Posen

Jeg står henne ved flaskeautomaten og føler mig egentlig godt tilpas med mig selv.

Mit hår trænger til at blive klippet, men det er rent og redt bagud. Jeg er udmærket klar over, at det danner en alt for lang anderumpe bagtil og det er også blevet helt gråt, men det trængte virkelig til at blive vasket. Jeg tog et bad, da jeg vågnede her ved to-tiden og efter en kop kaffe og et par smøger, følte jeg mig frisk og klar til dagen.

Jeg barberede mig også og skar mig kun lidt på siden af halsen, ikke noget særligt.

Desværre havde jeg ikke noget vaskepulver, så jeg måtte tage mit gamle tøj på. Det lugtede lidt af røg og møg, men jeg synes faktisk, at det sådan blev luftet af at være udenfor og så er det, at jeg står her ved flaskeautomaten med min pose tomme flasker og føler mig ganske godt tilpas ved mig selv. Der er ikke mange flasker i min pose, jeg er ikke samler eller noget. Det var bare dem, jeg fandt sådan rundt om i lejligheden. Der kommer først penge på torsdag, så det er rart at der var et par flasker. Mens jeg venter, tæller jeg pengene jeg får for flaskerne. Nitten kroner. Det er en god sum.

Jeg køber ind i hovedet, mens manden foran mig langer sine flasker i automaten. Rugbrød 6,50 kr. Leverpostej 9 kroner sådan cirka. Det giver 15,50, hvad er der så tilbage? 3,50. Det er ikke meget. Måske kunne jeg erstatte leverpostejen med skinke. Noget af det pressede tyske. Jeg mener man kan få det i Aldi til 3,50. Det bliver så i stedet 8 kroner. Så er der elleve tilbage.

Strengt taget burde jeg gå ned til Larsen med dem, jeg skylder ham efterhånden næsten hundrede kroner, men på den anden side, så er han jo indforstået med at få dem på torsdag. Jeg betaler sgu altid det, jeg skylder.

Jeg ser hende stå henne ved det røde lys. Hun venter på at komme over på denne side. Jeg ville kunne genkende hende bagfra i mørke med en sæk over hovedet, men nu står hun der og ligner sig selv fra 3.x.

Hun har halvlang frakke på, nylonstrømper og høje sko. Hendes hår er sat op bagpå. Jeg bliver pludselig opmærksom på det med mit tøj, der ikke er blevet vasket og håret der er alt for langt. Det er også helt gråt, men det kan jeg jo ikke gøre for. 

Lyset skrifter til grønt og da hun ser op for at gå over, kigger jeg ned.

”Gud, Søren, er det dig?”

Jeg ser op. Hun er selvfølgelig ældre, men på en måde der gør hende dobbelt så attraktiv. Hun har ikke fået gråt hår eller også farver hun det. Det gør hun nok.

”Nadia! Tænk engang.”

Vi står lidt overfor hinanden uden at sige noget. Mit lange hår får mig til at føle mig usoigneret og jeg bliver pludselig opmærksom på at der er gamle pletter på mine bukser tre steder.

”Hvordan går det med dig?”

Jeg smiler og glæder mig over at jeg i det mindste har børstet tænder for en times tid siden, selvom det ikke har fjernet det gule. Hun sagde en gang til mig at jeg havde de hvideste tænder hun nogensinde havde set. Det har jeg nok ikke mere.  Da hun havde sagt det, kyssede hun mig under det store træ i deres have og jeg holdt hende om det smalle på hendes liv.

”Jo tak.”

Hun prøver på, ikke at se posen jeg har i hånden og jeg ville ønske, at den ikke var så krøllet og gul. Vi står lidt i tavshed igen.

”Hvad med dig? Du ser godt ud.”

Jeg smiler til hende med lukket mund.

”Tak. Det går godt. Jeg har lidt travlt, du ved, indkøb til påskemiddag…”

”Nåh ja…”

”Så…men du må have det godt, Søren.” Hun lader hånden hvile kort på min skulder og hendes blik strejfer posen. ”Gud ja, jeg skylder dig da nogle penge. For, for den gang vi var i byen og du betalte det hele og en taxa hjem gav du også. Vent lidt, jeg har vist pengene på mig.” Hun åbner sin taske og trækker en pung frem.

”Værsgo. Tak for lån.”

Hun rækker mig tre 500 kronesedler.

Jeg tager dem.

***

Bag Posen lå tanken om at skrive om en person, der gik fra at have det godt med sig selv og var veltilpas til med ét slag at føle sig ussel og utilstrækkelig. Et uventet møde med en gammel kæreste lå lige til højrebenet.