hjem fra arbejde. Han plejede altid at komme og tage i mod mig i døren og råbe hej far! Skal vi lege med tog? Jeg har bygget en bro til banen!

Eller sådan noget lignende. 

Men en dag var døråbningen tom.

Jeg løb ind i huset med frakken stadig lukket, overbevist om, at drengen var kommet til skade. Og så sad han bare i sofaen og læste i en tegneserie. Han så op og sagde hej far.

Og ikke andet. Og der stod jeg, svedig med hjertebanken og frakke.

Det gentog sig dagen efter og næste dag igen. Han var ikke uvenlig, han var ikke vred på mig, han var bare ikke interesseret længere.

Jeg har pakket togvognene væk og sat dem på loftet. Hæfterne med flytyper fandt jeg en dag i skraldespanden og jeg tog dem op, kiggede i dem med en klump af gråd i halsen og pakkede dem ind. Jeg lagde dem under sengen, men flyttede dem senere ind i skabet under mine sweatre, så jeg ikke skulle støde på dem, hver gang jeg støvsugede.

Nu er døren lukket til hans værelse og han hører musik jeg ikke forstår. Jeg banker på og venter udenfor til han har sagt kom ind. Jeg har prøvet at interessere mig for hans musik, invitere hans venner hjem, være en del af hans nye liv, men han ser bare på mig og hans øjne siger hold nu op, far.

Det bliver værre og værre for hver dag der går. Han har bedt mig om vi kan tage ud og købe nye møbler til hans værelse, så det ikke er så barnligt længere og forleden havde han et problem og gik til sin mor efter hjælp.

Jeg står tilbage med frakken på og vil bare gerne være bedste venner igen.

***

bag novellen

Inspirationen til Bedste Venner var en tanke jeg fik om, at når ens børn bliver voksne, må man en gang imellem komme til at savne dem som børn.

Så står man der foran sine voksne børn med alle sine talenter og de ser bare på én med et blik der siger så meget som; nu fortryder du nok at du ikke gad spille Ludo med mig, hva’?

Og de har ret. Man trængte bare sådan til at sidde og glo ud i luften uden at nogen skulle tørres eller have hjælp til lektier eller til at finde deres røde sutsko. Men så bliver man nostalgisk og ville ønske man havde været lidt mere villig til at sidde på gulvet og køre en bil frem og tilbage og sige brrrrr.

Og jeg ved ikke, hvorfor så mange af mine hovedpersoner er mænd. Men det virker logisk i skriveøjeblikket.