Sol Slej hjemmeside

Sol Slej hjemmeside
SolSlej.dk

torsdag den 4. juli 2013

Under tæppet under træet


Man kan gemme rigtig mange ting inde i en skov. Et tæppe, f. eks. Det kan ligge under nogle visne blade for foden af et træ. Jeg har valgt et træ der ser lidt gammelt ud.
Under tæppet kan man gemme et par sko, som ens mor vil smide ud eller et stilehæfte med tegninger, som ingen må se. Man kan også gemme sig selv, hvis man skal vaske op eller ham manden fra kommunen kommer og vil fjerne en, fordi ens mor og far er glade for stærke flasker.
Manden siger at han vil hjælpe, men først skal man lige hjælpe ham med at finde noget han har tabt i bukserne.
Det har jeg ikke lyst til, så jeg har flyttet mit værelse ud i skoven under et træ.
Min mor og far har ikke opdaget det, de er ret trætte for tiden.
Ude i skoven er jeg blevet ven med en anden mand. Han kan selv finde ting i bukserne. Ham gider jeg godt være venner med.
Han lugter ligesom min mor og far, så det er dejligt at være sammen med ham. Og han fortæller historier om dengang han var soldat. Han fik en bombe i hovedet, så nu kan han ikke holde ud at bo inde i byen. Manden hedder Jørgensen og det er meget vigtigt at man ikke rører ved ham, for så ved han ikke hvad han kan finde på.
Jørgensen fortæller historier og han har givet mig en halskæde og en dukke, som han selv har skåret ud af et stykke træ. Den hedder Milla og han har slebet den, så den er helt glat og blød at røre ved.
Milla og Jørgensen og jeg kan godt lide at sove i skoven. Vi ligger og kigger op i trækronerne som svajer langsomt frem og tilbage i den stille vind. Jørgensen har lynet sin sovepose helt ned, så vi kan bruge den som dyne. Hvis han lå alene i soveposen, ville han ikke blive bidt så meget af myrer og myg, men han deler alligevel hver aften. Jeg tror det er det sødeste, der nogensinde er nogen der har gjort for mig.

***

Tanken bag denne novelle var egentlig bare at prøve at skrive løs og så have en færdig tekst på tyve minutter. Det varede faktisk 22 minutter, men det var vist mest fordi jeg virkelig prøvede at dreje den en sjov og venlig retning. Jeg tabte og novellen vandt. Jeg havde ellers mange tanker om hvad man kunne gemme ude i skoven, men der er bare noget med hemmeligheder og skove der lægger op til det værste i en. I mig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar