En skoledag i 1977 - Amager Lille Skole

Det er jo ikke tilfældigt, når man går rundt og hedder Sol. Så er rødderne højrøde..

Her kommer en lille historie, der også er at finde på Københavns Stadsarkiv i anledning af undervisningspligtens 200 års fødselsdag.

Jeg er seks år. Mine ben suser hen over legepladsen sammen med de andre fra klassen. Vores pagehår blafrer om ørerne på os.

Vi træner i at løbe fra politiet, for vi skal på tur med klassen ind og se Byggeren på Nørrebro i morgen og det kan være at panserne kommer og rydder stedet mens vi er der, derfor skal vi være klar til at spæne.

Vi spredes i alle retninger på legepladsen som vi har lært. Så er det sværere at blive fanget og hvis man er ved at blive indhentet af en strisser, skal man bare hoppe ind i en bus, har vores klasselærer, Ulla, sagt.

Jeg kaster mig til siden, som om jeg hopper ind i en bus, men jeg tror nok ikke jeg vil gøre det i virkeligheden, for mit buskort hænger i en snor i tasken og den skal jeg jo ikke have med.

Det er ham der hedder Pelle Jarmer der vil have Byggeren revet ned. Han er kapitalisternes lakaj og der hænger en plakat af ham i klassen, hvor der er en hund der bider ham i buksebagen.  Hunden har et halstørklæde på, hvor der står VS, det betyder Venstre Socialisterne og det er dem, de fleste forældre stemmer på i min klasse. Men plakaten er altså bare tegnet.

Vi har vikar i dag fordi Ulla er varetægtsfængslet. Hun har besat et tomt hus i Sofiegade sammen med sine BZ venner.  Hun har fortalt os om, hvordan man besætter et hus og det lyder sjovt. Når der alligevel ikke bor nogen i huset, så kan man lige så godt tage det. Det er dumt at der står tomme huse, når der er nogen der ikke har noget sted at bo. Jeg er glad for, at jeg har et sted at bo.

Ulla har selv et rigtigt sted at bo, men hun er bare solidarisk med de andre. Det er vigtigt at være solidarisk.

Karamel-Steen ryger sine hjemmerullede cigaretter mens vi øver i at stikke af fra politiet.

Vi kalder ham Karamel-Steen fordi han nogle gange lader os lave karameller i timerne. Hvis man plager lidt, kan man også få lov til at lave en produktion af hjemmerul til ham i frikvarteret. Han er ligeglad med at cigaretterne bliver tynde i den ene ende og tykke i den anden. Så slikker man på den ene ende af papiret og prøver at holde tobakken på plads, mens man ruller det mellem fingrene. Det er svært, men det er ret sjovt.

I dag skal vi bage efter frokost. Det er til Ulla, hun skal have et brød fordi hun er i fængsel og Karamel-Steen har lovet at vi må putte en af skolens file fra værkstedet ind i brødet, så vil han sørge for at hun får det og så kan hun file sig ud gennem tremmerne, når hun har spist det.

Da vi har trænet vores flugt et par gange og nogen er holdt op med at komme tilbage, fordi de er begyndt at lege i stedet, siger Karamel- Steen at nu er der frokost. Så løber vi tilbage til vores klasse. Jeg er sulten og glæder mig til min madpakke. Min mor giver mig næsten altid æggesalat og figenstænger og agurkestykker med og Karamel-Steen læser op mens vi spiser. Vi er i gang med Orla Frøsnapper.

På væggen på den gule trappeopgang er der sprayet ”Dem Gud ikke gav hjerne, gav han knippel, skilt og stjerne”. Jeg tror det er de store der har skrevet det.

På vej op ad trappen er der nogen der synger Æblemand i kanon. Det er noget vi har lært at Musik-Steen.  Han siger, at det plejede indianerne at gøre, når de sad rundt om bålet og sang.

Måske skal jeg alligevel spørge min mor, om jeg må hænge buskortet fast i frakken i stedet for tasken, så jeg kan springe ind i en bus. Hvis nu politiet kommer. 

Myrer

I Carstens have er der altid utrolig mange myrer.

Han spurter rundt hver morgen og drysser med kanel, men de sætter alligevel myrefodspor overalt.

Især den storblomstrede voksdug er de glade for. Carsten er også glad for dugen, så han køber en myrelokkedåse. Så kan de lære det! Men det kan de ikke. De trasker nok så velfornøjede ind i dåsen og dør, den ene efter den anden. Det må være fordi de ikke kan tale sammen og råbe vagt i gevær. Eller fordi de ikke har ordet myrelokkedåse på deres myresprog. En af de to grunde.

Carsten ligger i sin seng og overvejer, hvilken af grundene det er. Det kunne såmænd være hvilken som helst af dem.

Hans pyjamas er nystrøget, fordi det er torsdag som, foruden myrefangerdag, også er strygedag. De lodrette pyjamasstriber ligger som blå blodårer på hans hud. Carsten leger med tanken om, at han rigtig har blåt blod i årene og er en hemmelig prins. Han er udmærket godt klar over, at det er tankespind. Men det kunne nu være sjovt. Så ville han beordre alle myrer på matriklen fjernet. De behøvede ikke at dø, de kunne såmænd sagtens leve, for eksempel i skoven. Eller et andet sted langt væk fra Carsten.

Nu er det jo ikke fordi Carsten går vanvittig meget op i det med myrerne.

Det er mest bare noget med at hans kone bliver ved med at overnatte hos naboen og Carsten har besluttet at det må have at gøre med myreproblematikken. Jo mere han ligger og tænker over det, jo sikrere bliver han. Måske skulle han købe en flammekaster.

Skriveretreatnovelle 2

Tørre Knoer

”Se, hvor tørre mine knoer er. De skaller faktisk, hvis man ser dem tæt på. Gad vide om man kan få specielt creme til dem? Knocreme, nej seriøst, det er faktisk ret grimt. Synes du mine hænder ser gamle ud? Når man hiver i huden, prøv at se, og så slipper, så glider huden på plads igen, men det går lidt langsomt, ikke? Synes du ikke? Må jeg prøve på dig? Kom lige med din hånd. Kom nu, jeg skal lige prøve på en ung hånd. Se, hvor hurtigt din hud falder på plads. Og det er ikke fordi du er buttet, det er bare spændstigheden i huden, keratin, eller hvad det hedder. Eller, det er måske også lidt fordi du er buttet, men mest på grund af ungheden. Prøv også at se engang. Når jeg vender hånden op, så fingrene peger op mod loftet, så bliver den pæn og glat, men når jeg vender den ned, så træder alle blodårerne frem. Se op, ned. Op, ned. Stor forskel, ikke? Mine hænder er faktisk kun rigtig pæne når jeg knytter dem. Så bliver de glatte, men så kan man bare stadig se den rynkede hud på armene og man kan jo ikke gå rundt med langærmet bluse på og knyttede hænder hele tiden, vel? Så ligner man er massemorder, ikke? Se din arm, den er helt glat. Det ville den garanteret også være, selv hvis du tabte dig. Ikke at du skal, selvfølgelig. Det er helt din egen sag. Sådan noget blander jeg mig ikke i. Men det er kun et spørgsmål om tid, det kan du lige så godt vænne dig til. Så bliver de lige så rynkede som mine. Du ligner mig, da jeg var på din alder, så det kan du ikke løbe fra. Rynket hud, det ligger i familien.”

”Mor. Hold nu op. Jeg sidder lige og fortæller dig, at jeg er lesbisk. ”

Skriveretreatoverspringshandlingsnovelle 1

En sommernat i Sverige

Når man er alene i mørket, falder duggen hårdt.

Det er de samme nåletræer, den samme grusvej og den samme sø. Kun lyset er anderledes.

For seks timer siden strålede solen og søen afgav blinkende striber af solstrejf. De skarpe lysglimt brændte sig fast på nethinden, skovbunden var plettet af lave blåbærplanter, myretuer, bier der summede rundt og solen der kæmpede sig ned gennem nålenes labyrinter.

For en time siden havde solnedgangen betrukket skoven i lyserøde og guldfarvede nuancer og meterlange skygger, der fik stenene på grusvejen til at ligne små bautasten. Søen var mørkere og grupper af myg summede fra sted til sted.

Så blev det nat. Natten er ikke sort om sommeren i Sverige, siger folk. Og det er den måske heller ikke, men den er godt nok mørk. Granerne er endeløse mod den mørkeblå himmel. De svajer langsomt frem og tilbage. Grusvejen mistede sin ende i mørket. Tidligere på dagen drejede den til venstre for enden af vejen, nu forsvandt den bare i intethed.

Skoven sukkede.

Jeg tager et skridt i gruset. Det knaser så højt, at en flok fugle letter fra et træ i nærheden, men snart er det igen stilheden der gør trætoppenes svajen hørbar.

Endnu et skridt. Hvorfor egentlig? Jeg kunne også bare læne mig op ad et træ og prøve at blive ét med skoven. Ligesom Nalle er det nu. Der er ikke nogen der venter ham med ubehagelige spørgsmål om tid og sted. Om vand i lungerne og afværgelæsioner.

                                                                     ***

Skoven, som indbyder til sommerleg og madkurv og lykkelige timer med bærplukning, ændrer sig dramatisk når mørket sænker sig. Lige så gæstfri den er om dagen, lige så ensom virker den efter mørkets frembrud. De svenske skove mest af alle, dybe og tætte som de er.

Jeg slettede den sidste sætning, men her er den alligevel:

Han skulle aldrig have fundet en anden. Så kunne vi have nydt stilheden sammen som vi plejer.

Krydstogt

Jeg står og glatter håret med mit nye glattejern. Skibet duver blidt frem og tilbage. I morgen lægger vi til på Honduras kyst. Jeg er på singlecruise.

Det er simpelthen den fedeste ferie jeg har været på i mit liv. Skibet er kæmpestort, der er både indendørs og udendørs pool og cabanaboys der serverer drinks med paraplyer i og på dæk 4 er der diskotek. Jeg har også hængt en del i jazzloungen på dæk 7 og hørt freestyle. Mest fordi de lidt ældre fyre hang ud der. Det kommer sådan lidt an på, hvad man lige er til på sådan en aften.

Den første aften kom jeg til at hænge fast i en pianobar, hvor der var en klammos gammel mand fra et eller andet østland der optrådte. Han sang med tyk østeuropæisk accent og sort toupé. Rimelig ækel, gad vide, hvem der booker sådan en mand til et singlecruiseskib fyldt med unge. Så stod han der, totalt patetisk med sin toupé og croonede. Han kunne vel ikke få job i sit eget land. Nå, i morgen er jeg på Honduras. Totalt blæret. Og i aften skal jeg score.

***

Jeg har taget hyre på et cruiseskib. Som entertainer. Jeg stod egentlig med et par andre jobs på hånden, men sådan et års hyre, siger man ikke lige nej til. Der er sikre penge i det.

Den første tur var Olso-Caribien-Olso. Med atten stop undervejs. Det var mest ældre mennesker, folk der virkelig sætter pris på musik. Denne gang er hele flokken sådan nogle unge tosser der vælter rundt og er fulde. De kysser og rager på hinanden og hvem som helst, men de kan måske ikke finde ud af andet. Jeg har ondt af dem.

Jeg ser mig i spejlet og retter på ekstrahåret. I aften vil jeg synge Strawberry Fields. Det er en af mine yndlingssange. Strrawberrri fiiields…forevaaaa. Jeg må indrømme, at jeg nyder min egen stemme herinde på badeværelset.

***

Flex, flex, flex. Den ene biceps, brystmusklerne, den anden biceps. Det er nærmest som en dans. Jeg gør mig klar til aftenen. I morgen lægger vi til i Honduras, men i aften vil jeg gå ned i den der pianobar. Jeg har været i poolbaren de sidste fem aftener, men nu skal jeg prøve noget andet og pianobar lyder så classic. Jeg vil tage smoking på og være 007. Jeg ser mig selv sidde i baren med en drink, stonefaced. Lytte til musikken og vente på bondbabe og eventyr.

***

Elevatoren lukker. Der er allerede trykket på knappen til 2. dæk, så entertaineren stiller sig til rette i midten. De to andre i elevatoren står ved hver deres side og ser i spejlet.  Entertaineren tænker på, om de ser på sig selv eller hinanden. Han behøver ikke se sig i spejlet, han har lige ordnet ekstrahåret, så det sidder perfekt, usynligt for det utrænede øje at det ikke er ægte. Han ligner sig selv som 25-årig. Næsten i hvert fald. Måske har han taget et par kilo på, men han tænker ofte, at det er buffetens skyld. Alt hvad du kan spise. Hvorfor så lade være?

Netop som elevatoren standser på 2. dæk, giver den en mærkelig klonklyd fra sig. De venter og ser kort på hinanden og på dørene, som skal gå op nu. Det gør de bare ikke.

***

Vi ser på entertaineren, som om han skulle kunne gøre noget ved elevatordørene. Han trækker på skuldrene og ham den lækre i smoking går hen og prøver at tvinge dem op. Det kan man bare ikke. Jeg trykker på alarmknappen. En høj klokke lyder og kort efter kommer der en skrattende stemme i højttaleren.

***

Jeg ville ønske jeg ikke havde prøvet at tvinge døren op. Hvis man prøver, skal man lykkes, især hvis man har smoking på.

Hende pigen trykkede på alarmknappen, hvilket jeg selvfølgelig selv burde have gjort. Dumt. Vi forklarede at vi sad fast i elevatoren på 2. dæk. De lovede at komme og hjælpe os.

Nu sidder vi så der.

Der er helt stille i elevatoren.

Jeg synes jeg har set pigen før. Det er ikke en, jeg har knaldet, så ville jeg kunne huske det. Jeg har også kun fået hooked op med fire forskellige tøser på hele turen. Vi har alligevel været af sted i over en uge. Det undrer mig lidt, Johan siger at han allerede har nedlagt ti forskellige damer, og jeg har mindst ti procent mere muskelmasse end ham. Hun ser faktisk hot ud, hende der. Gid ham der entertaineren med den dårlige paryk ikke var her, så skulle hun få løjer at se.

***

Der er helt stille i elevatoren.

Ham fyren ser på mig via spejlet. Jeg har ikke været sammen med…vel? Nej, så ville jeg vide det, så fuld har jeg slet ikke været på turen. Han er ellers lækker. Måske synes han også jeg er lækker?

***

Stilhed.

De to smukke unge mennesker har opdaget hinanden. Jeg tror jeg vil hjælpe kærligheden på vej med en sang. Hvad er man ellers entertainer for?

Autoværksted

Solen brænder fra himlen.

Jeg stiger ud ad bussen for at gå resten af vejen. Jeg drejer væk fra den store vej og ned ad en lille. Der er øde overalt. Sommerferien har slugt alle mennesker, undtagen mig.

Jeg har shorts på og en pæn t-shirt. Sandaler. De er næsten nye, men allerede meget blegede af solen. Jeg har også haft dem på hver dag. Mine fødder er solbrændte i rektangler.

Der lyder en svag raslen af blade, ellers er der fuldstændig stille. Ikke engang en plæneklipper kører i det fjerne.

Jeg kan høre mine egne skridt på fortovet, sådan funp, funp.

Jeg standser ved en vej med hajtænder, kigger mig til venstre og højre, bare for vanens skyld. Der er ingen at se nogen steder. På den anden side af gaden ligger der et autoværksted.

Huset er i to etager og til venstre er der en garage hvor garageporten står åben, så man kan se ind. Det er et værksted. Udenfor er der asfalteret og der står to biler parkeret. Den ene mangler en dør. På første sal i huset er der gardiner. Sådan nogle hvide, gennemsigtige nogen der er samlet i siden. Røvballegardiner, kalder min mor dem.  Den, der arbejder i værkstedet, bor nok deroppe.

Jeg går tættere på autoværkstedet. En eller anden har set hjørnegrunden og tænkt at det ville være perfekt til at skabe et autoværksted. Vedkommende har asfalteret grunden og fået bygget et hus i to etager med tilhørende autoværksted og har gået og taget imod kunder og bestilt løsdele og repareret biler her. Og nu står det helt stille, tomt. Med åben dør ind til værkstedet. Gad vide om der ligger en og sover oppe på første sal bag gardinerne, eller om der er lige så øde som resten af gaden.

Der står en tom colaflaske henne ved døren.

Jeg standser og ser op på førstesalen. Nogen har tænkt, at her skal der være gardiner, har gået ud og fundet stof og syet sig et par gennemsigtige røvballegardiner. For at lave det pænt, velsagtens. Måske stillet en plante i vinduet, set på den anden ende af ægteskabet der gik og arbejdede nede ved værkstedet. Og nu er der stille og forladt. Jeg har lyst til at blive stående og finde flere detaljer, der kan give et hint om hvem der bor på førstesalen og hvorfor de er taget væk, men solen brænder og gør asfalten blød, så jeg kan mærke den klistre mod sålerne. Jeg skrår over gaden, hvor der er lidt mere skygge, men kan ikke lade være med at skæve tilbage. Der står Nielsen, Privat med håndskrift over dørklokken. Der skulle hellere have stået Nielsen, Forladt.

***

Måske er det kun mig, der har det sådan, men jeg har altid syntes at autoværksteder er noget af det mest ensomme man kan støde på. De er altid at finde på de mest sørgelige steder, som i udkanten af Hvidovre ved siden af en lukket SPAR købmand. Engang må nogen have haft drømme og håb og glædet sig til at starte et firma op og de har tænkt på, hvordan de skulle have et par lærlinge som kunne smutte ind ved siden af hos SPAR og købe en håndfuld øl til fyraften. Det ser man bare ikke, man ser kun de øde værksteder stå med et par halvnedbrudte biler og hvis der havde fandtes tumbleweed i Danmark, så var de rullet forbi.

Stenene

Hvis man ser rigtig godt efter, kan man lige akkurat se de små bidemærker på hans kind. De er svagt røde og en smule blodunderløbne. De andre kalder ham Løvmanden og kaster sten efter ham, når han går gennem byen eller rundt i skovbrynet, men jeg er holdt op. Jeg ved nemlig, at han samler stenene op og gemmer dem. Han har et chatol, hvor alle stenene ligger med navn på.

Jeg opdagede det en dag, hvor jeg stod sammen med Per og kiggede ind ad vinduet. Vi havde tænkt os at se, om han havde noget vi lige hurtigt kunne negle, nogle småpenge eller måske cigaretter, men så var det jeg så chatollet. Det stod åbent og alle stenene lå på række.  Der var tre med mit navn på. Jeg stirrede på stenene og så slet ikke, at Løvmanden var kommet ind i stuen. Han stod halvt i skyggen af dørkarmen, og da jeg så ham, holdt han tre fingre op. Jeg fik metalsmag i munden af angst og mine bevægelser blev langsomme og klodsede, da jeg flygtede.

Per kom op på siden af mig. Han havde ikke set noget som helst, han ville bare vide, om jeg havde fået fat i noget. Men jeg kunne ikke tale. Jeg ville bare hjem.

Der var ikke nogen hjemme, da jeg kom hjem. Jeg havde kvalme af skræk og endte med at lægge mig ned i slagbænken i køkkenet og gemme mig der mellem viskestykker og karklude og forklæder, til der kom nogen.

Jeg så Løvmanden igen næste dag. Jeg var blevet sendt i byen efter sukker, da han pludselig stod på fortovet foran mig. Han sagde ingenting, holdt bare tre fingre op. Jeg spurtede hjem.

Så begyndte der at ske ulykker. Haralds cykel blev savet igennem, så han faldt lige ned på ansigtet og flækkede begge øjenbryn. Pers løbehjul fik fjernet møtrikkerne.

Jeg begyndte at passe bedre på mine ting. Satte min cykel og mine rulleskøjter ind i garagen om natten, så mig til begge sider inden jeg gik over gaden, sørgede for at være hjemme inden mørkets frembrud, men jeg vidste, at det ikke nyttede noget.

Der gik seks dage, hvor jeg så mig nervøst over skulderen.

Det var faktisk en lettelse, da mine nye rulleskøjter mistede hjulene. Den morgen jeg gik ned i garagen for at hente rulleskøjterne og opdagede at de lå der, amputerede, gik jeg bare op og åbnede min sparegris, tog pengene ud og gik ned og købte nye hjul uden at sige det til nogen.

Så var der to sten med mit navn på tilbage i chatollet, vidste jeg.

Næste gang jeg så Løvmanden, smilede jeg meget forsigtigt til ham og holdt diskret to fingre op.

Han så lige igennem mig og næste dag manglede hjulene igen. Jeg gik ud og købte nye en gang til. Manden i butikken spurgte om jeg virkelig have rullet så hårdt, at jeg allerede havde slidt hjulene helt ned, men jeg sagde, at jeg havde kørt på grus og de var blevet skæve. Manden rystede på hovedet af min uforstand.

Jeg havde ikke flere penge tilbage i min sparegris, så da aftenen kom, skruede jeg hjulene af rulleskøjterne og lagde dem i en pose. Jeg skrev undskyld på en seddel og puttede den ned i posen og bandt knude på.

Så gik jeg over og hængte posen på Løvmandens dørhåndtag.

Næste morgen havde mine rulleskøjter fået skruet hjulene på igen og ved siden af lå de tre sten med mit navn på.

***

Jeg ville prøve at skrive noget med en person der var lidt creepy  men som samtidig var den, man holdt med. Jeg har været ved at redigere den første sætning ud flere gange, da jeg egentlig ikke synes at den hører helt til, men jeg har beholdt den alligevel, for jeg kan godt lide den åbne start, som man faktisk glemmer at man ikke får svar på, hvad egentlig er.