Sol Slej hjemmeside

Sol Slej hjemmeside
SolSlej.dk

tirsdag den 23. juli 2013

Autoværksted


Solen brænder fra himlen.
Jeg stiger ud ad bussen for at gå resten af vejen. Jeg drejer væk fra den store vej og ned ad en lille. Der er øde overalt. Sommerferien har slugt alle mennesker, undtagen mig.
Jeg har shorts på og en pæn t-shirt. Sandaler. De er næsten nye, men allerede meget blegede af solen. Jeg har også haft dem på hver dag. Mine fødder er solbrændte i rektangler.
Der lyder en svag raslen af blade, ellers er der fuldstændig stille. Ikke engang en plæneklipper kører i det fjerne.
Jeg kan høre mine egne skridt på fortovet, sådan funp, funp.
Jeg standser ved en vej med hajtænder, kigger mig til venstre og højre, bare for vanens skyld. Der er ingen at se nogen steder. På den anden side af gaden ligger der et autoværksted.
Huset er i to etager og til venstre er der en garage hvor garageporten står åben, så man kan se ind. Det er et værksted. Udenfor er der asfalteret og der står to biler parkeret. Den ene mangler en dør. På første sal i huset er der gardiner. Sådan nogle hvide, gennemsigtige nogen der er samlet i siden. Røvballegardiner, kalder min mor dem.  Den, der arbejder i værkstedet, bor nok deroppe.
Jeg går tættere på autoværkstedet. En eller anden har set hjørnegrunden og tænkt at det ville være perfekt til at skabe et autoværksted. Vedkommende har asfalteret grunden og fået bygget et hus i to etager med tilhørende autoværksted og har gået og taget imod kunder og bestilt løsdele og repareret biler her. Og nu står det helt stille, tomt. Med åben dør ind til værkstedet. Gad vide om der ligger en og sover oppe på første sal bag gardinerne, eller om der er lige så øde som resten af gaden.
Der står en tom colaflaske henne ved døren.
Jeg standser og ser op på førstesalen. Nogen har tænkt, at her skal der være gardiner, har gået ud og fundet stof og syet sig et par gennemsigtige røvballegardiner. For at lave det pænt, velsagtens. Måske stillet en plante i vinduet, set på den anden ende af ægteskabet der gik og arbejdede nede ved værkstedet. Og nu er der stille og forladt. Jeg har lyst til at blive stående og finde flere detaljer, der kan give et hint om hvem der bor på førstesalen og hvorfor de er taget væk, men solen brænder og gør asfalten blød, så jeg kan mærke den klistre mod sålerne. Jeg skrår over gaden, hvor der er lidt mere skygge, men kan ikke lade være med at skæve tilbage. Der står Nielsen, Privat med håndskrift over dørklokken. Der skulle hellere have stået Nielsen, Forladt.

***


Måske er det kun mig, der har det sådan, men jeg har altid syntes at autoværksteder er noget af det mest ensomme man kan støde på. De er altid at finde på de mest sørgelige steder, som i udkanten af Hvidovre ved siden af en lukket SPAR købmand. Engang må nogen have haft drømme og håb og glædet sig til at starte et firma op og de har tænkt på, hvordan de skulle have et par lærlinge som kunne smutte ind ved siden af hos SPAR og købe en håndfuld øl til fyraften. Det ser man bare ikke, man ser kun de øde værksteder stå med et par halvnedbrudte biler og hvis der havde fandtes tumbleweed i Danmark, så var de rullet forbi.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar