Sol Slej hjemmeside

Sol Slej hjemmeside
SolSlej.dk

torsdag den 13. juni 2013

Drømmen om Amerika


Solen flyder hen over bjergtoppene som guldchokolade.
De står med hinanden i hænderne og ser på det. Det er ikke fordi de ellers tager hinandens hænder, men der er nogle horisonter der bare kræver det.
Det er kulminationen på deres tur, der har været planlagt i over tre år og kostet næsten halvtreds skænderier, der alle sammen er gået på, om de skulle køre vestover eller østover fra Kansas.
Han vil vestover, for at komme til Nevada ørkenen og køre gennem Mojaveørkenen, se Death Valley og måske riverrafte på Humboldt floden. Det er det, han har sagt til hende.
Hun vil gerne køre gennem syden, opleve den særligt sydlandske charme, smage maden, se de små byer. Derefter kunne hun godt tænke sig at køre videre op langs østkysten og ende i New York. Man kan ikke tage til USA uden at se New York, siger hun til ham, men han er ligeglad med New York.
Enkelte gange midt i deres skænderier har han forestillet sig hvordan hun tog østover og han vestover. Så kunne han se det, han virkelig gerne ville, nemlig Las Vegas og de der bordeller der er legale i Nevada. Måske ville han aldrig komme hjem igen. Især ikke hvis han vandt gode penge og kunne købe en lille farm med heste. Så ville han gå der og opdrætte hestene og når han det faldt ham ind, så ville han tage på bordel. Det ville sgu slå det hvertandetugentlige samkvem med hende, som efterhånden var lige så dyrt og helt sikkert dårligere. Nyt køkken hver tredje år, nye møbler hvert andet og smykker til fødselsdage og jul. Og så nægtede hun ham at købe en 51” fladskærm. Hvad fanden var det egentlig for noget? Hvorfor han overhovedet blev hængende med den dødvægt, var ham en gåde.
Mange timer på langture i lastbilen er gået med, at han forestiller sig hvordan han bor på en mindre ranch, tager på bordel og bliver vartet op af lækre amerikanske kvinder. Derefter vil han tage sin pickup og køre hen og spise en masse spareribs og endelig tage til rodeoshow. Sådan skal hans liv være. Når han vælger at køre hjem igen, vil han komme hjem til et gammelt lortekøkken og det vil rage ham en høstblomst. Ha ha. Så kan hun fandeme have det så godt.
Hun har ofte tænkt på hvordan det vil være at sidde der i sit bedste tøj og være gæst i Oprahs show. Når hun ligger om natten og er alene fordi han er ude og køre langtur, kan hun se sig selv sidde på første række og følge med i de historier der bliver rullet op foran hende. Hun vil le og græde og Oprah vil få øje på hende og stille hende spørgsmål. Når hun opdager at hun er fra Danmark, vil hun være interesseret i, hvorfor hun er i USA og vil følge efter hende til New York, hvor hun vil lave en reportage om en dansker på shoppingtur.
De vil filme hende mens hun ser på tøj i Barneys og hun vil ende med at blive deres europarapporter. Så vil hun tage rundt i Europa og rapportere fra små hemmelige markeder og lokale bikse med spændende fund. Hun vil blive kaldt Queen of Findings. Nå ja, i drømmen er hun blevet skilt fra ham og hun vil tillade sig selv at have små passionerede affærer med lækre mænd hun møder på sin vej gennem Europa. En langhåret franskmand med flagrende bondeskjorte, en stram atletisk schweizer, en græker med en sejlbåd.
De ser på hinanden. Hun smiler venligt til ham. Han giver hendes hånd et tilforladeligt tryk inden de slipper for at begynde turen tilbage til bilen. I morgen går turen til South Dakota, hvor de skal se Mount Rushmore.


***


bag novellen
Det var den første sætning der skabte historien. Så måtte jeg naturligvis gå hen og ødelægge det smukke med to kriseramte mennesker i et dårligt forhold, men sådan er det nu engang. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar