Turen fra huset ned til vandet gik ligesom af sig selv. Den var kort. Det var derfor de havde valgt huset for fyrre år siden. Så behøvede de aldrig tage ud at rejse, de havde det hele i baghaven.
Han tog jakken af uden at tænke over det. Det ligger dybt i én at man skal tage jakken af, når man skal bade. Nede ved vandkanten tog han skoene af. Han overvejede kort om han skulle beholde strømperne på, vandet var ganske sikkert iskoldt, solen havde slet ikke fat endnu. Det var februar. Men så indså han det fjollede i at beholde strømperne på for at holde varmen i vandet og tog dem af.
Himlen var gråblå, helt uden skyer.
Han havde badet her i fyrre år. Solskinsdage med børnene. Alene med Merete. Senere med børnebørnene. En vinterdukkert i ny og næ var det også blevet til. Merete badede hver morgen. Han fortrak at stå med kaffen klar inde i stuen.
Selvom han vidste at vandet ville være koldt, gav det ham alligevel et lille chok, da han stak foden i. Han tænkte kort over, hvor stor forskel der er på at bade, når man gør det for sjov og for alvor. Det var første gang han var i efter Merete døde.
Så mærkede han indslumringspillernes begyndende virkning og gik ud i vandet med raske skridt.
***
Bag novellen
Her ville jeg skrive en ultrakort novelle og se, om jeg samtidig kunne gøre den sørgelig. Jeg synes selv det lykkes meget godt. Et helt liv, hjertesmerte og selvmord på 14 linjer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar